Sympati for diktatoren

Film: »Comandante« Én ting må man give den amerikanske instruktør, Oliver Stone: Han har nosser nok til at lave film, der ikke gør ham til den mest populære mand i Det Hvide Hus.

Siden sin film om konflikten i Mellemamerika, »Salvador« i 1986, har han med film som »Født d. 4. juli«, »Himmel og jord«, »JFK« og »Nixon« taget fat i USAs ligtorne. Om det er af provokation eller af politisk overbevisning må blæse i vinden, men med sin seneste dokumentarfilm, »Comandante«, om Cubas diktator og en af Amerikas gamle fjender, Fidel Castro, fortsætter han i hvert fald den kurs.

Og der er da ingen tvivl om, at Oliver Stone, der her selv er manuskriptforfatter, instruktør, producent og medvirkende, nærer stor sympati for Castro. Faktisk så meget, at filmen er ved at drukne i det.

For det allermest interessante ved filmen er, at Stone stiller ganske begavede spørgsmål, der berører ømfindtlige emner som forholdet til Che Guevara, landets manglende demokratiske valg, placerede stikkere i befolkningen og storpolitiske kriser med USA og Sovjetunionen. Men han giver desværre også Castro lov til at glide af på de selvsamme spørgsmål. Derved går noget af portrætteringen tabt, for selv om vi får et indtryk af mennesket og manden Fidel, er han i filmen først og fremmest politikeren Castro. Den glatte, der kan give indtryk af ærlighed og oprigtighed, men som samtidig aldrig viser personlige følelser eller svagheder.

Scoopet i filmen ligger selvfølgelig i, at vi som publikum selv kan betragte Castro og høre, hvordan han glider uden om, når han får stillet nærgående spørgsmål, blandt andet ved de mange close-ups Stone benytter, og for det alene er filmen værd at se. Og det skal blive lige så spændende at se den kommende dokumentar Stone just har færdiggjort, og som er skåret over samme læst som »Comandante«. Her hedder de medvirkende bare Arafat, Barak, Netanyahu og Peres.