Reimer Bo Christensen: »Jeg er allermest bange for at blive dement«

Den tidligere TV-Avisen-journalist Reimer Bo Christensen har været i selvvalgt isolation i to måneder under coronakrisen. Han er vant til at vandre alene i Laplands fjelde i flere uger ad gangen. Derfor har isolationen hjemme i lejligheden »bare været en tur i fjeldet uden fjeld«. Om 14 dage fylder han 70.

»Jeg var jo på en eller anden måde bare med i nyhedsstrømmen, men uden at blive stresset. Man bliver kold: »Okay, det her spild af tid. Videre. Og til det næste. Om igen. Kom nu, vi skal videre!« Det bliver en livsstil.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold

Hvis der er noget, som kan give den tidligere TV-Avisen-journalist Reimer Bo Christensen kuldegysninger, er det tanken om at forsvinde. At han en dag har mistet sin hukommelse og ikke længere kan finde sig selv.

Ikke længere kan huske, hvilke år Miguel Indurain vandt Tour de France, hvordan den vidunderlige intethed og stilhed føles oppe i Laplands smukke vildmark. Eller hvorfor det absolut skal være knald eller fald, når han er gået på scenen og har budt velkommen til Folkemødet på Bornholm. Det sidste fordi han har vidst, det er den sikre død, når man ikke længere har modet til at turde improvisere og byde ind med noget, man langtfra kan være sikker på, hvordan bliver modtaget.

Reimer Bo Christensen

»Hvis det skulle ske, jeg blev dement, ville jeg sige til min børn: Nu skal I sateme sparke mig hårdt eller sørge for ... Jamen et eller andet – I vælger selv!«


Men hvis nu alle livets tusindvis af nuancer og farver gradvist tonede ud i en ensartet lysegrå. Hvis den vigtige dømmekraft forsvandt, onsdage blev identiske med lørdage, tiden var lige meget, og han ikke længere var i stand til at elske andre på samme måde som hidtil, fordi hjernen havde besluttet sig for at stå af, så ...

»Jeg har opført mig fuldstændig, som om jeg var i risikogruppen, hvilket jeg jo er alene i kraft af min alder. Der er ingen grund til at rende rundt og spille smart og opføre sig som en 40-årig, når man er 70 lige om lidt.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

»Jeg aner ikke, hvor det kommer fra, men det, jeg er allermest bange for, er at blive dement. Det er en tanke, jeg slet ikke kan udholde. Hvis det skulle ske, ville jeg sige til min børn: Nu skal I sateme sparke mig hårdt eller sørge for ... Jamen et eller andet – I vælger selv!«

Aflyser 70 års fødselsdag

Reimer Bo Christensen er ikke ved at forsvinde. Han er i den grad til stede. Oprindeligt havde han inviteret 47 gæster til sin 70 års fødselsdag om to uger. Men så kom coronakrisen, og gæsterne syntes han ikke skulle stilles i et dilemma.

»Jeg skrev ud til alle, at festen var aflyst. Det gjorde jeg allerede for tre-fire uger siden. Forinden var der også nogle få, som havde nået at skrive til mig. De var fortsat ikke så interesserede i at være en del af større forsamlinger. De ville rigtig gerne, men ...

Selv om der dagen før min fødselsdag åbnes for, at man må være mere end ti forsamlet, er jeg ikke selv interesseret. Det skal ikke være en fødselsdagsfest, som gennemføres for enhver pris. Jeg kan mærke, at jeg ikke er klar til at være sammen med så mange, så nu bliver det med mine børn, og det bliver udendørs.«

Det er først for nylig, at Reimer Bo Christensen er krøbet langsomt tilbage til den virkelighed, som stadig findes lige uden for hans gadedør i det indre København. I to måneder mødtes han ikke fysisk med andre mennesker. Ingen ud over sine to yngste døtre, Astrid på 13 og Ingrid på 16.

Sine andre børn og børnebørn har han kun haft kontakt med på de sociale medier og telefonen. Det gælder også vennerne og folk, han arbejder sammen med om forskellige projekter.

»Jeg har opført mig fuldstændig, som om jeg var i risikogruppen, hvilket jeg jo er alene i kraft af min alder. Der er ingen grund til at rende rundt og spille smart og opføre sig som en 40-årig, når man fylder 70 lige om lidt.«

Han kom flyvende direkte ind i coronakrisen og blev lagt ned med en influenza kun et par dage før, at Danmark lukkede ned.

»Der er børn, som har gjort mig tidligt voksen, og børn, som holder mig til ilden på mine ældre dage.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

»På det tidspunkt kunne man ikke blive testet, så jeg fik lavet nogle blodprøver. Lægen sagde, det var influenza, så jeg valgte at isolere mig derhjemme. Jeg gider heller ikke selv være sammen med mennesker, hvis de siger, at de har en lille smule feber.«

Efter flere ugers selvvalgt isolation i lejligheden begyndte Reimer Bo Christensen for omkring 14 dage siden at mødes med nogle venner. En eller to ad gangen.

»Vi har gået ture i Kongens Have og sat os på en bænk med en kop kaffe. Med afstand. Det fungerer faktisk fint.«

En tur i fjeldet uden fjeld

Når folk har skrevet på Facebook, at de har været ved at få kuller af at være så meget hjemme under coronakrisen, har Reimer Bo Christensen haft det anderledes.

»Jeg har på ingen måde haft kuller, men tænkt: Nå, men det er bare en alenetur i fjeldet uden fjeld.«

Han refererer til de mange gange gennem årene, hvor han har vandret oppe i Lapland. Sammen med sine børn eller et par venner, andre gange alene. Med de længste ture på op til fire uger hvor han kun har mødt ganske få mennesker undervejs.

Reimer Bo Christensen

»Jeg går hele dagen, slår telt op om aftenen og laver mad. Det er et møde med intetheden – og dig selv. Det tror jeg at nogle mennesker godt kan være lidt nervøse for.«


Sidst han var i Lapland, var for to år siden, og planen er, at han skal derop igen i løbet af sommeren. I risikofrit område.

»Coronafaren ude i fjeldet er temmelig begrænset. Man kommer til nogle hytter af og til, men det må være et af de sikreste steder i verden. Jeg ved slet ikke, om der overhovedet har været nogle tilfælde deroppe.«

Indimellem kan han godt have en rastløshed, når det er hverdag.

»Men når du vandrer, kan du ikke være rastløs,« forklarer han.

Efter flere ugers selvvalgt isolation i lejligheden begyndte Reimer Bo Christensen for omkring 14 dage siden at mødes med nogle venner. En eller to ad gangen. »Vi har gået ture i Kongens Have og sat os på en bænk med afstand og en kop kaffe. Det fungerer faktisk fint.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

»Så har du nok at gøre med at gå. Jeg går hele dagen, slår telt op om aftenen og laver mad. Det er et møde med intetheden – og dig selv. Det tror jeg at nogle mennesker godt kan være lidt nervøse for. Du kommer til et punkt, hvor der intet sker. Du får ingen informationer, du kan ikke komme på nettet, din telefon virker heller ikke.«

I dag arbejder Reimer Bo Christensen som freelancejournalist og rådgiver, men var indtil for 12 år siden studievært på TV-Avisen. Og inden da nyhedsjournalist på forskellige medier. En kæmpe kontrast til stilheden i vildmarken.

»Jeg var jo på en eller anden måde bare med i nyhedsstrømmen, men uden at blive stresset. Man bliver kold: »Okay, det her spild af tid. Videre. Og til det næste. Om igen. Kom nu, vi skal videre!« Det bliver en livsstil. Man er en del af af evig nyhedsstrøm, som jeg altid har syntes har været helt fin.«

De mange vandreture i Lapland fungerede ifølge Reimer Bo Christensen som en slags opladning i de mest travle år.

»Jeg begyndte at tage til Lapland, fordi jeg havde lyst, uden at der lå så mange tanker bag. Jeg tog bare af sted, lærte det hele fra bunden og fik begået nogle heftige fejl. Hvis man er nysgerrig nok, lærer man det. Men det var ikke en opladning, jeg var bevidst om fra starten.«

Jeg blev far til to som 23-årig

Når Reimer Bo Christensen 7. juni fylder rundt, er han til gengæld meget bevidst om sin alder.

»Jeg prøver ikke at sige, at alder kun er et tal eller andre af den slags floskler, men jeg er da bevidst om, at jeg efterhånden har levet i rigtig mange år, uden at jeg af den grund befinder mig i nogen form for alderskrise. Hvis jeg endelig skal tale om krise, havde jeg den kort før, jeg fyldte 30. Ovenikøbet en langvarig en af slagsen på flere måneder. Da jeg var 23 år, fik jeg to stedbørn, som blev mine børn, og som jeg er fortsat med at se, selv om jeg blev skilt fra deres mor. Dengang blev jeg meget pludselig voksen og tænkte senere: »Er det det her, jeg vil?« Der var ikke plads til carport i vores hus, og jeg undveg i sidste øjeblik at købe en lodenfrakke, selv om flere af de andre i grundejerforeningens bestyrelse, hvor jeg også sad, havde en lodenfrakke. Jeg var virkelig derude.«

Alderen er i dag defineret af børnene, forklarer han. To stedbørn og fire biologiske. Med den ældste på 54 og den yngste på 13.

»Der er børn, som har gjort mig tidligt voksen, og børn, der holder mig til ilden på mine ældre dage.«

»Jeg begyndte at tage til Lapland, fordi jeg havde lyst, uden at der lå så mange tanker bag. Jeg tog bare af sted, lærte det hele fra bunden og fik begået nogle heftige fejl.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Og så er det i øvrigt en kunst at kunne give slip på tiden, mener Reimer Bo Christensen. Noget, han for alvor mærkede i sommer, hvor han sammen med en god ven cyklede langs den gamle grænse mellem Øst- og Vesttyskland ad ruten Das Grüne.

Hoteller var ikke bestilt hjemmefra, »for så ville det bare være som et etapeløb, der skal overstås«.

»»Nyd lige præcis den dag, du kører.« Det var den aftale, vi lavede forud for turen. Om aftenen måtte vi godt tale om det, der skulle ske i morgen og de følgende dage. Men fra det øjeblik, vi stod op, var det kun selve den dag, der gjaldt. Om det ville blive regnvejr på torsdag, eller om hullerne i asfalten var større på strækningen i overmorgen, var lige meget. Det er vel det, som nogen kalder for nuet.«