Lad os da endelig beholde værnepligten og lære flere unge mænd om krigens kunst

Måske ville nutidens curlingsbørn med navne som Linus og Lucas ikke have det så hårdt på Roskilde Festival, hvis de var blevet tvunget til at bruge en del af deres ungdom på at slæbe tornystre rundt på kolde marker og skyde med løst krudt, mens sergeanter og andre officerer råbte af dem? Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen

Det er det kolde, faste klem om det allerhelligste, jeg husker bedst. Her gik jeg ellers og troede, at denne i bogstaveligste forstand meget håndgribelige måde at tjekke for brok på blot var en skrøne, en »urban legend«, som unge mænd gejlede hinanden op med i den timelange kø til sessionen, men ned i underbukserne røg den stærkt aldrende læges målrettede hånd ikke desto mindre. Og med dét havde jeg klaret ungdommens frygtede manddomsprøve: lægetjekket. Eller rettere sagt, jeg dumpede med et brag. Noget med en skæv ryg og en skelen på højre øje, der ifølge sessionsudvalget ville sprede skræk og rædsel blandt både fjender og allierede, hvis jeg nogensinde fik et skarpladt våben mellem hænderne. Så hjem cyklede jeg med min fejlbarlige fysik og en vis ligegyldighed over for det faktum, at Danmarks forsvar mod en eventuel invasionsstyrke åbenbart ville blive uden mig.

I årene, der fulgte, voksede ærgrelsen dog over, at jeg var blevet vejet og fundet for let, skæv og skeløjet. Selv om de af mine venner, der slap gennem nåleøjet, mukkede over lange, formålsløse gåture midt om natten, fortalte de også sentimentale historier om vilde fester i det lokale natteliv, om krudt og kugler og kammeratskaber af den slags, der kun fødes af kolde, våde nætter sammen i et mudderhul på en frossen pløjemark i fædrelandets tjeneste.

Selvfølgelig er det at påtvinge unge mænd i et af klodens mest fredelige lande evnen til at myrde og marchere en forældet anakronisme af den slags, kun de Konservative kan se fidusen i. På den anden side – så sjovt var det jo heller ikke at stå og være fin og fredselskende bag kassen på den lokale tankstation, mens mine venner morede sig med at skyde efter hinanden på landets kaserner.

I dag, hvor der kun er en lille håndfuld år, til mine egne børn skal til session (såfremt den altså overlever efterårets forsvarsforlig), tænker jeg af og til over, om jeg havde været et andet og mere robust menneske, hvis jeg selv var trukket i trøjen. For selv om værnepligten kan virke både fjollet, forældet og formålsløs, eftersom de største trusler mod landet udgøres af gluten og russere med internetforbindelser, kunne den også meget vel vise sig at være en særdeles effektiv kur mod tidens forhadte curling-trang.

Mon ikke, det bliver noget nemmere for Linus og Lukas at klare sig gennem en kold nat på Roskilde Festivals overfyldte campingplads, hvis de først har prøvet at marchere tværs over den jyske hede i det frostklare måneskin med fuld oppakning og en sur sergent i hælene?

Folkedybets Facebook-vrede og den offentlige udskamning af pylrede forældre løser tilsyneladende ikke problemet, så måske skal der andre og mere hårdføre boller på feltrations-suppen.

Så lad os da endelig beholde værnepligten og lære flere unge mænd om krigens kunst. Om ikke andet kan vi altid lægge fjenden ned med opkald fra bekymrede curling-forældre, der gerne vil vide, om Linus og Lukas nu også kan holde varmen derude i skyttegravene.