Russerne hærger byen

Det var som ven af Danmark, at den russiske zar Peter den Store i sommeren 1716 aflagde visit i København og blev tre måneder med op mod 30.000 soldater i og omkring hovedstaden. Det blev en prøvelse, for ting havde det med at forsvinde eller gå i stykker i zarens og hans følges nærhed.

Det var i købmand Edingers ejendom i Ny Vestergade, at den russiske zar Peter den Store boede i tre måneder i 1716. Ejendommen blev 1743-44 ombygget til bolig for landets kronprins, og den er i dag en del af Nationalmuseet. Foto 1934, København før og nu. Bd. II Fold sammen
Læs mere

Det var som ven af Danmark, at den russiske zar Peter den Store i sommeren 1716 aflagde visit i København. På forhånd var forventningerne til besøget skruet op, for det lå i kortene, at den magtfulde russiske hersker ville stå i spidsen for en invasion af Skåne og således sikre, at det tabte land hinsidan kom tilbage til riget.

Helt sådan kom det ikke til at gå, for et par dage før den planlagte landgang fortrød han sit forehavende, og i slutningen af oktober rejste han hjem igen. Danmark var for Gud ved hvilken gang blevet bet i det storpolitiske spil, og Frederik IV var nedtrykt.

Men for jævne folk i byen var det alligevel en lettelse, da russerflåden lettede anker og sejlede bort. For tre hektiske måneder med op mod 30.000 russiske soldater i og omkring hovedstaden havde været en prøvelse. Og nu kunne tabene og de omfattende ødelæggelser efter den venskabelige visit gøres op.

At eneherskeren over alle russiske sjæle var i besiddelse af et udpræget folkeligt gemyt stod klart allerede ved hans ankomst. Knap var han kommet i land på Falster, før han jog en kromand og hans kone ud af sengen. Zaren trængte til at hvile sig, og iklædt støvler og rejsetøj faldt han i søvn.

Efter ankomsten til København 17. juli ytrede han ønske om at bo på den fornemme lystgård Blågård, som kongens bror ejede uden for Nørreport. Ikke nogen rar tanke, når man kendte lidt til zarens tilbøjeligheder.

Kongen fik på behændig vis forhindret den indflytning, og det samme skete, da zaren bad om tilladelse til at flytte ind på Charlottenborg. Derfor endte det med, at den russiske fyrste med sin gemalinde og stort følge blev installeret i købmand Edingers gård i Ny Vestergade, hvor Nationalmuseet nu har til huse.

Det måtte købmanden leve med, selv om det indebar en del besvær. Husgeråd, møbler og andre kostbare effekter, som det højfornemme par fik stillet til rådighed, havde det med at gå i stykker eller forsvinde på anden vis.

Og da Edinger siden hen lavede en fortegnelse over alt det, som skulle leveres tilbage til rådhuset efter statsbesøget, var der interessante mangler:

Af 12 hollandske stennatpotter var der kun fem tilbage. De syv øvrige var gået i stykker eller fjernet af russerne, to grønne gardiner var ligeledes blevet væk sammen med adskillige lagener og dyner. Et par baljer og en spand, som blev brugt i badstuen, havde russerne taget med sig, og af det kostbare sengeudstyr, som man havde lånt til majestætens sovekammer, var det meste blevet udsat for en såre ublid behandling.

Modsat zaren, som til hverdag gik rundt i en groft vævet skipperfrakke og ikke helt rene bukser, havde zarinaen i sin ydre fremtoning vist sig som en from og meget fornem dame iklædt en kostbar kjole behængt med portrætter af helgener og relikvier, der raslede på en sælsom måde, når hun gik. Men af de omfattende ødelæggelser i soveværelset, som hun og gemalen afstedkom under opholdet i København, måtte købmand Edinger slutte, at ikke alting var gået sømmeligt til inden døre.

Det var slemt. Men langt værre var ødelæggelserne og de ganske betydelige tab ude i byen og i forstæderne, hvor russiske soldater havde slået lejr eller invaderet jævne menneskers huse.

Kræsne havde de ikke været, når de fandt noget, der kunne spises og slukke en altid brændende tørst. Hele marker og frugtplantager forsvandt, som om sværme af græshopper havde været på spil, og da de samlede tab blev gjort op, krævede de skadeslidte husejere en erstatning på 15.000 rigsdaler godt og vel.

Men så begyndte efterspillet. Helt så mange penge mente Magistraten nu ikke, der kunne blive tale om. Den reducerede beløbet med 4.000 rigsdaler, og kongen så gerne, at beløbet blev endnu lavere.

Til det formål fandt han en kapabel mand, renteskriver Bentzen, som havde den fortrinlige egenskab, at han nærede mistillid mod alt og alle og derfor af et ærligt hjerte kunne imødegå ethvert krav med sin stående vending: »Mod denne overmåde ublu og uforskammede regning burde intet godtgøres«. Og således blev det.

Borgerne klagede, de ville have dækket deres tab. Renteskriveren, derimod, krævede håndfaste beviser. Men de var vanskelige at fremvise, for det ene år var gået efter det andet, uden at sagen havde fundet en løsning.

12 år efter den begivenhedsrige sommer var pengene endnu ikke blevet udbetalt til de skadeslidte, men nu var der opstået et bonmot blandt jævne folk: »Er det moskovitten, der er kommet til staden?« Og det kunne man sige om al landsens ulykker.