Grin og gråd med Dogville

Dokumentarfilmen»Dogville Confessions« giver fængslende indblik i glimt af indspilningen af Lars von Trieres mesterværk.

Den 52 minutter lange film rummer dels glimt af Lars von Triers skiftevis tyranniske og kærlige arbejde med de mange markante skuespillere, dels optagelser fra den såkaldte »skriftestol«, også kaldet Freedom of Speech - et lille rum, hvor skuespillerne med et tryk på en knap kunne aktivere et kamera, som de så isoleret fra omgivelserne kunne betro sig til.

Det resulterer dog ikke ligefrem i rystende afsløringer, selv om den amerikanske veteran Ben Gazzara ganske tørt erklærer, at han aldrig igen vil medvirke i en film med en sindssyg instruktør. Den altid positive Nicole Kidman siger til gengæld, at det er spændende at være med i så uforudsigeligt et projekt, mens superstjernen Lauren Bacall gennem hele dokumentarfilmen fremtræder skeptisk, ironisk og vittig - hvad der ikke forhindrer Lars von Trier i på et tidspunkt at fortælle Humphrey Bogarts enke, at hun overspiller (hvorefter de tager den pågældende scene én gang til, og hun dæmper sig ned).

Sværest har den unge engelske skuespiller Paul Bettany haft det med den mandlige hovedrolle som den selvoptagede og upålidelige Tom - sådan som det også fremgår af Kirsten Jacobsens megatykke bog »Dagbog fra Dogville« - og mens Lars von Triers skænderier med svenskeren Stellan Skarsgård, der jo havde en hovedrolle i »Breaking the Waves«, virker ret godmodige, er det tydeligt, at en mere alvorlig uenighed rumler mellem instruktøren og den frustrerede Paul Bettany. Og Lars von Trier kan være benhård, når det gælder, men også stå ganske stille og holde blidt om Nicole Kidman efter indspilningen af den oprivende voldtægtsscene i »Dogville«.

Kriser har der helt klart været - et sted i dokumentarfilmen beskriver Lars von Trier sig med ironisk selvmedlidenhed som »en stakkels, stakkels mand fanget i sit eget spind«, mens han et andet sted taler begejstret om Valiums dulmende effekt, især kombineret med alkohol. Ganske skræmmende ser han i øvrigt også ud, når han under optagelserne går rundt med et vældigt filmkamera fastspændt på skuldrene og nærmest ligner figuren RoboCop.

Sami Saifs film er stilistisk ambitiøs, og man kan mene, at den gerne måtte have været lidt mindre visuelt eksperimenterende og lidt mere nøgternt rapporterende. Men takket være den både rå og hjertelige omgangstone i Trollhättan er »Dogville Confessions« jævnlig meget morsom - ved filmens verdenspremiere på festivalen i Cannes morede publikum sig strålende - og dens skildring af konflikterne og kreativiteten under en stor filmindspilning er drønhamrende interessant.

Hvis man ikke er lidt forelsket i Nicole Kidman i forvejen (men det er man), bliver man det uhjælpeligt af at opleve hendes rolige, loyale og dybt professionelle optræden i dokumentarfilmen. Og hvis man stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt Lars von Trier er en meget stor filmkunstner (men det er man ikke), foreligger »Dogville« som et betagende bevis.

Længde: 52 minutter.