Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Karriere er skakmat for Danmarks kunstdimittender

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Borgerlige bryder sig kun om den lette og lystige underholdning, der ikke gør nogen fortræd. Vi har hattedamerne behændigt parkeret på parterret i Det Kongelige Teater og de liberale baryler passiviseret af lige dele narkotika og narcissisme til det årlige Reality Awards – imens stikker venstrefløjen fra Vesterbro afsted med kunsten.

Men sådan har det ikke altid været.

Engang var den borgerlige kunst både betydningsfuld og farlig – hvor blev den af?

Dramachefens svanesang: »Jeg mener (…) at højreorienterede ikke beskæftiger sig særligt meget med kunst. De er mere til underholdning«, fremturede for nylig en bramfri Ingolf Gabold i et interview i Berlingske og nævnte i samme åndedrag, hvordan han som dramachef for »Statsradiofonien« igennem næsten en menneskealder har serveret politisk venstrefløjspropaganda til aftenkaffen i bedste sendetid.

Men har den gode Gabold – hvis vi skal være helt ærlige – ikke en pointe?

Man kan vel næppe bestride det forhold, at det kunstneriske landskab er bemærkelsesværdigt renset for borgerlige bidragsydere.

Vi har igennem den seneste tid således været vidner til, hvordan flere kunstnere har meldt sig ind i den politiske debat.

Der var den kongelige teaterchef Morten Kirkskov, der i nærværende avis kaldte Danmark fascistisk.

Der var skuespillerinden fra den populære DR-dramaserie Sofie Gråbøl, der i et interview i den britiske avis The Guardian udbasunerede, hvordan hun skammer sig over den danske asylpolitik.

Og senest blev Suzanne Brøgger trukket af stalden med en lodret langemand til Dansk Folkeparti i et essay i den norske avis Morgenbladet.

Fælles for dem alle er et utvetydigt venstresnoet sindelag. De borgerlige kunstnere derimod synes ikke eksisterende, hverken i debatten eller på scenen. At dette skulle skyldes, at borgerligt sindede mennesker per definition udelukkende orker et stykke med overfladisk varieté, som Gabold foreslår, forekommer imidlertid en noget forenklet forklaring.

Med Ingolf Gabolds udtalelser om fraværet af slagkraftige højrefløjsforfattere blev en sovende kæmpe vækket til live. Lejlighedsvist rejses nemlig netop dét spørgsmål i kulturdebatten: Hvor er den kritiske borgerlige, kulturkonservative og liberalistiske kunst henne?

Sandheden er, at Gabold har ret. I disse dage synes det lettere at lokalisere den berømte nål i høstakken, end det tilsyneladende er at opstøve en kunstner med så meget som lilletåen på den »forkerte« side af den politiske skillelinje. Konsekvensen er en ensartet, ensrettet og forudsigelig fortælling. En indesluttet og selvtilfreds opretholdelse af de rigtige venstreorienterede værdier – og dermed etableringen af en kulturel overklasse på behagelig afstand af pøblen af grisegnaskende DF-vælgere og andet ukultiveret rakkerpak.

Anskuer man imidlertid for en stund miseren fra et historisk højdedrag, vil man straks sande, at den borgerlige kunsts larmende fravær er et fænomen af nyere dato. Den produktive hørefløjskultur har lange rødder fra før paradigmeskiftet i 1960’erne.

Inden da var den borgerlige kunst ofte den mest markante, den toneangivende. Vi havde her kunstneriske koryfæer som den evindeligt vrede franskmand Ferdinand Céline og hans samtidige norske forfatterkollega Knut Hamsun til eksempel.

Også på den hjemlige litterære scene har vi en stærk tradition for kunstnere med en solid forankring i en borgerlig kultur og livsanskuelse. Karen Blixen, H.C. Andersen, Johannes V. Jensen er blot et udpluk af disse.

Historien rummer således talrige eksempler på kunstnere med en udtalt borgerlig slagside. Så sandelig finder man da, hvis man leder længe nok, også i dag enkelte erklærede højrefløjstilhængere; Kristian Ditlev Jensen, Benn Q. Holm, Mads Holger og Jakob Levinsen kunne nævnes i den forbindelse.

Men en enlig svale gør som bekendt ingen sommer – og herfra er der overvejende vinter og tøsne så langt øjet rækker.

Men hvor blev den så af, den borgerlige kunst? Tager man Gabolds antagelse om, at de højreorienterede kun vil more sig, og at deres kunst heraf er apolitisk – han udtalte bl.a., at hans eget udgangspunkt i modsætning til den borgerlige kunsts er devisen: ej blot til lyst – beror dette på forestillingen om en kulturkonservativ tradition, hvor kunsten alene er æstetisk og eksistentiel fremfor aktivistisk og debatterende.

Denne forklaringsmodel er bare ikke længere gyldig. I dag er den klassiske kulturkonservatisme af en sådan sjældenhed, at den i sig selv udgør en debatskabende modkultur til den dominerende kulturradikale.

Progressiv kunst taler traditionen tro magten imod. Kunsten udspringer af et iboende ubehag. Som en anden borgerlig åndsarbejder Søren Kierkegaard så velkendt og højstemt reflekterer i Enten Eller: »Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket eller Skriget strømme ud over dem, lyde de som skjøn Musik.«

I dag er vi ikke alene underlagt kapitalismen, men ligeledes velfærdssystemets magt. Et system, som støtter kunstnerne, og som kunstnerne derfor gerne støtter. Det er en åbenlys kausalitet.

Marginaliseringen af den borgerlige kunst gør derfor, at denne i kraft heraf udfordrer de eksisterende kulturpolitiske dogmer og naturaliserede kunstnormer. På barok vis bytter tingene plads. Den kunst, der i dag tror sig aktivistisk, progressiv og kontroversiel, er således i virkeligheden ganske harmløs og reaktionær.

Hvem forbavsedes da overhovedet over, at DR-drama har en overvejende rød kulør? Det eneste oprigtigt revolutionerede er, at man nu åbent erkender, hvad vi er mange, der har vidst i årevis.

I modsætning hertil er den borgerligt orienterede kunst i langt højere grad kontroversiel – ja, man kunne sågar sige, at den tilhører den smalle »undergrund«. Måske netop derfor er den så såre besværlig at få øje på for tiden.

Den er der ikke desto mindre. Den rører på sig. I modsætning til tidligere udgør den blot ikke den brede mainstream-kultur, men en lille, lystig margen. Den seneste tids kulturdebat ansporet af Gabolds udtalelser har således åbnet et åndehul af selvrefleksion, som er svært tiltrængt og særdeles savnet i kunstverdenen. Den selvfølgelighed, hvormed kunsten i umindelige tider har citeret overleverede æstetiske strategier med en påfaldende rødmosset teint og dyrket dogmer som kapitalismekritik, global solidaritet, feminisme, queer og dekonstruktivisme, bliver i disse dage omsider debatteret.

Lad os håbe, at det med tiden vil afføde en mere alsidig og mindre monopoliseret samtidskunst. For kunstens skyld ikke mindst.