På landet for længe siden

Dansk bondekultur fra en svunden tid. Vibeke Grønfeldt trækker starten af 1900-tallet helt frem til nutidens læser i en stærk, sanset fortælling om pigen, der modvilligt blev født som Agate.

Vibeke Grønfeldt i sit hus på Samsø. Foto: Erik Jepsen Fold sammen
Læs mere

Vibeke Grønfeldts roman »Mindet« følger pigen Agates opvækst i starten af 1900-tallet. Handlingen foregår derude på landet for længe siden, det sted, som vi moderne mennesker for længst har lagt bag os, og som normalt kun optræder som klæg nationalromantik, når vi mindes »de gode gamle dage«. Men sådan er det ikke hos Grønfeldt. Her skal man blot slå op på første side for at blive rullet bagover af fortællingens rå realisme og sproglige overskud:

»Klokken fire om morgenen kommer sneen drivende fra nordøst. Kviksølvsøjlen på termometeret ved forstuedøren er i flere døgn ikke nået op over minus fem grader. Inde i den store gennemtrængende varme er jeg begyndt at se farver. Rødt først. Fra den ildrøde over grumsede violette toner. Store og små kugler og ringe springer ud af mørket og vokser og fylder synsfeltet og forsvinder«.

Vi starter med det ufødte barns vej mod livet. En usentimental beskrivelse af livets mirakel set indefra, hvor hovedet nærmer sig bristegrænsen på vej ud af moderens skød, mens ribbenene trykker mod hjertet. Lungerne fyldes til sidst med luft, og pigen Agate opkaldt efter sin afdøde bedstemor, kommer til verden.

Agate fødes ind i stabile familierammer. Moren har arvet slægtsgården, som den astmatiske fader driver med sikker hånd på trods af sit skrantende helbred. Eneste ekstrabyrde på bagsmækken af høstvognen er den alkoholiske morfar, der med sit sortsyn mest af alt minder om en livstræt dommedagsprofet, der misbruger barnebarnets tillid til at forsyne sig med de forbudte alkoholiske dråber, som han indtager i venteværelset til det overjordiske liv - et lille aftægtskammer på gården.

Omkring den lille familie tegner Grønfeldt et rigt slægtsbillede, hvor mostre, onkler og bedsteforældre kæmper om arv og drift og kun holdes i ave af Agates far, der altid er mand for at gøre det rigtige.

Vi fornemmer det jordbundne liv gennem Agates sanser og er ude på marken for i vores ansigts sved at skaffe høsten i hus. Og vi er med i stalden for at lære det ædle håndelag at kastrere smågrise. Agate selv oplever undervejs en række formative øjeblikke, som da onkel Villiam forsvinder på havet og sætter døden på den lille tænksomme piges dagsorden. Eller da hun en del år senere første gang lægger krop til det andets køns blinde begær, og hurtigt må ryste oplevelsen af sig.

»Mindet« er ikke båret af en stram plotmæssig nødvendighed, men skildrer landlivets cykliske forløb fra sæd til høst, alt imens Agates udvikling alligevel sikkert bevæger tiden fremad. En pige, der ikke vil dele navn og skæbne med sin hedengangne bedstemor, fordi hun vil livet og samtidig er og vil være sin egen. I al bondekulturens jordbundne konkrethed, svæver Agate lidt oppe over det hele, som da hun otte måneder gammel flyder ned af strømmen på et gruekedellåg, og mirakuløst ikke synker til bunds fordi hun måske har knogler »hule som fuglenes«.

Agate er - som familien bemærker - fyldt med »hjernekraft« og »tanketing«, evner der ikke altid er lige velkomne, når man er oppe imod slægtens forankring i stedets tyngde, som bl.a. hendes moder belærer hende om:

»Det er stederne. De giver fornemmelsen. Og så også tanken. Tanken går ikke forrest hos os, Agate. Den kommer bagefter. Den er nærmest en røg, der stiger op og samler sig, hvis vi lytter indad«.

Agate tænker nu alligevel sit, og når vi slipper hende i konfirmationsalderen, er man trygt forvisset om, at selvom livet vil byde hende mere hårdt arbejde, vil de frisættende tanker også blive ved med at åbne hendes øjne mod livet, og måske tage hende væk fra slægtsgården, og et helt andet sted hen.

Men i »Mindet« forbliver Grønfeldt tro mod udgangspunktet, og vi forlader aldrig landet til fordel for den rasende modernitets hærgen i storbyerne, som for en mindre stilsikker forfatter ville være en fristende skematisk modpol for Agates udvikling. Romanen fremstår derfor også som en huskeseddel for en radikal anderledes livsførelse, hvor det fysiske arbejde i marken og det nære slægtsforhold giver eksistensen indhold og ikke kræver konstant global strømføring for at mærke livspulsen. Det betyder ikke, at man ikke aner den verdenspolitiske situation i dette mindeland, men omverdenen sætter ikke dagsordenen bortset fra når konkrete begivenheder griber ind i bøndernes livsbaner, som når verdenskrigen kræver sine sjæle også på landet, eller når den spanske syge når helt ud på markerne for at fange sine ofre.

Vibeke Grønfeldt bærer en tabt verden i sit sprog og kan derfor skrive om lag af komøg, der møjsommeligt skrabes af stalddøre, uden at det et øjeblik bliver kedeligt. Tilbageblikket på landbokulturen på grænsen til moderniteten er støbt i et impressionistisk sprog, der er perfekt til at skabe erindringsrum med sansede glimt, der som alle vore minder foreviger sig et sted på den indre nethinde eller i kroppens hukommelse ligesom Agates fortælling om livet på landet for længe siden.