Vi spejler os i hinandens blikke. Men vi går også i enrum og møder blikket i spejlet. Kunstmuseet Louisiana holder nu bogstavelig talt, og i overført betydning, et spejl op for os på efterårets store og væsentlige udstilling »Selvportræt«.
Ved indgangen til udstillingen ser vi os selv komme gående i det store spejl. Tør vi holde blikket fast? Mere eller mindre afklædte og selviscenesatte kommunikerer kunstnerne med os med fast eller undvigende blik i selvportrætterne. Kunstnerne ser på sig selv og skaber en ny sammenhæng mellem indre og ydre – og de gør det med sans for både sløring og afsløring. Vi er med, når kunstneren er i en kreativ proces, og med foran spejlet i badeværelset. Spørgsmålet er ikke kun: »Hvem er jeg?« men også: »Hvor vil jeg bevæge mig hen?«
Selvportrætter både fastholder og skaber identitet, er indadvendte og udadvendte på samme tid. Louisianas udstilling – med 150 værker af store, internationale kunstnere fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem til i dag – er en imponerende portal til forståelse af kunstneres selvrefleksion, i værkerne ofte et udkast til identitet og en invitation til, at vi kan gå videre med vores egen selvforståelse.
Picasso møder vi i et energisk øjeblik ved staffeliet, Frida Kahlo i smuk ro og fløjlskjole, mens finske Elina Brotherus i video med dugget spejl i badeværelset formidler åndedræt og gradvis tilsynekomst i spejlet. Vi ser udviklingen af selvportrættet fra urmotivet med kunstneren ved sit staffeli i atelieret, med fokus på den psykologiske tilstand og de eksistentielle vilkår, til de iscenesatte, fotografiske selvportrætter og videoværker, hvor spørgsmålet om identitet er mere flydende.
Kunstnerisk styrke og sårbarhed udstillet
Udstillingen er bygget op over motiver som »livets gang«, her står værker af Paula Modersohn-Becker klart frem med direkte blik og nøgen, gravid mave på hendes sjette bryllypsdag, og temaet »opløsning«, hvor Francis Bacon nærmest vender vrangen ud på sig selv. I gruppen af pionerer ses fine værker af Edvard Munch, som i sin karriere skabte adskillige selvportrætter og med større og mindre dramatik.
Man kan hævde, at al kunst har et selvbiografisk udgangspunkt. Billedkunst, digtning, filosofi og humanistisk forskning henter styrke fra en selvinvesterende og en selvudforskende energi. Men selvportrætter er et helt oplagt sted at gå hen, hvis man vil vide noget om kunstens udspring og kunstnerens selvforståelse. Selvportrætterne på udstillingen viser både styrke, stolthed og sårbarhed. Entusiasme, tvivl, angst og desperation taler fra værkerne, og dødsbevidsthed er et genkommende tema. Der er både fokus på kunstnerrollen, det skabende menneske og på almengyldige spørgsmål om forfængelighed, selvrefleksion og udsathed. Der er ofte en fremmedhed, når kunstneren møder blikket i spejlet, og tvivlen er et tema, der ses hos kunstnere som J. F. Willumsen i malerbluse foran det hvide lærred og Maria Lassnig med fremvisning af den ældede krop og et spørgende og kogende ansigt.
Blandt de dragende værker er Pierre Bonnards intime selvspejling i garderobespejl med en distance ved det bortvendte blik. En lignende indadvendthed, sænket blik og eftertænksomhed, ses i Rudolf Stingels melankolske og nærmest filmiske, store sort-hvide maleri uden titel, malet på baggrund af fotografi.
En modig og generøs udstilling
Udstillingen taler til vores indlevelsesevne med udtryksfulde værker, der spænder vidt i stemning, form og størrelse. Nede i det helt lille format er Pipilotti Rists overraskende audio-videoværk »Fortabt i lavabad«. Her skal man være opmærksom og ikke blot tro, at det er en klat maling på gulvet. Pipilotti Rist råber ellers højt nok, når først man har fundet hende.
Flere af de kvindelige kunstnere går i fotografiske værker helt tæt på blikket og kroppen – sårbart, intimt og både hverdagsagtigt og med dybere, eksistentielle spørgsmål. Som et modtræk til forestillingen om det fortællende ansigtslandskab lægger Gillian Wearing en afstand ind mellem sig selv og beskueren ved at bruge en neutral maske, som kun lader os se hendes øjnes melankolske udtryk.
Det er en modig og generøs udstilling med værker af høj kunstnerisk kvalitet og stærk fokus på et væsentligt emne. Hvordan ser vi på os selv? Hvor udtryksfulde er vi? Vi kommer tættere på kunstens udspring og på det menneskelige. Og måske bliver vi lidt længere foran spejlet.
