Den japanske tegnestue Sanaa er et rigtigt interessant bekendtskab.
Arkitekterne bag er særdeles dygtige til at tænke i rum og transparens. I deres ofte organisk udformede og i grunden meget klassisk udseende bygninger fornyer de minimalismen, samtidig med at de arbejder med en udtalt fleksibel disponering. De er dygtige til at forbinde deres lette bygninger med kontakten med omverdenen. Hvilket kan være interessant, når husene ligger i smukke omgivelser, hvor naturen bliver en del af helhedsoplevelsen. Deres hovedværker er overvejende placeret i andre verdensdele, men londonrejsende erindrer måske den midlertidige pavillon, Sanaa sidste sommer havde bygget til Serpentine Gallerys i forvejen charmerende beliggende udstillingsbygning i Kensington Gardens. I det beskedne format en udmærket illustration af tegnestuens arbejde med arkitektur som ramme for social interaktion.
Dansk Arkitektur Center viser nu en noget minimalistisk, introducerende udstilling om Sanaas arbejde. Den består af modeller til blandt andet tre kunstmuseer, en uddannelsesinstitution samt et interessant byfornyelsesprojekt: Kan man revitalisere en lille by ved at placere et museum midt i den? Vil det gøre byen til et museum? Eller skabe en levevej. Det havde været interessant, hvis udstillingen havde belyst problematikken yderligere.
Gennem modellerne forstår man nok tankemåden hos Sanaa og den overraskende måde, hvorpå arkitektfirmaet i sine værker formår at trække lyset ind i de fleksible strukturer, men man savner nogle dokumentationsfotografier af de færdige værker. Ved siden optagelserne af de to fotografer - Louise Grønlund og Walter Niedermayr - der på begavet vis forsøger at fortolke Sanaas værk. Fotografier, hvor man kan få en idé om Sanaas værk, finder man til gengæld i det håndbogsbibliotek, DAC har lagt på nogle stole af Sanaa. Det hedder »Rabbit« og er sjovere at se end sidde på.
