Kromad a la Hellerup

Restaurant No. 40 er rykket ind i det tidligere Cafe Apothek i Hellerup med god borgerlig dansk-fransk kromad med konservative dyder.

Restaurant No. 40 i Hellerup, hvor oplevelsen var bundsolid og ordentlig og en anelse forudsigelig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Det var dagen, hvor de Konservative for en stund vågnede op af deres dødlignende dvale og vandt en sjælden sejr over Venstre. Men havde vi forventet at se konservative kernevælgere løbe hujende rundt i Hellerup i sejrsrus, så blev vi skuffede. For gaderne henlå ganske stille denne lørdag aften, og det samme gjorde sig gældende på Restaurant No. 40, det nyeste bud på gastronomi i den konservative højborg lige nord for København.

Det sidste havde nu nok mere at gøre med, at restauranten på Hellerupvej nummer 40 (deraf navnet) er flyttet ind i de lokaler, der før rummede Café Apothek og at dennes noget sløje ry stadig forfølger adressen.

Men der er nye folk med erfaring fra bl.a. SWAG (køkkenchefen), Skovshoved Hotel (restaurantchefen) og Rungsted Kro (begge), lokalerne har fået en ordentlig omgang og står med søjler og paneler i nymalet i hvidt, på bordene er der stofdug, og på menukortet jordskokkesuppe, oksetatar, kalvespidsbryst og rib eye.

Stenbiderrogn og bobler

De fleste af a la carte-retterne går igen på såvel tre retters- (300 kr.) til seks rettersmenuen (495 kr.), så vi valgte sidstnævnte. Den medfølgende vinmenu til 450 kr. bød bl.a. på pinot grigio, en drue som kun undtagelsesvis giver mindeværdige oplevelser, så vi delte i stedet en flaske Sancerre fra Henri Bourgeois (Les Baronnes, 2012, 475 kr.), der med en næse fuld af hø, grønt græs og passionsfrugt var en udmærket ledsager til vores indledende ret.

Den bestod af forårsbebuderen stenbiderrogn, serveret med en syrnet fløde, purløg og angiveligt også ristet hasselnød, selv om de sidste ikke rigtig gav smag af sig. Og så synede den lille portion ikke af meget, serveret, som den blev, i en stentøjsskål med så uhensigtmæssigt høje kanter, at retten kun kunne spises op med ske – og en sådan var ikke på bordet.

Inden havde vi fået brød, der nok var hjemmelavet, men også køleskabskoldt, samt et glas bobler (85 kr. glasset) fra det mig ubekendte vinland Kroatien, hvorfra der er flere på det overskuelige vinkort. Boblerne var ifølge tjeneren lavet på en afart af welschrieslingdruen, der smagte som en sjov blanding af sødt og bittert.

Anonym oksetartar

Så var der anderledes styr på balancen i sauvignon blanc’en fra Henri Bourgeois, der også klarede andenretten; perfekt bagt torsk i bisque på skroget ledsaget af smørstegte rosen-kålblade og tern af skorzonerrod, sidstnævnte nok lige lovlig klodsede til min smag, men fint tilberedt med biddet bevaret. Jeg savnede lidt citruskant, men råvarerne var – helt ned til dusken af krondild – i orden og den fortættede old school-smag helt efter bogen.

Helt så glad var jeg ikke for oksetataren. Ikke fordi den hverken var skrabet af inderlåret eller håndhakket, men i stedet kørt gennem en kødhakker og derfor farsagtig luftig i konsistensen. Men fordi den var anonym på grænsen til det kønsløse i smagen. Kun ’rørt’ med skalotteløg savnede den simpelthen krydring eller noget at spille op ad – og det formåede nogle dutter persillerodscreme, tallerkensmækkerblomster og sødlige persillerodschips ikke at levere.

Helt mærkeligt var det glas rød bordeaux, som vinmenuen foreslog og vi hoppede med på: en tanninrig børste fra St. Emilion (Les Hauts de Gaffeliere, 60 kr.) med alt for mørke toner til den milde tatar, og dertil serveret for varm. Så var der mere solid borgerlig velsmag over vores sprængte kalvespidsbryst, garneret med bagte rødbeder, syltede gule beder og rå skiver bolsjebede, det hele serveret i en herlig demiglace kogt ind med rødbedesaft, stout og lakrids.

Bundsolid, ordentlig og forudsigelig

Her er ingen underspillet nynordisk terroirtænkning eller ønsker om at revolutionere gastronomien, men bundsolidt dansk-fransk håndværk; klassisk Per Stig Møller tilsat lidt kæk Lene Espersen-lakrids og et ordentlig skvæt Bendt Bendtsen-stout til at holde sammen på tropperne. Stout kan variere fra fire til helt op over ti procent, og selv om ti procent efterhånden er længe siden, så passede retten faktisk godt sammen.

Især med et glas rødvin på den østrigske blaufränkisch-drue fra Paul Achs (90 kr.), der med sin struktur og frugtige syre var betydeligt venligere ved den sprængte kalv end en vis betonklods på Helsingørmotorvejen ved Hans Engells formandskarriere. På den efterfølgende ostetallerken kunne vi udover modne udgaver af Røde Kristian og camembert også sætte tænderne i Blå Kornblomst fra Thise Mejeri At blå kornblomst også er partiet Venstres symbol skal der nok ikke lægges noget i, så det gør vi.

Slutteligen en dessert, der viste sig at være aftenen bedste ret, for hér vovede køkkenet sig ud i noget mere moderne: tynde flager af rå pære lagt på en luftig pære fra sifon, med yoghurtklatter og crumble af hvid chokolade og brød, syrlighed fra en sirup blandet op med vanille og citron og endelig lidt konservativt pyntegrønt i form af mynteblade. Punktum for en bundsolid og ordentlig – om end også noget forudsigelig - præstation, der dog beviser viser at konservativ kromad a la Hellerup ikke behøver være platter, tarteletter og gammeldaws oksesteg.

Hvad: Restaurant No. 40. Hvor: Hellerupvej 40, 2900 Hellerup, tlf. 39 62 05 99. Hvor meget: Billigste vin 195 kr. hovedretter fra 145 kr. treretters menu 300 kr.