Kloden klarer sig

Gertrud Højlund byline Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Vi har en noget selvoptaget opfattelse kørende for tiden, der handler om at »vi« er ved at ødelægge kloden. Det er næsten rigtigt, men mon ikke det også er lidt forkert. Faktisk tror jeg, at kloden kommer til at klare sig rigtig fint. Den har ikke travlt – dens eneste bagkant er vel, at solen brænder ud engang om 5.000.000.000 år.

For kloden er en olding med æoner bag sig og foran sig, hvor svært det så end kan være at begribe for et forgængeligt menneske. Men sådan er det.

Til sammenligning er menneskets historie kort. Er det ikke interessant, at Homo Erectus gik oprejste rundt og brugte redskaber og passede på hinanden – også de svage – i mere end 1.800.000 år, mens homo sapiens har været med i historien i bare et par hundredetusinde år?

Homo Erectus eksisterede mere end ni gange så længe, som vi har på nuværende tidspunkt, og alligevel var der ikke længere brug for dem. Selv en model med mange gode år bag sig kan lige pludselig blive ubrugelig, og helt ærligt, hvem begræder det den dag i dag. Sådan for alvor? Nej, vel. Hvis Homo Erectus selv var klar over, at de var ved at uddø, så har det da nok medført en trykket stemning ved bålet, men set i bakspejlet og med vore øjne er det interessant og fascinerende uden at være en emotionel katastrofe. Tiden læger alle sår – også dem, hvor civilisationer eller en hel menneskeart går tabt.

Personligt tror jeg ikke på, at vi får vendt det dér klimaskib. Det er, som om vores kollektive frygt for konsekvenserne ikke overstiger vores kollektive fortræning af dem, og vores behov her og nu vejer tungere end vores tænkte, fremtidige behov, og så må det jo gå, som det går. Temperaturerne stiger, havstrømmene ændrer sig, balancerne forskubbes, og konsekvenserne begynder så småt at vise sig. Men jeg tror ikke, vi ødelægger kloden – jeg tror højst, vi ødelægger vores egen arts evne til at leve her. Så når vi begræder klimaændringerne og de konsekvenser, de på sigt vil have for menneskets udfoldelsesmuligheder, er det så ikke bare os selv, vi begræder? Er vi ikke bare ved at gentage den dans, som arter inden os har været igennem: At først går det godt, og så begynder det at gå ned ad bakke, og så finder naturen på noget nyt. En ny genetisk sammensætning, det samme støv og ler, der formes og omformes igen og igen. Var der nogen, der havde forestillet sig, at vi skulle være med, indtil solen brænder ud?

Vores forbandelse – til forskel fra andre nu uddøde arter – er nok, at vi er kloge nok til at se, hvad der sker, men ikke kloge nok til at stoppe vores egen undergang. Og kombinationen af bevidsthed og magtesløshed giver selvfølgelig søvnløse nætter. Men kloden drejer stille rundt, som Kim Larsen og Gasolin’ synger. Lige nu med en (selv)- bevidst primat på ryggen, men det meste af tiden har den drejet uden. Sådan finder pessimisten fred: ved at zoome ud. Kloden overlever, mennesket nok ikke. Det var bare det, hav en god dag.