Radio i Stærekassen

I 1931 var der indvielse af Stærekassen ved Det Kongelige Teater, men hurtigt stod det imidlertid klart, at hverken teatret eller radioen havde fået det, man havde drømt om. Stolene var ubehagelige, luften var kvalm, og de mange trapper vanskelige at forcere, og i 1945 slap det nuværende DR endelig ud af Stærekassen, da det nye radiohus i Rosenørns Allé blev indviet.

27magGamleKBH.jpg
Forsiden af Kritisk Revy marts 1928 var prydet af Holger Jacobsens udkast til en fælles løsning af Statsradiofoniens og Det Kongelige Teaters pladsproblemer. Teksten under billedet lyder: »Den i luften frit svævende kulturminister – Det i luften frit svævende moderne teater.« Fold sammen
Læs mere

I 1874 kunne Det Kongelige Teater flytte ind i Vilhelm Dahlerups og Ove Petersens nye pragtbygning på Kongens Nytorv. Begejstringen kendte ingen grænser. Nu kunne København måle sig med de store europæiske kulturhovedstæder, og publikum var lamslået ved mødet med den vældige teatersal.

Aldrig havde man ses noget lignende, og på scenen var der rigelig plads til både ballet, opera og skuespil.

Men så begyndte de første kritiske bemærkninger at lade sig høre. Ja, man havde rigtignok fået et stort teater, men det var blevet for stort.

Det mente nogle af skuespillerne, som klagede over, at man på afstand ikke kunne se de optrædendes mimik, og at man næsten måtte råbe sine replikker for at blive hørt bagest i salen.

Kort sagt, der var brug for en særlig talescene, og det snakkede man om i årevis i en såkaldt teaterkommission.

Forskellige forslag blev fremlagt, men ingenting skete, og da Venstre så kom til magten kort efter århundredskiftet, blev tanken aldeles udsigtsløs.

For det stod ikke øverst på bøndernes politiske ønskeliste at ødsle penge ud til finkulturelle projekter i hovedstaden, og det synspunkt delte den voksende skare af socialdemokratiske arbejdere.

Det var heller ikke dem, der sled på fløjlssæderne i teatret.

Først i 1920erne kom der bevægelse i sagen. Kommissionen havde nemlig påvist, at det ville være rentabelt for teatret med to scener.

Staten erhvervede et par ejendomme i Tordenskjoldgade, og få år senere udstillede arkitekt Holger Jacobsen et forslag til en teaterbygning med et scenetårn, som skulle opføres hen over gaden.

Meget interessant, men så kom det næste spørgsmål: Hvem skulle finansiere projektet? I statskassen var der ingen hjælp at hente.

Imidlertid var radioen i disse år inde i en voldsom vækst. Efter en beskeden start i et værelse i Købmagergades Posthus havde radiofolket slået sig ned i »den omvendte flødebolle« i Jorcks Passage, og i 1925 blev Statsradiofonien oprettet ved lov.

For et flertal i Folketinget ønskede at have kontrol over det nye medie, og tre år senere flyttede institutionen til rummeligere lokaler i Axelborg ved Vesterbrogade.

Befolkningen havde taget det nye medie til sig og betalte, hvad det kostede, og i en ubrudt strøm løb licensmidlerne ned i Statsradiofoniens rummelige kasse.

Også de ansvarlige for land og rige fornemmede hurtigt, at der i mere end én forstand var stemmer i radioen, og så opstod den kreative idé at lade den populære radio stå for opførelsen af det nye hus og bagefter leje den overskydende plads ud til det knap så populære teater.

På den måde fik alle deres ønsker opfyldt, og det blev en gratis omgang for staten.

Nogle fandt, at Holger Jacobsens forslag var genialt, og det indbragte ham den fornemme C.F. Hansen medalje, mens andre korsede sig.

I tidsskriftet Kritisk Revy blev arkitekten omtalt som »opfinderen af teatret på 3. sal«, og hans projekt betegnet som anakronistisk.

20.000 mennesker gik i protesttog gennem byen, og i Folketinget erklærede den radikale blåstrømpe Elna Munch, at denne kæmpemæssige »stærekasse« ville blive en katastrofe.

Det hjalp ingenting.

Loven blev vedtaget, huset blev bygget, og nu havde det fået et navn. For at gøre plads til det stigende antal administrative medarbejdere var det blevet to etager højere end oprindelig tænkt, og det var ikke nogen æstetisk berigelse.

I august 1931 var der indvielse i overværelse af kongehuset og alt, hvad der kunne fremskaffes af honoratiores og kendte ansigter fra BT og ugebladene. Holbergs »Den Vægelsindede« var passende valgt til aftenens festforestilling, og da radioen samtidig begyndte at sende fra det nye hus, var det med den tidligst kendte folkevise som pausesignal.

Hurtigt stod det imidlertid klart, at hverken teatret eller radioen havde fået det, man havde drømt om. Stolene var ubehagelige, luften var kvalm, og de mange trapper vanskelige at forcere.

Det, der var tænkt som en landvinding, blev en økonomisk møllesten for teatret, som derfor opsagde lejekontrakten i 1934. Gennem ti år blev salen kun brugt til torsdagskoncerter, og i 1945 slap DR endelig ud af Stærekassen, da det nye radiohus i Rosenørns Allé blev indviet.

Det Kongelige Teater havde den nye scene for sig selv, men først 12 år senere var den dobbeltdrift en realitet, man havde talt om i en menneskealder.