Det kan godt være lidt angstprovokerende at skulle interviewe en kulturperson, som lige siden sin tidligste ungdom er blevet udråbt til noget nær et geni. Et musikalsk vindunderbarn, en ny Mozart, den længe ventede efterfølger for store britiske komponister som Henry Purcell og Benjamin Britten.

Men som så mange andre store kunstnere viser Thomas Adès sig som en både imødekommende, lattermild og – ja faktisk – lidt genert person, da vi møder ham først på ugen i DR Koncerthuset, hvor han er i fuld gang med prøverne forud for torsdag aftens priskoncert.

Som den hidtil yngste komponist modtager 44-årige Thomas Adès, der også er både dirigent og pianist, Léonie Sonnings Musikpris 2015, og i den anledning tilbringer han en uge i Danmark, hvor han giver en række koncerter og en masterclass for komponiststuderende på DKDM.

»Det betyder meget for mig at modtage denne pris, og jeg er meget berørt over det – også i lyset af dem, der har fået den før mig,« siger han.

»Især i en verden, der er så aggressivt kommerciel som i vore dage, er det vigtigt, at der også bliver fokuseret en lille smule på kvalitet. At det ikke kun er antallet af downloads og solgte eksemplarer, der tæller. Tal er blevet sådan en magtfaktor, og derfor betyder det meget for en komponist, at der er en stemme, der siger, at der er andre ting, som er vigtigere.«

»Og så er det skønt at komme til Danmark,« tilføjer han. »Her er en tradition for frihed til at tænke, der er ingen, der dikterer, at man skal gøre tingene på den ene eller den anden måde – og hvis du ser på mine forgængere, der har modtaget denne pris, er der også tale om en meget bred vifte af forskellige typer kunstnere.«

Opera med blowjob

Thomas Adès var kun 24 år, da han fik sit internationale gennembrud med den stærkt kontroversielle kammeropera »Powder Her Face« – om hertuginden af Argylls skandaleombruste liv og tragiske deroute. Et værk, der gav genlyd både takket være sin meget moderne og forfriskende musik, men også for sin udpensling af hertugindens seksuelle eskapader, bl.a. med et indlagt »blowjob«.

Begejstringen var stor, men det var forargelsen også, og Thomas Adès tvivlede selv på, om værket nogensinde kom på scenen igen. Men det gjorde det, og siden har »Powder Her Face« været opført utallige gange over store dele af verden. Herhjemme bl.a. på Den Anden Opera i 2001, og til marts sætter Den Kongelige Opera stykket op med Anne Margrethe Dahl som hertuginden.

»Jeg håber, jeg får mulighed for at komme og høre, hvad de får ud af det,« siger Thomas Adès. »Det er et meget krævende stykke, især for orkestret. Men Det Kongelige Kapel er et førsteklasses orkester, og de skal nok få det sjovt. Jeg er ikke bekymret.«

Ellers undgår han helst at sidde på tilskuerrækkerne, når andre opfører hans værker. Hvilket hænger naturligt sammen med hans egen musikalske udviklingshistorie som både komponist, pianist og dirigent. »Først spillede jeg klaver, men jeg indså, at hvis jeg virkelig skulle vie mig selv til noget, så skulle det være til noget andet, nemlig til at komponere. Så satte jeg alle kræfter ind på det, og i takt med, at jeg begyndte at producere nogle rimelige resultater som komponist, blev det klart for mig, at jeg også ville være den rette til at dirigere disse resultater. Så én ting førte til den næste – sådan gik det bare,« ler han.

»Og så må jeg nok også indrømme, at jeg besidder en vis stædighed, jeg har altid prøvet at gøre tingene på min egen måde.«

Derfor kan det også være lidt problematisk at overlade sine værker i hænderne på andre dirigenter, indrømmer Thomas Adès.

»De er jo mine børn, så jeg er lidt nervøs. Men omvendt er jeg så heldig, at mange af mine stykker er blevet tager op af store dirigenter, og jeg kunne ikke være lykkeligere. Musik skal jo spilles af mange forskellige mennesker, og selv hvis de gør nøjagtig, som der står, vil hver opførelse blive lidt anderledes. Det er hele idéen med levende musik. Mit job er at skabe musik, der fungerer så godt som muligt, og jeg håber hele tiden at blive bedre til det. Og en dag er jeg her jo ikke mere, og så må det gå, som det kan,« siger han og ler igen.

Dyster humor

Til torsdagens priskoncert har Thomas Adès valgt tre af karrierens hovedværker – det voluminøse orkesterværk »Asyla«, hvori bl.a. indgår et kæmpearsenal af slagtøj, »America, A Prophecy« for mezzosopran, kor og orkester samt hans nyeste større komposition, »Totentanz« fra 2013 for to sangere og orkester.

Fællesnævner for de tre kompositioner er nogle meget dystre temaer om vanvid, undergang og død. Men det skal man ikke lægge alt for meget i, understreger Thomas Adés og lover, at der også vil være meget humor i torsdagens koncert.

»Det er da rigtigt, at netop de tre stykker viser lidt af min Hieronymus Bosch-agtige side,« ler han med henvisning til den hollandske middelaldermaler, der kredsede om motiver som død, helvede og dommedag. »Men jeg har nu tænkt dem på en lidt mere humoristisk måde. For eksempel er »Totentanz« baseret på den store billedfrise fra Mariakirken i Lübeck, hvor man ser Døden danse kædedans med alle, fra paven og kongen til småborgere og selv en baby. Det var på en måde datidens tegneserie, der også var beregnet på at more og underholde med sit budskab om, at for Døden er vi alle lige. Og der er elementer i min musik, der næsten er som i en Tom & Jerry-tegnefilm.«