Susanne Staun: Skal vi have sexmisbrug i aften, skat?

Samtaler kuldsejler, hvis man ikke er enige om ordenes betydning, mener forfatter Susanne Staun.

Forfatter Susanne Staun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Fornylig var der problemer med Trumps undtagelsestilstand, som var ordvalget i herværende avis, mens Ritzau valgte ordet nødsituation. Et par ordbogsopslag ville have opklaret mysteriet én gang for alle: »state of emergency« er undtagelsestilstand, national emergency – det Trump talte om – hedder nødretstilstand. Det er ikke det samme.

Det bliver mere besværligt, når vi skal opklare, hvad sex egentlig betyder, og hvornår det egentlig passer sig at bruge det ord.

I en nylig udgave af Presselogen kritiserede næstforkvinde for Dansk Kvindesamfund, Helene Gleesborg, medierne for at bruge ordet sex for meget og forkert. »Holdt 14-årig pige fanget: Tvang hende til sex med 20 personer« var ét eksempel. Det er ikke svært at give Gleesborg ret i, at en mere retvisende overskrift ville have lydt: »14-årig pige voldtaget af 20 mænd«. Den årvågne læser vil bemærke, at jeg samtidig udskiftede personer med mænd. Det skyldes, at unoden med at kalde mænd – og kvinder for den sags skyld – personer her er et kønsneutralisende vildskud. Gleesborgs pointe var nemlig, at ord har magt og er med til at skabe vores virkelighedsbillede, og det er der vel kun få, der vil erklære sig uenige i.

Gleesborgs erklærede opfattelse af ordet sex som noget positivt og lækkert er dog også misvisende, for sex er et fuldstændig neutralt ord, som ordbøgerne er enige om at definere som »seksuelt samkvem mellem mennesker med det formål at opnå seksuel tilfredsstillelse«.

At denne definition så halter ved udelukkende at definere sex som noget, der foregår mellem mennesker, gør, at dyr, cykler og dukker med luft i føler sig overset. Derom senere.

Pointen er, at ordet er neutralt og skal kvalificeres ved hjælp af adjektiver (dårlig, god, røvkedelig, festlig) eller ordsammensætninger som sexmisbrug og -overgreb, som begge er udmærkede synonymer for voldtægt. »Skal vi have sexmisbrug i aften, skat?« Nej vel. Virkelighedsbeskrivelsen her kræver følgelig ikke ordet voldtægt, som sine steder ville lyde gemacht og skabe mislyde, som i eksemplet »Ung mand tvang 75-årig til sex på togstation«. Her er ordlyden uhyrlig nok uden voldtægt, og desuden er vold og tvang tilstrækkelig nært beslægtede til, at ordet voldtægt her er overflødigt.

Med »Sexanklaget kardinal bliver smidt ud af den katolske kirke« ville det være oplagt at vælge voldtægtsanklaget, for vi har jo lige lært, at sex er neutralt Men med »3.700 tyskere udsat for katolsk sexmisbrug« er ordet sexmisbrug lige så retvisende som voldtægt.

Med »Mange mænd fantaserer om sex med børn« er det mest fair over for børnene at vælge for eksempel »Mange mænd har pædofile fantasier«.

Men bemærk igen ordbogens ordvalg om samkvem mellem mennesker. Børn er også en slags mennesker, som man ifølge ordbogen derfor kan have sex med. Måske er det i sidste ende også ordbogsdefinitionen, der trænger til opgradering, hvor »mellem mennesker« simpelthen slettes. Det kan nemlig ikke understreges nok, at ordbogen er det sted, man skal kunne gå til for at opklare, hvad vores samtaler egentlig handler om.