Dylan sælger ud - hele arkivet ryger til Oklahoma

Universitetet i Tulsa, Oklahoma har købt hele Bob Dylans personlige arkiv gennem 55 år for godt 100 millioner kroner.

Bob Dylan - hans materiale sikres nu for eftertiden. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRED TANNEAU
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tulsa, Oklahoma. Hvem havde nu troet, at det skulle være mål og Mekka for Dylan-pilgrimme verden over. Men det bliver tilfældet, efter at University of Tulsa og George Kaiser Family Foundation - en fond navngivet efter en lokal oliemilliardær - har købt hele Bob Dylans arkiv, bestående af omkring 6.000 forskellige enheder - for en pris af mellem 15 og 20 millioner dollars (godt 100 millioner kroner).

I dylanologiske kredse har der længe gået rygter om, at der fandtes sådan et arkiv. At »His Bobness« ikke var brug-og-smid-væk typen, men at han faktisk skulle have bevaret et omfattende skattekammer af notater, tidligere versioner af sange, skitser, digte og malerier, som går over 55 år tilbage. Også masterbåndene til alle Dylans indspilninger er en del af samlingen, såvel som flere hundrede timers video-optagelser.

En af den i dag 74-årige Bob Dylans tidlige idoler var folkesangeren Woody Guthrie, der netop kom fra Oklahoma. I Tulsa finder man også et museum, der dels viser hans ting og desuden en række artefakter fra de indfødte amerikanere, som indianere betegnes i USA i dag. Meningen er så, at når alt Dylan-materialet er katalogiseret og digitaliseret i løbet af et par år, skal det udstilles for publikum ved siden af de indfødtes og Guthries materiale. Det er Dylan godt tilfreds med, siger han i en pressemeddelelse.

»Sammenstillingen med værkerne af Woody Guthrie og især ved siden af de værdifulde artefakter fra de indfødte amerikanske nationer giver god mening for mig - og det er en stor ære,« lyder udtalelsen i vanlig kortfattet stil fra Bob Dylan i forbindelse med arkiv-salget.

New York Times har fået lov til at se hele samlingen, og skribenten har svært ved at skjule sin begejstring over det detaljerede indhold. For eksempel tre tætskrevne notesbøger med skitser, udkast og overvejelser til teksterne til et af Dylans hovedværker, »Blood on the Tracks« fra 1975.  Og som et andet eksempel en af Dylans lidt mindre kendte sange, »Dignity« - som arkivet viser, er blevet om- og genskrevet henover 40 tætskrevne sider - alligevel røg den ud af albummet »Oh Mercy«, og kom først med på en opsamlingsplade i 1994.

Interessen for især det tidlige Dylan-materiale er stor. I 2014 kom et håndskrevet eksemplar af teksten til »Like a Rolling Stone« under hammeren på Sotheby's for to millioner dollars (godt 13 millioner kroner). Ifølge New York Times blev salget af arkivet derfor lagt i hænderne på eksperten inden for det område, Glen Horowitz, der i avisen erklærer, at interessen var så stor, at arkivet kunne være endt praktisk taget hvor som helst. Men han havde ikke lyst til at se musikhistorien inde i et kæmpe-bibliotek.

»På et sted som Harvard ville det nærmest bare være, at først er der Emerson og så Updike, og her kommer Bob så.«

Så fremover er det Tulsa, Oklahoma, der er målet for Dylanologien.