Susanne Staun: Se mig! Jeg har modtaget en trussel!

Det er blevet op til modtageren at definere, hvad afsenderen har sagt og ment. Af alle anslag mod ytringsfriheden er denne forskydning af definitionsretten et af de mere alvorlige, eftersom alt herefter kan betyde alt, mener Susanne Staun.

SusanneStaun
Foto: Susanne Staun Ida Marie Odgaard

»Jeg har modtaget et trusselsbrev!« er det nyeste inden for narcissistisk optankning på sociale medier. Den, der får flest dickpics og trusler, har vundet (et eller andet) og er en vigtig person. Og hvis man kun får billeder af katte og en enkelt køn sviner engang imellem, så kan man jo altid føle, at det står værre, dvs. bedre, til.

Der bliver virkelig udvekslet meget og meget ubehageligt smuds – efter seneste klumme modtog denne skribøse da også en lille gigabyte af denne særlige afart af ægteskabstilbud, f.eks.: »Beskidte so hvad fanden bilder du dig ind og tilsvine ordblinde«, loyalt citeret – for god ordens skyld skal det understreges, at jeg aldrig har talt eller skrevet, endsige haft en mening, om ordblinde.

De jævnlige verbale tilsvininger, der udveksles på sociale medier, ser ofte artige sager, men meget sjældent trusler.

En rystet mand modtog f.eks. denne besked: »Hallo, dit syge pædofile misfoster af et børnekrænkende taberskvat, har du et problem eller hvad? Jeg HADER børnemishandlere der tænder på at skære små børn i kønsorganerne. Folk som dig, syge svin ... hvordan ville du synes om at blive holdt nede og få skåret dit pikhoved i stykker med en skalpel? ....«

Ubehageligt, bestemt, men ikke – som modtageren mente – »helt klart en konkret trussel om vold«. Selve trusselselementet mangler nemlig.

Vred læser i mail til Susanne Storm

»Beskidte so hvad fanden bilder du dig ind og tilsvine ordblinde«


En trussel er en orientering om, at man har i sinde at foretage en bestemt handling, som regel skadelig, under alle omstændigheder uønsket, mod en anden part, hvis ikke den anden indvilger i at opfylde trusselsudstederens betingelser. Således forstået er dette en trussel: »Hvis ikke du afleverer den Janis Joplin-LP, du lånte af mig i 1982, kommer jeg selv og henter den.«

Skulle denne trussel havne hos politiet, ville man her ikke opfatte den som en trussel – i straffelovens forstand, eftersom det lovede gerningsindhold hverken er strafbart eller livstruende, jf. straffelovens § 266: »Den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.«

Men i begge tilfælde opfattede modtagerne beskederne som trusler, der skulle anmeldes. Og i begge tilfælde sang koret flerstemmigt med: Anmeld det!

Dette skyldes i høj grad også en identitetspolitisk synd, som #MeToo desværre har sat streg under: Definitionsretten er blevet flyttet fra den objektive vurdering til den subjektive. Herefter er det op til modtageren at definere, hvad afsenderen har sagt og ment. Hvad modtageren føler, at han eller hun har modtaget, er det, der er modtaget, og så kan afsenderens hensigt være revnende ligegyldig.

Af alle anslag mod ytringsfriheden er denne forskydning af definitionsretten et af de mere alvorlige, eftersom alt herefter kan betyde alt.

Hvem tør dog tale frit i dét klima – især om vinteren, når man ikke kan se, hvem der har hår på ryggen?

Politiet er under alle omstændigheder ligeglade og henholder sig fortsat til straffelovens trusselsdefinition. Så lad nu bare Paludan om at spilde politiets tid.