»I min underbevidsthed havde Titanic en ubehagelig effekt på mig«

Instruktør James Cameron og hans filmhold brugte mange ressourcer på at skabe en realistisk portrættering af Titanics forlis i storfilmen af samme navn fra 1997. Og resultatet blev så godt, at journalist Astrid Sofie Sturlason blev bange for at sejle.

I dag vises stort set alle film i biograferne digitalt. Der er altså ingen filmruller. I fredags fik »Titanic« en sjælden repræmiere i en såkaldt 70 mm kopi. Det vil sige i celluloid og i bredformat. Foto: Paramount Pictures and Twentieth Century Fox. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I weekenden var jeg i biografen og se »Titanic« i anledning af filmens 20 års jubilæum. Jeg så den første gang, da jeg var otte år. Jeg blev dengang fascineret af de to unge, forelskede mennesker på forsiden af VHS-båndet og så den efterfølgende i familiens skød en juledag.

Jeg husker ikke mit overordnede indtryk af filmen dengang, men i min underbevidsthed havde den en ubehagelig effekt på mig, der i dag stadig påvirker mig, men som jeg heldigvis er blevet bedre til at håndtere. Jeg udviklede frygt for dybt vand, store skibe og mørket på åbent hav. Dette oplevede jeg i høj grad to år efter, jeg så filmen første gang. Min familie og jeg var på vej hjem fra ferie i Norge. Vi skulle sejle fra Oslo til Frederikshavn og ville først være fremme morgenen efter. Det betød overnatning på færgen.

Jeg husker tydeligt den frygt, jeg havde i kroppen, da vi holdt og ventede på at kunne køre om bord. Jeg turde ikke sige det højt, men jeg var bange for, at vi alle skulle drukne den dag. Da vi kom om bord, blev jeg lettet over at se andre børnefamilier, men forstod ikke, hvordan de andre børn kunne løbe rundt, lege og være glade. Jeg så generelt ikke frygt i de andre passageres øjne, men jeg kunne ikke tænke på andet.

Da vi lagde os til at sove i kahytten, ventede jeg på, at alarmen ville lyde, og jeg skulle finde min redningsvest frem. Heldigvis blev man modsat i filmen ikke opdelt i klasser, og der var redningsveste til alle og flere redningsbåde. Da jeg vågnede morgenen efter til lyden af kaptajnen, der sagde, at skibet var i havn, kunne jeg endelig ånde lettet op. 12 timers frygt var ovre. Indtil den dag jeg skulle sejle igen, og frygten vendte tilbage.