Social mobilitet

I disse dage diskuteres heftigt, om et karakterkrav til gymnasiet er rimeligt, og det fremføres, fortrinsvis fra tingets røde side, at det er urimeligt over for børn fra ikke-boglige hjem. Måske er det sandt, måske ikke.

Gennem et langt liv har simpel, uvidenskabelig erfaring vist mig, at der i de fleste tilfælde er en tæt sammenhæng mellem børns og deres forældres evner og talenter. Jeg har ofte set musikalske mennesker få musikalske børn. Det samme har jeg set med, hvad jeg vil kalde superbegavede forældre få superbegavede børn. Er det et udtryk for manglende social mobilitet, hvis konservatorierne har en overvægt af børn med musikalske forældre? Eller at gymnasierne og universiteterne især søges af akademikerbørn? Efter mange år med lige adgang til uddannelse giver det for mig ingen mening at føre denne diskussion, medmindre man har et solidt grundlag at diskutere på.

Dette kunne opnås ved, selvom det ville være kontoversielt, at gennemføre en stor og grundig iQ-test af en stor gruppe børn/unge fra henholdsvis den ene og den anden gruppe, f.eks. akademikere og faglærte. Jeg er naturligvis vidende om, at en sådan test ikke er præcis eller fyldestgørende. Men jeg er ikke i tvivl om, at den kunne give en retningslinje for en rimelig fordeling af rekruttering til de forskellige uddannelser, nemlig dem, der kræver store boglige færdigheder, og dem, der stiller andre, f.eks. mere praktiske krav. Og dermed en mere kvalificeret debat.

Og lad mig så tilføje, at det var direkte pinligt forleden at høre radikale Morten Østergaard sige, at det ville dele eleverne, de unge op i et A og et B-hold at sortere nogle elever fra ved adgangskrav til gymnasiet. Dermed siger han indirekte, at de, der ikke evner gymnasiet, tilhører et B-hold. Et akademikersnobbet og dybt utiltalende udtryk for mangel på respekt for praktisk dygtige mennesker – for ikke at tale om kunstnerisk eller kreativt begavede.