Da København mistede sine bevogtede byporte

Trods grundlov og frihedsrettigheder forblev Københavns borgere indespærrede bag voldene i nattetimerne.

Vesterport umiddelbart før nedrivningen i 1857. Den var placeret midt på Rådhuspladsen, og det er en husrække i Frederiksberggade (Strøget), man kan se gennem porthullet. Fold sammen
Læs mere

Det var frihedens vinde, der blæste hen over Europa i 1848. Nogle steder med stormstyrke, men i Danmark var det bare en let luftning, der bragte det vaklende enevældige styre til fald. En grundlov­givende forsamling af mænd med dannelse og vid udformede i løbet af et års tid den første frie forfatning, og det var et afgørende vendepunkt i nationens historie.

Blot ikke i København. Her forblev alting ved det gamle. Ja, mange borgere i den indelukkede hovedstad følte, at tingenes tilstand med kontrol og overvågning tværtimod blev værre og værre. Indbyggertallet voksede eksplosivt og dermed også behovet for plads til flere boliger, men voldene og stadsgraven lå og spærrede for udviklingen. Det var kort sagt, som om tiden havde stået stille i et par hundrede år. Ved de fire byporte kostede bommænd og konsumtionsbetjente rundt med skikkelige borgere som i Sjette Frederiks vi-alene-vide-dage, og skønt portene for længst havde mistet enhver militær betydning, var der stadig bevæbnede vagtposter alle døgnets 24 timer.

Ganske vist tog man ikke mere den gamle regel om nattelukning af byens porte helt så bogstaveligt, som i de forrige tider, da det kun var Nørreport, der – mod betaling – stod på klem for sene nattevandrere. I 1848 blev det påbudt, at Vesterport og senere også Østerport og Amagerport skulle være åbne for passage efter midnat – vel at mærke mod kontant betaling af to skilling ved bommen. Og det var en givtig ordning for både stat og kommune, hvis sult efter indtægter til alskens nyttige formål var umættelig.

Om morgenen var der selvfølgelig igen afgiftsfri passage gennem portene, men hvornår, det var morgen, afhang af årstiden: allerede klokken halv fire om sommeren, men først klokken syv om vinteren. Og for børn og voksne, der skulle passere bommen, for at være på fabrikken tidligt om morgenen, var det et forhadt system. Der var ventetid, og pengene, som hver dag skulle erlægges, ville være kærkomne i et stramt familiebudget. Det udløste et pres, som den folkevalgte regering havde forståelse for, og i 1850 lovede den at finde en god løsning i den nærmeste fremtid. Ordningen skulle imidlertid først forhandles på plads med magistraten, og det holdt hårdt.

Fra september 1852 kunne tidlige morgen­vandrere endelig komme på arbejde uden at betale afgift, men det fremskridt havde byens natteravne jo ingen glæde af. Og bomforpagteren ved Vesterport mente, at de toskillinger, han kunne indkræve efter midnat, ikke var besværet værd, og de stod slet ikke mål med alle de ubehageligheder, han blev udsat for, når lystige folk i store klynger kom direkte fra Tivoli og masede sig gennem porten uden at betale, mens de lod ubehøvlede skældsord regne ned over den magtesløse bommand. Ikke sjældent måtte politiet tilkaldes, og året efter forsvandt alle afgifter for gående som en konsekvens af de tilbagevendende uroligheder. Men for kørende og ridende var det en anden sag. For som nævnt var det penge, kommunen ikke gerne ville undvære.

I december 1857 forsvandt alligevel de sidste afgifter, der var forbundet med passage gennem byens porte, og nu kunne frihedens vinde endelig også mærkes i København. Afgifterne på indførsel af brød, mel, gryn, kartofler, fisk, brændevin, øl og alt, hvad man i øvrigt havde behov for i det daglige, var blevet ophævet ved lov allerede i 1852 – dog mod en klækkelig kompensation til kommunen, som ved Højesteret havde vundet over staten i en tvist om retten til befolkningens penge.

Den sidste dag i juni 1856 kan opfattes som et før og et efter i byens lange historie. For den dag forsvandt de militære vagter ved de fire byporte, og chefen for de væbnede styrker lod melde på rådhuset, at man ikke længere ville havde noget at gøre med bevogtningen af adgangsvejene til byen. Men når København nu ikke mere var en fæstning, gav det ingen mening at have de forhadte porte liggende til ingen nytte. Folkestemningen krævede dem nedrevet hurtigst muligt. Få måneder senere var Nørre­port forsvundet, og året efter kom turen i rækkefølge til Amagerport, Vesterport og til sidst Østerport. Der skete en del i de år.