Hundredårskrigen om Københavns drikkevand

I 1857 faldt dommen. 185 år var der gået, siden Bent Vandmester tog fejl, da han troede at have fundet Damhussøens kilder, og for byen havde kampen mod naturens kræfter og vandets trang til at løbe nedad været kostbar.

Det var i den fjernt beliggende landsby Tibberup mellem Bagsværd og Herlev, at en embedsmand endte sin jagt på Damhussøens kilder. Et øde område som dette vue ud over Buddinge Mark med Utterslev Mose i baggrunden. Foto: 1940, Københavns før og nu, bd. VI. Fold sammen
Læs mere

Det kan ikke nægtes, at vand har den egenskab, at det løber nedad. Ikke desto mindre var det en naturlov, som Københavns Vandvæsen i næsten 200 år kæmpede hårdnakket imod. Og det udviklede sig til en sag, som blev ført helt til Højesteret, før den fandt sin afslutning.

Historien tager sin begyndelse i anden halvdel af 1600-tallet, da byen langt om længe havde fået en velfungerende drikkevandsforsyning: Fra Damhussøen, som nogen kaldte Langvaddam, løb vandet gennem Ladegårdsåen ud i Peblingesøen, og herfra blev det gennem udhulede træstammer ført ind i byen.

Helt fri for døde dyr og planterester var det ikke, men den slags var en vanesag. En høj vandstand i Damhussøen var kort sagt vigtig for byens drikkevand, og følgelig ønskede de ansvarlige myndigheder at vide, hvorfra det vand kom, som strømmede ind i søen.

Bent Vandmester var navnet på en betroet embedsmand, som i 1672 blev sendt ud i verden for at finde Damhussøens kilder, og han kom vidt omkring. I nærheden af Landsbyen Tibberup mellem Bagsværd og Herlev fandt han en sø og en mose, og han mente nok, at det var herfra, vandet løb mod syd til Damhussøen.

Helt rigtigt var det nu ikke, men resultatet af hans opdagelsesrejse blev indtegnet på et fornemt kobberstik, og så stod det til troende. Tibberup Sø blev indføjet i protokollen som hovedstadens ejendom og en vigtig del af byens drikkevandsforsyning. Derfor skulle afløbsgrøfterne renses og besigtiges to gange årligt.

For at sikre, at dette arbejde blev gjort ordentligt, rejste Vandkommissionens medlemmer selv ud til Tibberup otte år senere, og stor var deres overraskelse, da de opdagede, at der ikke løb en dråbe vand fra dette fjerne opland ind i Damhussøen. Ved lokaliteten kaldet Klausdals Bro var der nemlig en spærring, og de kunne endvidere konstatere, at vandet fra Tibberup fandt sin naturlige vej ud i Bagsværd Sø. Det fornemme kort passede med andre ord ikke til virkeligheden, og det var rystende.

Kommissionen krævede, at der blev anlagt grøfter gennem spærringen, og at der blev nedlagt forbud mod åen, som fra Tibberup løb ud i Bagsværd Sø. Et kongebrev understøttede kommissionen, og selveste Ole Rømer blev bedt om at bese stedet og afgive en udtalelse.

Men det hjalp ingenting. Vandet blev ved med at løbe den forkerte vej, og i en officiel betænkning blev det derfor fastslået, at »Tibberup Sø synes at være ubekvem og uden særlig nytte«. Her kunne historien passende være endt, men nej.

For selv om stedet efterfølgende blev glemt, levede der jo folk i disse fjerne egne. I 1672 havde Christian V skænket landsbyen Tibberup til overjægermester von Hahn, og han rev byens syv bøndergårde ned for at opføre sin hovedgård kaldet Hjortespring. Den blev en menneskealder senere erhvervet af kronen, dvs. staten, og beboerne i landsbyen, der havde navn efter hovedgården, tjente nu til livets ophold ved at skære tørv i mosen.

Overskuddet gik i statskassen, og alt var godt, indtil opvakte folk i Vandkommissionen genopdagede de gamle kort og beskrivelsen af Bent Vandmesters rejse. 100 år var gået, og ingen i Københavns Vandforsyning kendte stedets beliggenhed, men med henvisning til officielle dokumenter slog man fast, at »Tibberup Sø og mose var uundværlig for hovedstaden«.

Atter blev en delegation sendt ud i landet, og atter måtte man konstatere, at afløbet ved Klausdals Bro var aldeles lukket. Det skulle der nu laves om på, og fem holstenske grøftegravere blev ansat til at rense op, således at vandet kunne løbe uhindret fra Tibberup Sø til Damhussøen. Arbejdet blev gjort, men vandet fortsatte alligevel med at løbe den forkerte vej. Og ikke som tidligere ud i Bagsværd Sø, for nu havde Tibberup Å banet sig vej til Søndersø nogle kilometer længere mod vest.

Det var en bitter pille at sluge for Vandvæsenet, og det blev værre, da det åbenbaredes, at staten repræsenteret ved Rentekammeret tjente gode penge ved at sælge tørv fra mosen. For både vandet og jorden i Tibberup tilhørte retmæssigt København. Det fremgik af de gulnede dokumenter, der var fundet frem.

Parterne stod stejlt over for hinanden, og så måtte man mødes i retten. Seks år gik med ørkesløse møder, og i 1801 blev sagen udsat »indtil videre«. Det tør siges. Tiden gik, og imens blev der gjort nye forsøg på at lede vandet den rette vej ind i Damhussøen. Men det ville ikke lykkes, og imens kæmpede byen og staten om ejendomsretten til jorden og indtægterne fra mosen.

Endelig i 1857 faldt dommen, som frakendte Københavns Vandvæsen retten til Tibberup Mose, og det blev stadfæstet både i Over- og Højesteret. 185 år var der gået, siden Bent Vandmester tog fejl, da han troede at have fundet Damhussøens kilder, og ham tænkte ingen længere på. Men for byen havde kampen mod naturens kræfter og vandets trang til at løbe nedad været kostbar på mandskab og penge.