Med kurs mod Bodil

Trine Dyrholm og Mads Mikkelsen er blandt favoritterne til årets Bodil-priser.

En film om et helt nyt ægteskab og en film om et slidt ægteskab i krise er blandt de danske værker, der i går blev nomineret til årets Bodil-priser.

Den ene film er Susanne Biers »Efter brylluppet«, der også skaffede Sidse Babett Knudsen, Stine Fischer Christensen og Rolf Lassgård nomineringer for deres præstationer, mens den anden er Ole Christian Madsens »Prag«, som desuden indbragte nomineringer til Stine Stengade og Mads Mikkelsen for de hærgede hovedroller.

Om prisen til årets bedste danske film konkurrerer de to nævnte med Christian E. Christiansens »Råzone«, Pernille Fischer Christensens »en Soap« og Niels Arden Oplevs store publikumssucces »Drømmen«, mens Lars von Trier må lide den tort, at hans »Direktøren for det hele« kun er nomineret for et par biroller spillet af henholdsvis Mia Lyhne og islandske Fridrik Thor Fridriksson.

»Drømmen« giver Bodil-nomineringer til både Janus Dissing Rathke, Bent Mejding og Jens Jørn Spottag, mens man blandt de nominerede for bedste kvindelige hovedrolle ganske usædvanligt finder en trio af unge navne, nemlig Laura Christensen, Stephanie Leon og Julie Ølgaard, som kollektivt er nomineret for den barske »Råzone«.

Både Trine Dyrholm og David Dencik er nomineret for »en Soap«, og Hella Joofs »Fidibus« står også på lystavlen, idet den meget morsomme Lene Maria Christensen er nomineret for bedste kvindelige hovedrolle.

Det er de københavnske journalisters cirka 40 medlemmer store Filmmedarbejderforeningen, der for 60. gang uddeler de smukke Bodil-statuetter, og det sker i Imperial-biografen i København søndag den 25. februar - i øvrigt samme aften, som amerikanerne fordeler årets Oscar-priser.