En gruppe studerende har sat en række telte op ved Københavns Universitet.

Gruppen protesterer mod universitets holdning til Israels krig i Gaza.

I en pressemeddelelse skriver de studerende, at de »tilslutter sig den globale studenterbevægelse for Palæstina.«

Der har de seneste uger været store protester på en række eliteuniversiteter i USA, hvor studerende har demonstreret mod universiteternes investeringer i Israel.

Ifølge Berlingskes udsendte deltager cirka 50-100 personer i demonstrationen i København lige nu. Der er løbende ved at blive sat flere telte op.

Den danske gruppe, der nu har sat telte op, kalder sig Studerende mod Besættelsen.

»Vi kan ikke længere nøjes med forsigtig dialog, der ikke fører til konkret handling,« skriver de i en pressemeddelse.

Det er lige nu en helt fredelig demonstration.

En talsperson fra Studerende mod Besættelsen, den filosofistuderende Emil Nielsen, fortæller til Berlingskes udsendte, at gruppen først vil tage hjem, når ledelsen har opfyldt seks krav.

Gruppen beskriver de seks krav således:

  • Anerkender og fordømmer det igangværende folkedrab og opfordrer til en øjeblikkelig våbenhvile og ophævelsen af belejringen af Gaza.

  • Trækker deres investeringer fra virksomheder, som profiterer på eller er medskyldige i besættelsen af Palæstina

  • Tilbyder fuld økonomisk gennemsigtighed i forhold til deres investeringer

  • Afslutter deres indkøbsaftaler med virksomheder, som profiterer på eller er medskyldige besættelsen af Palæstina

  •  Forpligter sig til en akademisk boykot ved at afslutte institutionelt samarbejde med israelske akademiske institutioner

  • Anerkender deres palæstinensiske studerendes vanskelige situation

Flere studerende har slået telte op i »Den hemmelige have« ved Københavns Universitet
Flere studerende har slået telte op i »Den hemmelige have« ved Københavns Universitet Søren Bidstrup

Opdateres...