Ny direktør for Karen Blixen-museet: »Hun var nok ret ensom. Jeg tror faktisk, hendes nærmeste venner var de ansatte på Rungstedlund«

Elisabeth Nøjgaard er ny direktør for Rungstedlund og dermed ny i spidsen for Karen Blixens eftermæle. Hun vil bevare det bedste fra forfatterens tid og gøre huset mere åbent og dynamisk.

»Blixen personificerer også kærlighedens mange ansigter,« siger Elisabeth Nøjgaard. Her er forfatteren fotograferet på Rungstedlund. Fold sammen
Læs mere
Foto: A E Andersen

Det er et hjem. Det er også et velbesøgt museum. Og det kunne inden længe blive rigtig meget mere.

Elisabeth Nøjgaard begynder om få uger som direktør for Rungstedlund med huset og den dejlige park bagved. Huset var bolig for Karen Blixen frem til hendes død i 1962 og dermed valfartssted for både den danske kulturelite og læsere fra hele verden.

Stedets nye direktør er 56 år og uddannet jurist. Hun har senest været forlagsdirektør på Gyldendal og glæder sig helt usigeligt til den forestående opgave.

»Jeg føler mig helt utrolig privilegeret,« siger hun med et smil.

»Både min forgænger og vores bestyrelsesformand har gjort et kæmpe arbejde for museet med en bevilling fra staten og dermed fire års arbejdsro - og tak for det!«

Hvad vil du bruge arbejdsroen til?

»Vi skal først og fremmest drive museet videre,« siger Elisabeth Nøjgaard.

»Men vi skal også ud i et samarbejde med de store fonde for virkelig at få gang i stedets udvikling. Antallet af besøgende har ligget ret stabilt på omkring 35.000 de seneste år og måtte da gerne vokse ret dramatisk.«

Også nutidige fortællinger

Rungstedlund forener til daglig de bevarede dele af Karen Blixens hjem med skiftende udstillinger om eksempelvis hendes unge år i Afrika eller faderen, Wilhelm Dinesens, eskapader. Anmelderne har generelt været glade for husets resultater - men også nogle gange fundet balancen mellem bevaring og udstillingerne og driften af butik og café vanskelig.

Rungstedlund er blevet meget moderniseret de seneste år og kunne i januar slå dørene op for en ny udstilling om forfatterens liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Danny Gudnitz.

Elisabeth Nøjgaard siger, at hun vil skabe »en mere tiltrækkende helhedsoplevelse«.

»Vi skal udvide, ikke bare udbrede kendskabet til Blixens fortællinger. Vi skal også være i dialog med nutidige fortællinger og skabe et fortællingernes hjem.«

Altså flere arrangementer?

»Gerne flere arrangementer. Helt som Blixen selv omgav sig med forfattere, skal vi også være et hus for mange stemmer til inspiration og underholdning. Vi skal arbejde med det statiske og for eksempel kombinere det meget rørende ved Blixens private gemakker med moderne midler inden for kommunikation.

Karen Blixen på sin afrikanske farm som ung forfatter og direktør. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

Folk skal kunne kunne tage oplevelsen med rundt og både finde både noget velkendt og noget overraskende på deres vej - kombineret med fugleskoven, hvor Blixen ligger begravet. Det er ganske enestående.«

Kærlighedens mange ansigter

Hvad er fortællingen om Karen Blixen egentlig for dig?

»At hun omsatte sine mange sorger og nok færre glæder til underfundige og vedkommende fortællinger. Hun sagde selv - og det rører mig dybt - »at være menneske, er at have en historie at fortælle.« For vi har alle sammen en historie.

Karen Blixen var en glimrende maler og kan beses på museet i samme egenskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Blixen personificerer også kærlighedens mange ansigter. Den vidunderlige »Babettes gæstebud« fortæller blandt meget andet om kærlighed, der kan være dyb og livslang - om end aldeles uforløst.«

Så det er fortællinger med mange ting på spil?

»Bestemt. Hun havde på mange måder et glamourøst liv. Men uha, hun levede også et barskt liv! Utallige sygdomme, pengeproblemer, tabet af hendes far i ung alder, opvæksten i et noget strengt hjem, fraværet af en lykkelig kærlighed. Hun ville aldrig kalde sig selv feminist. Men hun tog til Afrika mutters alene og blev en temmelig kapabel forretningsdirektør. Og hun var nok ret ensom. Jeg tror faktisk, Blixens nærmeste venner var de ansatte på Rungstedlund, snarere end hendes fagfæller eller nogen af gæsterne fra parnasset i hovedstaden.«