Lykken er opreklameret

Forfatteren Elsebeth Egholm vil beskrive det realistiske liv. Ikke den glatte og glimmeragtige tilværelse, mange stræber efter, men en hverdag, hvor man ikke er lykkelig hele tiden, og hvor der ligger noget fra fortiden og gnaver. Desuden ville det være kedeligt, hvis livet var lige ud ad landevejen lykkeligt, mener Egholm, der netop har skrevet endnu en anmelderrost roman.

Radiatoren siger mærkelige lyde. Udenfor vidner nedgravede stolper om, at det gule hus har en fortid som forskanset rockerborg, og i entreen rumsterer en stor, glad hundehvalp. Ind imellem piber den lidt for ligesom at gøre opmærksom på, at den stadig er der og egentlig godt kunne tænke sig at komme ind i stuen.

Det hele har en påfaldende lighed med hovedpersonen Dictes hverdag i »Skjulte fejl og mangler«.

Men Dicte er ikke romanens forfatter, Elsebeth Egholm. Shandy er ikke Dictes hvalp Svendsen, men fundet på havnen på middelhavsøen Gozo og nu med fast adresse i Kasted. Og den mand, som senere på dagen skal gøre noget ved lydene i varmesystemet, er blikkenslager og ikke romanens rastløse fotograf og handyman Bo.

»Nej. Jeg er ikke Dicte. Og ingen af personerne i bogen er nogen, jeg kender,« understreger Elsebeth Egholm.

Men hun kan godt lide, at miljøet er rigtigt. At det er ægte. Og derfor bor Dicte i samme hus som hun selv i en landsby i nærheden af Århus.

En god by til en krimi, mener Elsebeth Egholm. Med en tilpas størrelse til, at alt kan ske, og så er den hyggelig og uhyggelig på én gang.

Noget i bagagen

Også tiden er rigtig.

Dicte og hendes to veninder, Ida Marie og Anne, er omkring 40. Alle tre går rundt med noget i bagagen, som de ikke har lyst til at blive konfronteret med. Men da veninderne på Dictes fødselsdag finder et dødt spædbarn i åen, vælter det hele ukontrollerbart frem.

»Jeg er selv 42. Jeg tror, mange kvinder bliver lidt skrøbelige, når de fylder 40. Måske har det noget med fertilitet at gøre. At der er noget, der ikke længere kan lade sig gøre. Man når til et punkt i livet, hvor der pludselig dukker noget op, som har ligget lidt under overfladen, fordi man har haft travlt med mand, karriere og børn. Men på et tidspunkt begynder man at tænke mere over, hvad det er, man slæber rundt på. Måske udløst af en voldsom begivenhed, som i min bog er barnet i åen.«

Selv mistede Elsebeth Egholm sin far for tre år siden.

»Det betyder kolossalt meget for, hvordan man opfatter sin egen rolle i tilværelsen. Hvordan man selv rykker frem i forreste række. Og de ydre begivenheder har det med at sparke noget i gang på det indre plan. Ligesom vi alle ved, at skilsmisser smitter. Det er, som om der er noget ved en selv, der begynder at krakelere, hvis det sker i ens nærmeste omgangskreds.«

»Skjulte fejl og mangler« handler om den nyskilte journalist Dicte, der flytter tilbage til Århus fra København sammen med sin teenagedatter Rose. Dicte genoptager kontakten til veninderne Ida Marie og Anne, som begge på overfladen virker, som om de har et lykkeligt liv. Men det døde spædbarn sætter voldsomme ting i gang, og mens kriminalhistorien om jagten på spædbarnets mor udvikler sig, følger læserne også det skred, det udsatte barn udløser i de tre kvinders tilværelse.

»Jeg tror, alle går rundt med en sten i skoen. Vi har alle et problematisk forhold til vores mor eller far eller søster eller bror. Det ville også være kedeligt, hvis livet var sådan ud ad landevejen lykkeligt. Jeg synes, man skal acceptere, at lykken ikke er der altid. Jeg fornemmer, at mange unge har en drøm om den store lykke, som er blevet mere glat og glimmeragtig, end da jeg selv var ung i 70erne.«

Elsebeth Egholm har villet lave et nutidsbillede af kvinders liv. Det realistiske liv, hvor ingen kun er lykkelige, selv om det måske ser sådan ud.

»Samtidig er den gode historie vigtig. Jeg satte mig denne gang for at skrive en kriminalroman. En god krimi har det hele: Et godt plot, en historie, der udvikler sig, følelser, og så er vi mennesker fascineret af forbrydelsen.«

En sand begivenhed

Bogens kriminalhistorie bygger på en sand begivenhed. For tre år siden blev der i Århus fundet et dødt spædbarn i en å, men forbrydelsen er aldrig blevet opklaret.

»Fundet gjorde stort indtryk på mig, og vi diskuterede meget i min omgangskreds, hvad der kunne få en mor eller en anden i familien til at gøre det. Hvad var der sket? Det kom tæt på, skønt jeg ikke selv har børn. Jeg er så kynisk som journalist og forfatter, at jeg ved, når en historie går ind under huden på folk. Og selvfølgelig går jeg efter de bløde punkter. De, som sætter gang i følelser og handling.«

Elsebeth Egholm er gift med den britiske thrillerforfatter Philip Nicholson, der skriver under pseudonymet A.J. Quinnell. Han er vokset op i Tanzania, var forretningsmand i Hong Kong i 60erne og 70erne og boede på den lille middelhavsø Gozo, da Elsebeth Egholm mødte ham via fælles bekendte.

»Jeg har altid været draget af det lidt eksotiske. Og har nok derfor mødt en mand som Philip.«

I ti år har hun delt sin tilværelse mellem Gozo og Århus.

»Ligegyldigt, hvor glamourøst et liv ser ud udefra, har det en bagside. Det er hårdt at være langt væk, hvis der er nogen i familien, der ikke har det godt. Man bliver lidt delt. Men Philip kan ikke overleve her. Se bare på vejret! Jeg vil heller ikke selv bo i Danmark hele tiden. Gozo er skøn, men jeg savner veninderne, når jeg er der. Det er ikke et sted, hvor jeg kan finde nogen magen til mig selv.«

Elsebeth Egholm er uddannet journalist og har en fortid som bagsideredaktør her på Berlingske Tidende. Den første tid på Gozo fortsatte hun med at skrive til avisen, men det var forfatter, hun ville være.

»Jeg blev journalist, fordi jeg ville være forfatter. Men jeg tænkte, at det var godt at lære at skrive som et håndværk, tjene nogle penge og få noget rutine og erfaring ved at arbejde på en redaktion.«

En bog

om året

Hun har også fået et godt håndelag i at få sat en handling i gang ved i mange år at skrive kærlighedsnoveller og fortsatte romaner til ugebladet Hjemmet. Et arbejde, hun stadig holder ved lige, men kun i de måneder om året, hvor hun ikke skriver på en bog. Når først bogen kører, tager den alle kræfterne. Hendes første roman, »De Frie Kvinders Klub«, om en flok veninder i Århus, udkom i 1999, og siden har hun udgivet en bog om året.

»Men det er først nu, jeg har en journalist som hovedperson. Alle journalister skriver om journalister, og det er klichéfyldt farvand at bevæge sig ud i. Jeg skulle først bevise, at jeg kunne skrive om andre end journalister og deres miljø. Men det ligger i mig, og jeg tænkte, at med »Skjulte fejl og mangler« skulle det være.«

Og med journalisten Dicte har hun fundet en person, som læserne kommer til at møde igen.

»Dicte bliver også hovedperson i min kommende bog. Jeg er ikke begyndt at skrive endnu, men jeg tænker. Der ligger en god mose tæt herved, som jeg godt kan forestille mig, at der bliver fundet et lig i. En sag, som Dicte vil blive involveret i.«

Krimier er basiskost

Når Elsebeth Egholm selv læser, er det med krimier som basiskost.

»En god krimi har også et følelseselement i sig. Ellers bliver den kedelig. Jeg synes, at svenske Liza Marklund gør det godt. Men jeg er også fascineret af de mere dybe og psykologiske forfattere som Patricia Cornwell, Elizabeth George, P.D. James og Ruth Rendell. Og så har jeg på Gozo kastet mig over den amerikanske krimiforfatter Donna Leon. Hun bor i Venedig, hvor hendes detektiv opklarer forbrydelser over tre-retters menuer med vin til i frokostpausen, uden at der er nogen, som finder det mærkeligt.«

Elsebeth læser udelukkende på engelsk for at sikre sig imod, at vendinger fra andres bøger pludselig dukker op i hendes egne.

»Men selvfølgelig kigger jeg efter, hvordan andre gør. Mit mål er at skrive spændende bøger, hvor folk ikke føler, at de bliver fodret med bare tomme kalorier.«

Og målet med »Skjulte fejl og mangler?«

»At beskrive den kaotiske situation, kvinder befinder sig i, hvor vi stadig ikke kan finde ud af det med rollerne i forholdet mellem kvinder og mænd. At man ikke kan omgøre forkerte beslutninger. Men at man kan forsøge med lappeløsninger. Damage control.«

Elsebeth Egholm bliver i dag kl. 14 ínterviewet af Berlingske Tidendes litteraturredaktør Søren Kassebeer på Bogmessen i Forum om sin nye bog »Skjulte fejl og mangler«. Det foregår i Bogforums Æseløre, stand nr. 100.

Blå bog

Elsebeth Egholm er født i 1960 og vokset op lidt udenfor Århus. Hun har tidligere udgivet »De Frie Kvinders Klub«, »Scirocco« og »Opium« samt Gozo-historierne »Mig og min ø«.

»Skjulte fejl og mangler« udkom tidligere på måneden og blev i Berlingske Tidende tildelt fem ud af seks mulige stjerner af Else Cornelius. bsn