Der var også trafikkaos i København for over 300 år siden

For mange køretøjer, unge menneskers fartgalskab og uhensigtsmæssig parkering er ikke nogen ny plage i hovedstaden.

Trafikkaos på Kongens Nytorv foran Harsdorffs hus og til højre en stump af kanonstøberiet Gjethuset. Foto fra 1861, Før og nu, 2. årg. Fold sammen
Læs mere

»Karosseskat« var en afgift, som fantasifulde embedsmænd udtænkte i enevældens barndomsår. Noget måtte nemlig gøres for at begrænse den overhåndtagende privatkørsel i byen.

At medlemmerne af det kongelige hus lod sig fragte rundt i guldkaret var såre naturligt. Men det var utåleligt, at bagere og brændevinsbrændere udstyrede deres vogne med en ødselhed, så man knap nok kunne se forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager.

Regler måtte der til. Og i 1683 indførte man en forordning, hvorefter forgyldte karosser var forbeholdt de otte første rangklasser, og kun medlemmerne af de fire første måtte have guld- og sølvfrynser i deres karosser. Alle andre måtte benytte sig af en tarveligere og mere ubekvem befordring.

Men lige lidt hjalp det. En franskmand, som besøgte København, skrev hjem, at de snavsede gader kunne være en god grund til, at mange ønskede at køre i karet, og kareter var der heller ingen mangel på.

Ingen anden by af den størrelse kunne fremvise så mange køretøjer, thi ud over hæren af statsembedsmænd, som alle var fornemt kørende, var der næppe en kræmmer eller blot nogenlunde velstillet borger, som ikke ejede sin egen karet med kaleche og to heste, og »det kommer dels af disse borgeres forfængelighed, dels af at det er så billigt at holde heste,« skrev franskmanden.

Han kunne have tilføjet, at netop hestene i overensstemmelse med deres natur overalt lagde synlige bidrag til gadernes slette tilstand.

I de ældste tider var der ingen regler for afviklingen af byens trafik, men i 1685 blev borgerne underkastet en forordning »om umådelig kørsel og adskillig uskikkelighed på gaderne i København«.

Det fremgår af denne første færdselslov, at det ikke mindst var hastigheden, den var gal med i slutningen af 1600-tallet. Der måtte derfor udstikkes klare regler, og fremover måtte »ingen arbejdsvogne køre så umanerligt hurtigt i byens gader, at syge folk derover kunne blive foruroliget, og at folk og kvæg derved kom til skade«.

Det var til at forstå, og alvoren blev understreget af, at fartsyndere enten måtte betale en klækkelig bøde eller tage ophold i rådhuskælderen på vand og brød i to dage og nætter – ud over at de selvfølgelig måtte erstatte den skade, de eventuelt havde forvoldt med deres vilde kørsel.

Også reglerne for parkering var indskrevet i den første færdselslov: Når en kusk standsede foran en gadedør, skulle han køre så langt ind til siden som muligt, og hvis han viste sig modvillig og spærrede for trafikken eller »anstillede onde ord«, udløste det ligeledes en bøde. Især var dette påkrævet foran byens kirker, hvor der ofte kunne være trængsel.

Med så klare regler kunne man tro, at alle problemer var ryddet af vejen. Men nej.

Midt i 1700-tallet var det enevældige styre udrustet med så mange embedsmænd på alle niveauer, at befolkningen ustandseligt blev beriget med nye love og forordninger.

I 1758 krævede politimesteren, at alle byens bryggere, bagere og møllere foruden vognmænd og hyrekuske skulle male store og tydelige numre på siderne af deres vogne, således at man straks kunne identificere dem, hvis de overtrådte loven.

Og ved samme lejlighed blev det bestemt, at benævnte vogne altid skulle køre i højre side af gaden så tæt på rendestenen som muligt. Byen havde med andre ord fået højretrafik – dog kun for de i forordningen nævnte køretøjer.

I 1780erne var hovedstaden plaget af unge menneskers fartgalskab. Udlejning af heste til håndværksdrenge blev derfor forbudt under henvisning til al den »uorden og anden ulejlighed«, de unges vilde ridt havde forårsaget. Ved samme lejlighed indførtes et motivationsfremmende bødesystem, som indebar, at den person, som angav en trafiksynder til politiet, modtog en dusør på halvdelen af bødens beløb.

Det var let tjente penge, og det lagde en dæmper på hastigheden, hvor det var blevet en tommelfinger­regel, at ingen måtte køre stærkere end i »liden mådelig trav«.

Alligevel kunne aviserne for 200 år siden ustandseligt berette om grufulde trafikulykker og ditto forseelser i byens gader. Dog, når der var tale om groft uforsvarlig kørsel, var synderen langtfra altid en af byens egne borgere. Men derimod gerne en bondemand fra omegnen, som efter torvetid havde fået trang til at styrke sig og så var blevet hængende på et af byens værtshuse, indtil han svært beskænket fandt det betimeligt at begive sig hjemad. Hestene kendte vejen.

Om han var farlig for sine omgivelser? Promillekørsel hørte en senere tid til.

Er der kaos på Kgs. Nytorv? Så skulle I bare ha' været der i 1683.

Posted by Berlingske on 17. august 2015