Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Danskerne har også helligdomme

Foto: Keld Navntoft

Vi danskere har en identitetskrise, hvis vi ikke kan acceptere inklusionen af en sang om en islamisk højtid i Højskolesangbogen. I hvert fald hvis man skal tro Isam Bachiri.

Jeg tror, Isam B har ret i, at vi har en identitetskrise, men det er en helt anden, end han beskriver. Det er ved at gå op for os danskere, at vi er et folk, der elsker vores egen kultur, og vi har sågar helligdomme. Højskolesangbogen er en af dem. Den er for os danskere omtrent, hvad Toraen er for jøderne, den er det danske folks forestilling om sig selv i poetisk form.

Derfor er det heller ikke »virkeligheden«, Højskolesangbogen skal afspejle. At de fleste af sangene i bogen tager afsæt i et kristent landbrugssamfund er ikke tænkt som et realisktisk portræt af vores nutidige dagligdag. Det er billedet på vores ophav, og det er med nødvendighed tilbageskuende at være mærket af et forhold til sine aner. De her mærkelige sange, som giver os et forestillet fællesskab med vores forfædre og efterkommere og med hinanden, indeholder dette uudsigelige »noget« ved os danskere, som ingen nogensinde skal lykkes med at definere, nemlig vores danskhed.

Kunne man forestille sig at Islamisk Trossamfund i mangfoldighedens navn ville inkludere en salme af Grundtvig i den danske udgave af Hadith? Muslimer tager for givet, at deres egne kulturbærende skrifter er beskyttet mod fremmede kulturers indflydelse, og med god ret. For der er en grænse for, hvad der kan regnes for muslimsk. Det gælder naturligvis også for det danske.

Og det er nu engang sådan, at ramadanen ikke er en dansk skik, og det bliver den heller aldrig. Det burde være indlysende. På samme måde som det jødiske mindretal ikke forventer, at danskerne betragter Hanukkah som en dansk skik. Sangen »Ramadan i København«  beskriver et billede af Danmark, som ikke er dansk. Derfor skal den ikke med i Højskolesangbogen.

Man kan forsøge sig med at relativere ideen om danskhed, indtil den til sidst slet ingenting betyder og derfor kan betyde alt og inkludere alle. Eller man kan komme anstigende med sine små rettelser og tilføjelser til den danske kulturskat, så man som muslim også kan se sig repræsenteret i den uden at skulle tage den danske kultur alvorlig.

At kalde sig dansker og med den anden hånd praktisere en fremmed kulturs skikke og højtider må være et udtryk for, at man ikke ved, hvad det vil sige at være dansker. Eller måske nærmere at man er ligeglad med, hvad det vil sige.

Vi danskere har ikke et behov for at kunne spejle os i den muslimske kultur. Vi kan sagtens acceptere, at der er noget, vi ikke kan blive en del af eller forstå. Vi har nemlig vores eget. Vi ser frem til, at muslimerne en dag vil udvise vores kultur og dens særegenhed en tilsvarende respekt. Rasmus Lønstrup, Aarhus C