Nybyggerne på Nørrebro

Først i 1857 kom civilisationen til Nørrebro i form af lovbestemmelser for opførelse af beboelsesejendomme i de nye bydele. Men da var folk for længst flyttet ind i det, der mange år senere blev betegnet som en sort firkant.

Udsigt over den ældste boligbebyggelse på Nørrebro set fra et hus på Vodroffsvej. Broen over Ladegårdsåen fører til Ewaldsgade, og mellem træerne skimter man udmundingen af Tømrergade og Blågårdsgade. Ladegårdsvejen til venstre for åen strækker sig forbi Ladegården, som ligger i mørke bag træerne. Foto fra ca. 1870, Før og nu, 7. årg. Fold sammen
Læs mere

En gartnerenke blev i 1851 trukket i kriminalretten. Ikke fordi hun havde slået nogen ihjel eller tilegnet sig noget, der ikke var hendes retmæssige ejendom. Hendes brøde var den, at hun havde opført et brændeskur på sin grund i nærheden af Frihedsstøtten uden først at få tilladelse hos de militære myndigheder.

Det var ulovligt, og ingeniørkorpset blev derfor sat til at besigtige nybygningen. Det var fagfolk, og de mente, at der var tale om en pavillon, som straks af sikkerhedsmæssige årsager skulle rives ned, og at både gartnerenken, og de håndværkere, som havde arbejdet for hende, måtte drages til ansvar.

Efter det engelske bombardement i 1807 havde krigsministeriet trukket en demarkationslinje på små to kilometer foran byens volde, og inden for den linje skulle der være frit skud fra fæstningen.

Det betød, at der på området ud til Pile Allé, Falkoner Allé og Jagtvej hverken måtte opføres nye huse eller laves ombygninger uden krigsmyndighedernes tilladelse.

En sådan kunne man imidlertid være heldig at få ved nøje at overholde byggeforskrifterne, som påbød, at der kun måtte opføres enetages huse i bindingsværk og med en kælder på mindst en meters dybde. Vittige hoveder sagde, at det var fordi, husene i tilfælde af krig skulle kunne pakkes sammen og lægges ned i kælderen.

Lige som gartnerenken kom også en tømrermester i konflikt med loven på den tid. Han ville opføre en simpel værkstedsbygning på hjørnet af Ladegårdsvejen (Gyldenløvesgade) og Farimagsvejen (Vester Farimagsgade), men det nægtede ingeniørtropperne at gå med til, skønt byggeriet helt og aldeles levede op til reglerne.

Uden militærets tilladelse gik han alligevel i gang med byggeriet, og så blev også han trukket i retten, hvor det endte med en dom på fem rigsdaler dagligt i mulkt, indtil bygningen var væk.

Men hvorfor fik han ikke lov til at bygge efter reglerne? Det var der en forklaring på, for i krigsministeriet var man netop på den tid ved at ændre strategi for byens forsvar.

I stedet for den hidtidige demarkationslinje skulle der opføres nogle fremskudte forter, og så kunne man nøjes med et mindre område uden nogen som helst form for bebyggelse mellem byens gamle voldanlæg og Søerne. I begyndelsen af januar 1852 blev planen til virkelighed med vidtstrakte konsekvenser.

Endnu lå voldene med deres snærende bælte rundt om den gamle by, som gennem en snes år havde haft en eksplosiv befolkningstilvækst. Snart sagt hver en kvadratmeter blev udnyttet til beboelse. I de smalle gyder blev nye etager lagt oven på gamle huse, og kældre og lofter blev indrettet til bolig. Alt kunne bruges.

Der er vidnesbyrd om, at der i 1850erne boede mennesker i hundehuse og i stalde, i dueslag og oven på lokummerne i byens gårde. Efter reglen om udbud og efterspørgsel steg huslejen overalt, nogle steder til det ubetalelige, og under sådanne forhold kunne ingen myndighed holde desperationen i ave.

Der var kun én løsning: Et storstilet etagebyggeri uden for den gamle by på de jorder hinsides Søerne, som militæret lige havde opgivet råderetten over.

Men nu hævnede det sig, at man i så mange år havde hindret Københavns naturlige vækst. For i samme øjeblik, tilladelsen blev givet, væltede menneskestrømmen ud gennem byens porte for at få tag over hovedet.

Foretagsomme entreprenører arbejdede i døgndrift, og endnu før håndværkerne havde forladt byggepladsen, var de små nyopførte lejligheder taget i brug. Æstetiske og hygiejniske hensyn var der hverken råd eller tid til at tage, og det satte sit præg på ejendommene i Tømrergade og Smedegade, der som de første uden for voldene stod færdige allerede i 1853, og i Murergade, som kom til året efter.

Et imponerende arbejdstempo, men til gengæld var der hverken tænkt på afløb til spildevand eller tilførsel af drikkevand. Gaderne var et bundløst ælte, og de drikkevandsbrønde, der blev etableret, lå umiskendeligt tæt på Assistens Kirkegård. Politiet nedlagde forbud mod at bruge vandet, men ellers var der ingen, som blandede sig i, hvad nybyggerne foretog sig.

Myndighederne arbejdede i det tempo, som er deres, og først i 1857 kom civilisationen til Nørrebro i form af lovbestemmelser for opførelse af beboelsesejendomme i de nye bydele. Men da var folk for længst flyttet ind i det, der mange år senere blev betegnet som den sorte firkant.