Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvorledes gavner Venstres liberale politik min pengepung?

Kristian Jensen meddelte stolt, at kontanthjælpsloftet virker i Berlingske  25. april, men hvorledes gavner det min pengepung at vide det? Besparelsen er på blot 25 mio. kroner, men berører hele 28.000 mennesker, skriver Mikkel Skipper. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Venstre bryster sig af at være et liberalt parti, men indfører og håndhæver regler, der er strammere end man kan forestille sig dem i Kina under kommunismens velmagtsdage. Hvad er eksempelvis idéen med at betale en høj skat gennem et helt arbejdsliv, når der venter (eller vanker) et kontanthjælpsloft rundt om hjørnet?

Kristian Jensen meddelte stolt, at kontanthjælpsloftet virker i Berlingske  25. april, men hvorledes gavner det min pengepung at vide det? Besparelsen er på blot 25 mio. kroner, men berører hele 28.000 mennesker, og det er vel som cykelrytteren Brian Holm engang sagde i forbindelse med en kollegas fatale styrt på landevejen, at man cykler videre, mens man glæder sig over, at det ikke har ramt en selv.

Har man set »Luksusfælden« ved man, at der findes familier, som ikke tager ansvar for deres økonomi. Ikke fordi de er dovne, men de har manglende økonomisk overblik og kan ikke gennemskue konsekvenserne af deres valg eller har sociale udfordringer.

Burde man ikke indrette jobcentrene til at løse disse problemer, så folk tager ansvar for deres økonomi, i stedet for at bruge uanede mængder af ressourcer på at påvise, om det måske største indgreb i den personlige frihed i nyere tid (225-timers reglen) virker eller ej?

Mikkel Skipper, Ballerup

Forurening fra krydstogtskibe

I disse tider, hvor politikere taler om, hvor meget de gør for miljøet, så undrer det mig, at det er tilladt for krydstogtskibe at forurene, når de ligger i Københavns Havn. For når krydstogtskibe ligger i havnen, så har gæsterne stadig brug for varmt vand og strøm. Strøm der produceres af store dieselgeneratorer, som ikke bare bruger diesel, men bunkerdiesel, der forurener op til ti gange så meget som almindelig diesel.

Så mens politikerne kun interesserer sig for at få nedbragt biltrafikken i byen, så er der ingen, der bekymrer sig om, at forureningen ved Langelinie er lige så høj i hele sommerhalvåret som den er ved H.C. Andersens Boulevard midt i myldretidstrafikken. Problemet med de forurenende krydstogtskibe kunne i nogen grad løses ved, at havnen fik et landstrømsanlæg som man eksempelvis har det i Hamborg.

Ikke alle krydstogtskibe kan kobles til et landstrømsanlæg, men her kunne man så opkræve en ekstra afgift fra disse skibe. Det kunne måske motivere til, at flere skibe i fremtiden blev forberedt for landstrøm.

Lone Andersen, København

Lempelse af regler

Der er valgkamp og Henrik Sass Larsen melder nu ud, at reglerne for belåning af boliger i vækstområder skal lempes. Det kan man godt forstå, men det er slet ikke nødvendigt, for reglerne er gode nok. Det er måske bare administrationen af reglerne, som man bør se på.

Finanstilsynet siger nemlig selv, at reglerne giver mulighed for fravigelser, hvilket der endda gives flere eksempler på i vejledningen til bankerne.

Når bankerne med en enkelt undtagelse så alligevel meddeler, at de får problemer med Finanstilsynet, hvis de fraviger reglerne, og ikke engang tør lægge navn til, så er der noget som tyder på, at vejledningen enten skal gøres endnu mere tydelig med flere eksempler, hvor fravigelser ikke giver problemer for bankerne, eller at ord som »bør« erstattes med »skal« og »som hovedregel« erstattes med »altid«.

René Poulsen, Frederiksberg

Mette Frederiksens venner

Kåre Lauring, Frederiksberg, minder os i Berlingske forleden fortjenstfuldt om at Enhedslisten faktisk er et revolutionært marxistisk-leninistisk parti samt at revolutionen fremmes af nød og arbejdsløshed. Noget som forklarer meget af Enhedslistens destruktive agitation. Tilføjes kan at der i Folketinget også findes et parti, som har om ikke revolutionen så i hvert tilfælde kaoset som sit ideelle samfundstilstand - eks-kommunisten og kaospiloten Uffe Elbæks parti Alternativet. Så hvad skal hun med fjender, når hun har sådan nogle venner - Mette Frederiksen .

Nils Sjoegren, Rungsted Kyst

Klimaredning

Hvis det skulle lykkes for den unge svenske klimaaktivist, Greta Thunberg, at opnå Nobels Fredspris, (som er hende vel undt, hun ser så sød og energisk ud), så vil hun gå over i Historien, som Den Svenske Ungmø, der igangsatte redningen af det Globale Klima fra at gå amok.

Vi mennesker har alle dage holdt af den slags myter. At kalde vor art for Homo Sapiens er måske en overdrivelse. Så hellere Homo Politicus.

Sven pauner, Birkerød