Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Danskhed eller kultur? Farvel og tjak til Adam og Noah

Joel Hyrland og Hadi Ka-Koush vil ikke længere være Adam og Noah. »Over de seneste fem år har Adam og Noah italesat og aftabuiseret noget af det, der siges at adskille danskere af anden etnisk herkomst og ’danskere',« skriver Aima Hussain. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Debatten, som den finder sted i øjeblikket og hen over de tidligere år, har været meget præget af integrations- og danskhedsbegreberne. Over de seneste fem år har de to fiktive figurer Adam og Noah italesat og aftabuiseret noget af det, der siges at adskille danskere af anden etnisk herkomst og ’danskere’.

Lyden af klapsalven aftager. »Farvel og tjak,« siger Adam og Noah nu, men forsvinder ikke, for de efterlader et massivt indtryk på alle os i salen.

De har lige brudt nogle barrierer mellem os og dem. Med ’comedy’ som værktøj tiltaler de alle danskere, i alle aldersgrupper, hudfarver, personligheder og alle andre kategorier.

Kunst og kultur er også med til at definere danskheden. Når de to herrer, Adam og Noah, siger »farvel og tjak«, frygter jeg, at vi mister en del af danskheden og det, der giver den almene borger plads til at være med i debatten. De udpensler kulturforskelle, men formår alligevel at skabe et fælles holdepunkt, hvori alle kan se sig selv. Det har vi brug for mere af.

Tidligere på aftenen har Adam sagt noget om arabiske bryllupper og danske bryllupper. Han nævner, at samværet er helt anderledes hos os danskere med anden etnisk herkomst, end det er hos ’danskerne’. I denne sammenhæng ser jeg danskheden som værende samværet i sig selv. Ikke om vi danser eller sidder fint ved et bord, men initiativet, hyggen og menneskerne. Det er danskhed. Den forsamling, jeg sidder i, er et produkt af danskhed, fællesskab, et godt grin, samtale og hygge. Alt det andet er kultur og traditioner.

Radioværten Ali Aminali mener, at danskhed hele tiden udvikler sig. At det er en flydende størrelse.

En skelnen mellem danskhed og kultur er måske lige det, der skal til for at løse vores problem. Kultur beskriver ofte noget statisk, noget der varer ved, noget der altid har været. Danskhed derimod, hvis man er tilhænger af Aminalis udlægning, er i bevægelse. Altså kan dele af en kultur til enhver tid blive en del af danskheden, men den kan også stå alene uden at udfordre netop det.

Det eneste statiske ved danskhed er hygge. Danskheden vil for evigt være allestedsværende i vores hverdag, i det offentlige eller i det private. Danskhed vil altid være defineret på trods af dets udefinerbare natur. Men med dette nye syn håber jeg, at vi kan nærme os noget fred og hygge.

Aima Hussain, Ishøj