Rejsen til Vanløse

Der var store problemer forbundet med at etablere og drive de første offentlige transportmidler til og fra Vanløse.

Den første elektriske sporvogn på vej mod Vanløse fotograferet 8. december 1914 på Peter Bangs Vej, lige før den svinger til højre for at fortsætte hen over grundstykket matrikel 44 B, som herefter blev kaldt Diagonalvej, og som først fik navnet Sønderjyllands Allé efter genforeningen i 1920. Fra Henrik Lynder: »Linie 17 – trafikken til Vanløse gennem tiden«. Fold sammen
Læs mere

Den 8. december 1914 var en mærkedag for den kollektive trafik.

Og for indbyggerne i stationsbyen Vanløse, som nu kunne køre med en moderne eldrevet sporvogn direkte ind til Rådhuspladsen og Kongens Nytorv. Det første vogntog var pyntet med flag og blomsterkranse, for selvfølgelig skulle det fejres, at det efter årelange forhandlinger mellem Københavns Kommune og Frederiksberg var lykkedes at få de kommunale sporvejsselskaber til at indgå en borgfred, som indebar, at man kunne køre hen over kommunegrænsen uden at blive efterladt på gaden. Men let havde det ikke været. For der var en regning, som skulle betales. Og hvem havde mest glæde af, at der blev anlagt sporvognsskinner og trukket luftledninger gennem Frederiksbergs Søndre Landdistrikt, hvor der næsten ikke boede mennesker, og hvor Peter Bangs Vej måtte udvides i bredden, ved at grøften på sydsiden blev fyldt op? Det var der delte meninger om.

Som en konsekvens af hovedstadens voldsomme befolkningstilvækst blev omegnens små landsbysamfund i slutningen af 1800-tallet pø om pø en integreret del af storbyen, og samtidig med Valby og Sundbyerne blev også Emdrup, Utterslev, Brønshøj og Vanløse derfor formelt indlemmet i Københavns Kommune 1. januar 1901. Folk flyttede ud i de landlige omgivelser, hvor lokale gartnere blev fortrængt længere ud i periferien af nyanlagte villakvarterer og spredte etageejendomme. Men der var naturligvis grænser for, hvor langt man kunne flytte bort fra storbyens arbejdspladser uden en velfungerende offentlig transport, og selv om Vanløse blev den mest benyttede station på jernbanestrækningen mellem København og Frederikssund, gav det god mening, at politiet efter en halv snes års overvejelser i maj 1903 tillod Vanløse Omnibus at køre med hestetrukne vogne i fast rutefart mellem Jernbane Allé og hjørnet af Smallegade og Nordre Fasanvej via Finsensvej, som indtil 1906 hed Lampevej. På den måde kunne man komme halvvejs ind til byen og hjem igen, men nogen rar tur var det ikke hverken for folk eller fæ. I myldretiden morgen og aften var der slet ikke plads til de mange passagerer, som stod og ventede langs ruten, og vognene blev overfyldt af siddende og stående i en sådan grad, at de udmattede heste tydeligvis havde mere end svært ved at trække læsset.

Det var det rene dyrplageri, mente gode mennesker i Vanløse, og så opstod der en folkelig protestbevægelse imod vognmanden, som tillige var postholder og hed Hansen. Han havde rettighederne til kørslen på ruten, men hvad kunne han gøre? At der var mange passagerer og at vejen var hullet, var vel ikke hans skyld, og om vinteren faldt der i sagens natur sne. Det endte med, at politiet måtte tage sig af de mange klager, hvorefter en dyrlæge blev sat på sagen. Og han krævede, at vognmanden enten skulle anskaffe sig nogle større og stærkere trækdyr eller også fremover køre med tre heste i stedet for de sædvanlige to. Begge dele var imidlertid en betydelig merudgift, som stred imod aftalen, og så blev postholder Hansen vred. Gennem sin advokat krævede han lige ved 9.000 kr. til anskaffelse af otte kraftige heste med seletøj og to mand med uniformer samt en staldbygning. For det var til syvende og sidst udelukkende på grund af de dårligt vedligeholdte veje, at folk klagede, og det var kommunens ansvar at holde vejnettet i orden.

Det kunne han mene, men pengene fik han ikke, og da han så truede med at indstille kørslen med henvisning til det dårlige vejr og de dårlige veje, blev han til gengæld anklaget for kontraktbrud. En yderst kompliceret sag var det. I det meste af et år var det således forbundet med usikkerhed at komme til og fra Vanløse, og alt imens forhandlede de kommunale myndigheder og sporvejsselskaberne fra København og Frederiksberg om en aftale, hvorefter den hestetrukne omnibus ville blive afløst af et mere tidssvarende transportmiddel. Det sidste, man hørte til postholder Hansen, var et krav om tilskud med tilbagevirkende kraft til indkøb af foder, fordi priserne var steget voldsomt efter krigsudbruddet i august 1914. Det fik han heller ikke noget ud af. I stedet anbefalede sporvejene, at han solgte sine heste, mens han kunne opnå en god pris for dem, og en måned senere kørte den elektriske sporvogn ud på sin første tur til Vanløse.