Film og politik

DRs tidligere dramachef Ingolf Gabold Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Liliendahl

Selvfølgelig har DRs tidligere dramachef Ingolf Gabold ret i, at film er politiske. DR Dramas forfattere og medarbejdere fra DR har været ude med benægtelser, men en opinionsundersøgelse i Politiken har klargjort, at et stort flertal af seerne udmærket kan gennemskue, at DR Drama er politisk og rødt.

Film er kunstneriske udsagn, men det er ikke altid, at film vurderes som de politiske udsagn, de også er. Tag f.eks. den aktuelle film »Trumbo« om filmmanuskriptforfatteren Dalton Trumbo og kommunistjagten under Den Kolde Krig. Filmen gav den sædvanlige Hollywood-historie om kommunistjagten, nemlig at den blev foretaget af fordærvede og alkoholiserede kommunistjægere, der jagtede spøgelser, fordi der ingen kommunister og ingen fare var. »Trumbo« skildrer de filmfolk, der blev trukket til forhør, som helte, og kommunistjægerne som skurke.

Der er stort set enighed blandt amerikanske historikere om, at denne fremstilling ikke er rigtig. Ganske vist var den fordrukne Joseph McCarthy på spil, men kommunister var en reel fare. Kommunisterne havde været allieret med nazisterne fra 1939 til 1941, og frygten i 1940erne og 1950erne skal ses på denne baggrund.

Vi ved nu, at Stalin styrede det amerikanske kommunistparti, og at der var god grund til at frygte, at medlemmer af partiet var mere loyale over for det morderiske sovjetregime end over for USA. De sovjetiske efterretningsrapporter, Venona-dokumenterne, har afsløret alt dette. En række sovjetiske spiongrupper, som f.eks. ægteparret Rosenbergs gruppe, var særdeles farlige, og det lykkedes kommunistiske spioner at sjæle atomoplysninger.

»Trumbo« giver en helt anden beskrivelse, der ligger i forlængelse af venstrefløjens myter om de væmmelige kommunistjægere. Intet af den historiske forskning synes at være trængt igennem Hollywoods mure, men dertil kommer, at filmanmelderne uden undtagelse har anmeldt filmen kritikløst og tror, at filmen er sandheden, og at der ingen kommunistfare var i 1940erne og 1950erne.

Historikeren Ron Radosh, der er specialist i kommunistpartiet, skriver i Weekly Standard, at filmen helt urealistisk skildrer Dalton Trumbo som en helt: »Trumbo var ikke forsvarer af ytringsfriheden. Han var en seriøs kommunist og Stalins og Sovjetunionens støtte. Trumbo brugte sin magt i filmverdenen til at forhindre antikommunistiske film i at blive lavet.«

Det vrimler med historiske film, og de er med til at forme vores opfattelse af fortid og nutid. Filmen om Hvidsten-gruppen var kritisk vendt mod samarbejdspolitikken. »Under sandet« var rettet mod danskernes adfærd efter krigen og sværtede dem urimeligt til. Vinterbergs »Kollektivet« afpolitiserede og rensede 1970erne fra årtiets politiske vanvid.

Hvis vi ikke har en kritisk anmelderstand med historisk viden, så har vi et gigantisk problem, for film er vigtige – også når de forvansker fortiden.