Det gamle København: Spøgelseshuset ved Stranden

Det var i ejendommen Ved Stranden 16, som er huset med den høje tagryg til venstre i billedet, at der foregik besynderlige ting i efteråret 1785. I forgrunden Højbro set fra Gammel Strand og til højre Slotspladsen med Børsen i baggrunden. Foto fra 1860erne. Før og nu, 4. årg.
Læs mere
Fold sammen

Hele byen talte om det, og langt ud på gaden stod folk i kø for ved selvsyn at opleve de mystiske ting, der gik for sig inde i huset. Adressen var Ved Stranden 16, og ejendommen var i 1785 ejet af kancelliråd Jakob Bilsted. Men det var nu ikke ham, men familiens 18-årige tjenestepige Bodil, som optog sindene. Nogle af byens aviser havde mere end antydet, at overjordiske kræfter var på spil; dog ikke brødrene Berlings tidende, som var for fin til den slags.

Tjenestepigen havde i nogle uger lidt af en ubestemmelig sygdom i underlivet, og mens hun havde været sengeliggende, havde hun fra tid til anden fået en åbenbaring i form af en lille grå mand, der dukkede op og fortalte »skjulte ting«, som hun sagde. Også en læge, forhenværende amtskirurg Pflug, havde den usynlige grå mand henvendt sig til med råd om at foretage et dybt operativt indgreb i patientens leverregion. Det blev gjort, hvorefter lægen efter eget udsagn havde tappet en spand fuld af materie af samme farve som hans frakke. Det var højst usædvanligt, men det blev mærkeligere endnu.

I 13 uger havde patienten udelukkende levet af æg, og selv om hun angiveligt kun havde sat en snes stykker til livs i al den tid, var hun både sund og fyldig at skue. Men det allermest uforklarlige var nogle bankelyde, hvormed den grå mand gjorde opmærksom på, at han var til stede i sygeværelset. Det blev naturligt nok et tilløbsstykke, og der var trængsel på trappen op til tredje etage, hvor jomfru Bodil lå i sin sygeseng. Selv agtede borgere, der svor til den sunde fornuft, måtte bøje sig og erkende, at der kun var én mulig forklaring: Det måtte være Guds finger, som fremkaldte lyden, og en aften kom også stadsfysikus Mangor til stede. Han kunne dog ikke tro, at Gud havde en finger med i spillet. I stedet for at falde i svime gik han hen til pigen og påstod, at det hele var bedrageri. Han havde gennemskuet hende, og hvis hun ikke indrømmede det, ville hun blive meldt til politiet og sat i Børnehuset. Nu havde hun valget, og så krøb hun til bekendelse: Med et lille glas til salve anbragt på storetåen havde hun fremkaldt bankelydene ved sengens fodende, og den store mængde materie fra hendes indre var en blanding af mælk og vand. Det operative indgreb viste sig at være et overfladisk sår, og heller ikke historien om den strenge diæt var helt i overensstemmelse med sandheden. Betydelige mængder bouillon havde patienten indtaget under sin sygdom, men hvad den forhenværende amtskirurg havde af forklaring blev aldrig kendt af offentligheden. Han forsvandt og døde et par år senere på St. Croix.

Her kunne historien om de mystiske begivenheder i kancellirådens hus passende være endt. Og det ville have sparet det offentlige for mange penge og jomfru Bodil for megen lidelse. Men stadsfysicus Mangor måtte i embeds medfør udarbejde en officiel beretning om hændelsesforløbet, og på den måde blev bedrageriet en sag for regeringen. Stærke kræfter i kancelliet krævede pigen anbragt i eneværelse på Almindelig Hospital i Amaliegade, men det var vanskeligt, for uheldigvis lå hospitalet i flytterod netop på den tid. Man fandt alligevel en løsning, og da hun var blevet indlagt, dukkede både politimester Fædder og stadsassessor Feddersen op. Patienten kom i forhør, for også de skulle lave en rapport. Men det tog sin tid, og trods løfte om det modsatte besluttede myndighederne et halvt år senere at anbringe hende i Børnehuset, når hun blev rask nok til det. Nu viste det sig nemlig, at hun ikke blot var blevet syg på ny, men at hun var i besiddelse af evnen til at »gøre sig syg, når hun vil«, som det hed i en indberetning til kancelliet. Hun fik feber, og undertiden blev hun næsten lammet af usigelige krampeanfald og ømhed i underlivet.

Børnehuset var indrettet til at tage imod forhærdede forbrydere og de af byens lømler og løsagtige tøse, som trængte til en fast hånd. Og i Børnehuset kom hun, selv om hun på grund af svækkelse slet ikke kunne arbejde og således være til gavn for samfundet. Kort sagt: Hun var en underskudsforretning, og det var direktør Kofoed svært utilfreds med. For hvem skulle betale regningen for kost og logi? Det udviklede sig til en langvarig tvist mellem kommunen og staten, og imens tiggede jomfru Bodil om at komme hjem til sin mor i Hobro. Hendes opførsel var eksemplarisk, for hun var en god pige, og efter et par år blev hun igen lukket ud i friheden. Men hvad det var, der havde drevet hende til at se den grå mand og lave bankelyde i sengen, blev aldrig opklaret. For slet ikke at tale om de hysteriske krampeanfald i underlivet, som fra tid til anden kom over hende næsten som en besættelse.