Musikhelvedet på Refshaleøen

Refshaleøen, hvor bl.a. en del af Distortion i år blev afholdt. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Borgerrepræsentationen har i marts måned i år vedtaget regler for musik på Refshaleøen Vest eller for den del, som vender mod Langelinie. Der er et maksimum på koncerterne, på støjniveauet samt på tidsrummet.

Dette maksimum er mildt sagt blevet overskredet i år, hvor koncerterne er eksploderet. Med koncerter menes ekstrem høj musik med en tung bas i baggrunden, som varer til kl. 4-6 om morgenen. Folk har naturligvis ikke kunnet sove, og protesterne har været mange.

Derfor fik vi fra Ejerforeningen Langelinie et møde i stand med Støj og Miljø, en afdeling under Københavns Kommune, for at få talt om disse problemer. Efter vores mening har folkene bag koncerterne udviklet sig til »støjkonger«, fordi forvaltningen læser den politisk bestemte forordning som Fanden læser Bibelen. Men ak, hvilket møde, vi havde. Det var, som om man befandt sig i en helt anden verden. Tilbagelænethed, passivitet, ingen forslag. Til alle vores spørgsmål, om forvaltningen har været ude for at se på forholdene, om de har talt med arrangørerne, hvorfor den såkaldte støjvagt ikke fungerer, og hvordan forvaltningen kan fortolke det politisk bestemte direktiv sådan, var der kun passivitet.

Man sidder i sit tårn i Støj og Miljø uden at have fingeren på pulsen. Man ved ikke, hvad der foregår, men administrerer et politisk vedtaget direktiv på en måde, som minder om kvotekongesagen, og det under ansvar. Gad vide, om politikerne ved det. Det var en forstemmende oplevelse.