Stéphanie Surrugue : »Enegænger - Portræt af en prins«

»Kritikken er altid retfærdig for den, der rejser kritikken«, siger prins Henrik i Stéphanie Surrugues fascinerende portræt af en intellektuel melankoliker, taoist og levemand.

Stéphanie Surrugue : »Enegænger - Portræt af en prins« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

i Stephanie Surrugues biografi ”Enegænger” betegner Prins Henrik - med et drilagtigt smil - sig selv som »Den nye Grev Danner«. Med det mener prinsgemalen, at mentaliteten i Danmark på visse områder stadig er, som den var, da Frederik VII i 1850 giftede sig med grevinde Danner:

»Selv om de var forelskede, og kong Frederik VII insisterede på at gifte sig med denne borgerlige kvinde, blev hun nægtet at blive hans dronning. Hun blev gift ' til venstre hånd', som det hed, og fik titel af grevinde. Man ville under ingen omstændigheder ligestille hende med kongen. Jeg er den nye grev Danner. Men det er jo altså min egen skyld, at jeg ikke forstod mentaliteten, da jeg ankom til Danmark i 1960erne, hvor man gerne ville bryste sig af ligestilling i samfundet generelt, men ikke på toppen af samfundspyramiden. Det har jeg nu forstået.«.

Alt var dog endnu fryd og gammen i oktober 1966, hvor den eksotiske franskmand, der lignede tidens førende actionhelt, James Bond, tog danskerne og deres medier med storm. Selv Ekstra Bladet jublede ved synet af den kommende prins af Danmark: »Lige fra det øjeblik grev Henri steg ud af SAS-flyet fra Bruxelles, har han været accepteret af den danske befolkning, for hvem han indtil fredag morgen var fuldstændig ukendt. Nu er han pludselig blevet en af vore egne.« Noget mere kritiske var man i Frankrig, hvor sladderbladet »Minute« i en stor artikel såede tvivl om Monpezat-familiens adelige rødder, såvel som Henris reelle hensigter, og skrev, at hvad angik hans adelige titler, så var de ikke nær så overbevisende som hans karriere som forfører.

Også den 26-årige prinsesse Margrethe havde været solgt, da den seks år ældre, charmerende og scenevante karrierediplomat med åben grøn sportsvogn i London gjorde stormkur til »Margie«, og snart friede. Dog uden at være nede på knæ, fortæller Hendes Majestæt i Stéphanie Surrugues bog:

»Virkeligheden er jo sommetider banal, når den er allerbedst. Jeg var helt rundt på gulvet, jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Heldigvis, havde jeg nær sagt. Jeg må nu tilstå, at jeg aldrig har forstået, hvordan jeg kunne sige ham noget. Altså i forhold til, hvad han i dén grad var vant til.«

En helt anden stor forhindring for sønnens lykke, som faderen ikke forudså i 1960erne, og som med tiden skulle udvikle sig til en kulturkløft mellem den stædigt frankofile prins Henrik og den stædigt danske befolkning og presse.

Det var sproget. Som Prins Henrik i dag erkender og ærgrer sig over, så er beherskelsen af det danske sprog fuldkommen afgørende for, om man accepteres og integreres i et land som Danmark:

»De fleste danskere mener den dag i dag, at en person, der gør Danmark den ære at komme hertil, skal blive 100 procent dansk. Det er en lov i livet her. Man accepterer ikke, at folk viser deres rødder, man bebrejder næsten udlændinge, at de er forblevet meget tysk eller amerikansk, de bliver aldrig rigtig danskere. Det er sproget, der afgør, om danskerne vurderer, at udlændinge er blevet danske. Ikke deres statsborgerskab eller deres indsats i det danske samfund.«.

Det begyndte ellers så godt i 1965-66 med en ugentlig sprogtime i London og sprogkursus på plade, men snart kneb det med den indre motivation. Og prinsgemalens berømte bryllupstale var i virkeligheden kejserens nye klæder. Det indrømmer prins Henrik nu i Surrugues biografi:

»Jeg havde lært at tale dansk som en papegøje. Den danske del af min bryllupstale havde jeg lært udenad, så den lød dansk. I de seks måneder, der var gået siden forlovelsen, havde jeg lært dansk efter ' gentageftermig'-metoden. Og jeg havde øvet mig så grundigt på talen, at folk troede, at jeg talte strålende dansk. Det var absolut ikke tilfældet.«

En anden ting, som den kosmopolitiske prins, der voksede op i Indokina i 1930erne og med tiden tilegnede sig et buddhistisk livssyn, havde meget svært ved at forstå, da han flyttede ind på Amalienborg, var danskernes syn på børn og opdragelse, og - ikke mindst - kønsrollemønstre. Opvæksten under en patriark med pisk fornægtede sig ikke. Næppe var det første år som tronfølgerens ægtemand rundet, før prins Henrik af Danmark chokerede danskerne i et interview med Malin Lindgren i Berlingske Tidende på nytårsdag 1967 - og dermed på vippen til det antiautoritære oprør i 68: »Job fra 9-16 egner sig ikke for gifte kvinder [] Børn er som hunde eller heste, de skal tæmmes for at man kan få et godt forhold til dem. Jeg har selv fået lussinger, det tager man ikke skade af.«.

Citatet bliver i Surrugues biografi brugt som en gammel portal til hele den folkelige diskussion om prins Henriks opdragelse af sine sønner, som i årene og årtierne, der fulgte, nærmest blev et nationalt anliggende. Og som kulminerede til dronning Margrethes og prins Henriks sølvbryllupsmiddag i 2002, hvor kronprins Frederik i sin tale til forældrene kom med de uforglemmelige ord, der i to sætninger rummer en hel familiehistorie: »Papa, man siger, at den, man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed.«

Det tror man på i Stephanies utrolig vellykkede og stedvis bevægende biografi, hvor både prins Joachim og kronprins Frederik tager deres far i ædelt forsvar over for de mest kritiske røster i den danske offentlighed. Og vi taler om et forsvar i kraftigere vendinger, end vi nogensinde tidligere har hørt og læst i en bog om kongehuset.

Som den skarpe journalist og yderst talentfulde biografiske forfatter Stéphanie Surrugue er, vover hun i sit dybe og brede portræt af en royal enegænger også at konfrontere Prins Henrik med de utålelige rygter om mandens seksuelle præferencer. Hans svar lyder:

»Alle rygter er irriterende, især når de er ubegrundede. Jeg vælger at anskue dem som et sociologisk fænomen. Rygter, også falske rygter, er obligatoriske, når man er kendt. Engang hørte jeg et rygte om, at jeg slog min kone. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde.«

Prinsgemalens vidunderlige svar afspejler det dannelsesniveau, der karakteriserer den danske kongefamilie og derfor også præger Surrugues portræt af en verdensborger, der gerne byder sine kapsejladsvenner på æselpølse, og ude på Bali har fået tilnavnet »His Loyal Kindness«. Og som tror mere på Kungfutse end på Grundtvig, og derfor i 45 år har forsøgt at udfordre danskernes nedarvede frygt for det fremmede og anderledes. Med mandens egne kloge ord:

»Danmark er et meget homogent samfund, og derfor er der måske ikke så stor variation. Efter min mening skal vi dyrke originaliteten, for dét, som verden efterspørger, er kreativitet. Tankeoriginaler, om De vil.«

Stéphanie Surrugue har skrevet en royal biografi, der rager tårnhøjt op i den litteratur om vores nuværende kongehus, der er væltet frem siden begyndelsen af 1990erne. Den fortjener at blive læst og talt om, fordi den rydder vejen ind til et stort og smukt menneske i et til tider meget lille og grimt land.

Stéphanie Surrugue : »Enegænger - Portræt af en prins«. 380 s. Illustreret. 300 s. Politikens Forlag.

Stem her