Tugthuset på Christianshavn

Det gamle København

Hvem tænker i vore dage på, at Københavns nærmeste nabo og økonomiske konkurrent i en periode på et halvt hundrede år var Christianshavn. Før bydelen blev indlemmet i hovedstaden i 1674, havde den haft status som selvstændig købstad med eget byvåben og ikke blot én, men hele to borgmestre.

Selv i dag, næsten 400 år efter at Christianshavn dukkede op af vandet, hersker der en egen stemning, og både de indfødte christianshavnere og de endnu flere tilflyttere benytter enhver lejlighed til at understrege bydelens helt specielle mentale egenart.

Det var i 1617, Christian IV pålagde den hollandske bygningsingeniør Johan Semp at anlægge en by i farvandet mellem Sjælland og Amager. Kongen så gerne, at det udviklede sig til en driftig handels- og søfartsby, men vigtigst var det dog, at nyskabelsen kunne tjene som beskyttelse for den flåde, der lå opankret i inderhavnen ved Tøjhuset. Stedet, som i dag er Det Kongelige Biblioteks Have, var fuldstænding åbent for et militært angreb fra Amager.

Christianshavn blev anlagt efter moderne principper: Lange lige gader, der krydsede hinanden i rette vinkler og med et torv i centrum. I begyndelsen var det vanskeligt at motivere borgerne til at slå sig ned i det flade sumpområde, hvor det krævede opfyldning,før der kunne bygges. Desuden kostede det en besværlig rejse at komme ind til hovedstaden, og hvad skulle man egentlig leve af herude i det delvist isolerede øsamfund?

I løbet af 1700-tallet viste det sig imidlertid, at ideen om Christianshavn som byens ansigt ud mod verden var rigtig. De store handelskompagnier etablerede sig med pakhuse i Strandgade og langs kanalen. Christianshavn blev i denne periode hjemsted for nogle af byens mest velhavende familier.

Det økonomiske eventyr sluttede dog brat med englandskrigene 1807-14. Kompagnierne forsvandt, og siden har Christianshavn for mange københavnere været identisk med social armod.

Tugthuset
I 1800-tallet forbandt de fleste danskere Christianshavn med tugthuset, som med facade ud mod torvet strakte sig hen til Sankt Annæ Gade. Det var ikke blot bydelens største offentlige institution, det var simpelt hen det tugthus i landet, hvor man havde anbragt den største koncentration af tidens mest forhærdede kriminelle. Her havde man under ét tag mordere og røvere side om side med subsistensløse mænd og enlige kvinder uden hjem og erhverv.

På et tidspunkt, hvor der var en flydende overgang mellem socialforsorg og fængselsvæsen, var institutionen på Christianshavns Torv anlagt som et såkaldt Børnehus. Et sted, hvor man kunne anbringe forældreløse eller ulydige og vanartede børn, og hvor man sikrede sig, at de fik en forsvarlig fast opdragelse. Det har dog næppe været på grund af det gode eksempel, hvis børnene voksede op til retlinede borgere. For rundt omkring dem anbragte man i Børnehuset byens arbejdssky drukkenbolte sammen med alle de mange kvinder, politiet og vægterne ustandselig pågreb for såkaldte kønsforbrydelser.

Da man kom ind i oplysningstiden, blev børnene på anstalten adskilt fra de forhærdede forbrydere, og instituionen fik navnet »Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset«. Det overordnede mål var dog for så vidt det samme, nemlig at gøre tilværelsen så ulidelig som overhovedet mulig for fangerne.

Oprøret
I sommeren 1817 kom det til et egentlig fangeoprør. Slaglille Fanden og Johannes Pedersen Vovehals, der begge var anbragt i Rasphuset, havde i lang tid forberedt oprøret. En medfange havde imidlertid røbet planen, og derfor endte den store fangeflugt som ren fiasko.

Fængslet brændte, og en snes stykker af hovedmændene blev i løbet af de næste dage dømt til døden og henrettet i de øvrige fangers nærvær.

I 1860erne indrettede man en helt nyopført bygning på torvet til landets eneste kvindefængsel. Det skete på et tidspunkt, hvor lovgivningen så med strenge øjne på de usædelige forhold i byens berygtede kvarterer.

Først i 1928 havde man ikke længere behov for et kvindefængsel, og bygningen blev solgt til nedrivning. På grunden opførtes et par år efter i tidens funkisstil Lagkagehuset - en af Københavns mest markante beboelsesejendomme.