Lovlige og ulovlige fiskebensskørter

Modens magt var også i midten af 1700-tallet overvældende, og selv tjenestepiger iførte sig inderligt gerne de omfangsrige gevandter, hvor fiskebensskørterne under kjolen spillede en afgørende rolle.

Folkeliv på Amagertorv i 1740erne. I forgrunden promenerer et fornemt par, hvor konen lever op til tidens mode og tydeligvis er iklædt fiskeskørter under den omfangsrige kjole. Ill.: Sv. Cedergreen Bech: Københavns historie gennem 800 år Fold sammen
Læs mere

At der var tale om en alvorlig forbrydelse, var der ingen tvivl om. Oldermanden i Skrædderlavet var sikker på at have ret, og adskillige gange fik han ordensmagten til at efterforske sagen. Politiet var beredvilligt, og der blev gennemført husundersøgelser på mistænkelige adresser rundt om byen.

Alle steder var resultatet det samme: Bevismaterialet, der lå frit fremme, blev beslaglagt, og det var således umuligt for de mistænkte forbryderne at benægte, at de var involveret i illegal fabrikation af fiskebensskørter.

Ikke at der var noget galt med fiskebensskørter. Tværtimod. Det gik alle ordentlige damer med i midten af 1700-tallet, hvor det var moderne med kjoler, der i omfang var store som telte, og som gjorde det umuligt på sømmelig vis at komme gennem almindelige portåbninger.

Herom kunne man mene både det ene og det andet, og for en tørvetriller som Holberg var moden aldeles latterlig. Han udsatte både kjolerne og madammerne, som havde dem på, for spot og latterliggørelse, og han svor at, i fald han selv skulle få i sinde at gifte sig, ville have indført en artikel i ægteskabskontrakten om »de harniskede skørters nedlæggelse«.

Det blev der som bekendt aldrig noget af. Kjolerne overlevede både ham og poeten Wadskiær, som i et bryllupsdigt lod en pige prale med, at hun iført sit fiskebensskørt »kan bespænde Klosterstræde«.

Det kunne man le ad. Mere alvorlig i mælet var prædikanten Jens Olsen Bang, som klagede til selveste kongen over, at fruentimmerne kom anstigende iført deres fiskebensskørter om søndagen, så at kirkedøren til Sankt Nikolaj var for snæver, og der kun var plads til fire eller fem fruentimmer i de ellers så rummelige kirkestole. Men det kunne majestæten ikke gøre noget ved.

Modens magt var overvældende, og selv tjenestepiger iførte sig inderligt gerne de omfangsrige gevandter, hvor fiskebensskørterne under kjolen spillede en afgørende rolle.

Egentlig var det noget af en tilsnigelse at tale om fiskeben i den forbindelse, for det var hvalbarder, der på den måde blev en efterspurgt råvare i 1700-tallets København. En fabrik til forarbejdning af barder blev etableret i byen, og for at beskytte den mod udenlandsk konkurrence blev der indført told på de såkaldte fiskeben.

Til gengæld var fabrikanten, skræddermester Strøwer, forpligtet til at købe sine materialer af Det Vestindiske Kompagni og til at oplære en ung mand i kunsten at præparere fiskeben, således at den kundskab ikke efter hans død skulle gå tabt til skade for nationen.

Efterspørgslen efter hvalbarder var så overvældende, at Det Vestindiske Kompagni slet ikke kunne følge med. Men heldigvis boede der i Sluttergaden ved byens gamle fængsel en opfinder, og han løste problemet ved at lave fiskebensskørter af jern, og som han skrev i en avisannonce: De var af den bedste slags og særdeles holdbare.

Herefter kunne man forledes til at tro, at fabrikation af skørter blev smedearbejde, men det var ikke tilfældet. Fra gammel tid havde byens skræddermestre haft monopol på forfærdigelse af fruentimmerklæder, og det var en eneret, som ikke på nogen måde kunne anfægtes. Det stod man fast på i Skrædderlavet, og det var årsagen til, at oldermanden så sig nødsaget til at gå til politiet og bede ordensmagten om at gribe ind.

Indtil flere kvindfolk rundt om i byen havde vist sig at være overordentlig snilde til at sy skørter med indlagte hvalbarder eller jernskelet, og da de oven i købet havde fået kongelig bevilling til både at producere og sælge fra deres gadedør, måtte det nødvendigvis give anledning til interessekonflikt.

På den ene side stod de private iværksættere, som var dygtige hjemmesyersker, og som havde en glimrende afsætning, og på den anden side stod byens skræddermestre, som for alt i verden ville undgå, at nogen anfægtede deres lovlige eneret til fabrikation og salg af modetøj.

Magistraten støttede Skrædderlavet i kampen mod de private fuskere, som gik byens skræddermestre i bedene, og i en skrivelse til kong Christian VI advarede den mod konsekvenserne af den udbredte hjemmeproduktion af fiskebensskørter:

Det vil udløse arbejdsløshed og dermed fattigdom blandt skrædderne, og der vil komme flere tiggere i byen, og en ny generation af børn og unge vil vokse op, »som ved forældrenes armod kommer i ledig og ørkesløs gang og ud i forargelige laster.«

Det var kort sagt et alvorligt problem, majestæten måtte forholde sig til. Imidlertid løste det sig selv, da moden skiftede, og fiskebensskørter blev udskiftet med hoftepuder. Og så kom revolutionen i Frankrig, og parisermoden dikterede nu, at kvinder skulle være myndeslanke.

Det skulle de derfor også i København, og glemt var alle genvordighederne med underskørter af hvalbarder og jernstativer.