Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fra Ingolf til Ingen – og tilbage igen

»Ingolf Gabold var kort sagt en lykkelig mand, der med held havde kæmpet mod død og glemsel. «

Egon Clausen / Ingolf Gabold Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En morgen, da Ingolf Gabold vågnede og løftede sin venstre hånd for at skygge mod lyset, kunne han se lige durk igennem den. Han prøvede med højre hånd, men også her så det ud, som om han var ved at blive gennemsigtig.

Da han satte sig ud i solen, opdagede han, at hans skygge var blevet underlig tynd. Hans hænder rystede i forfærdelse, men da han så på dem, var de nu helt gennemsigtige. Fortvivlet ringede han til sin læge og forklarede, at det var, som om han var ved at forsvinde.

Men lægen sagde: »Ta’ den med ro. Du er nok bare ved at blive gammel. Så oplever man den slags.« Det chokerede ham. Gamle mennesker gemte man på plejehjem. Det vidste han. Plejehjem var samfundets mentale forsvindingspunkter, hvor man opbevarede mennesker, som ingen længere kunne huske navnene på, og som til sidst heller ikke vidste, hvem de selv var. Men at han, der hele sit liv havde været synlig i det danske landskab, skulle rammes af den samme glemselens usynliggørelse, og forvandles fra Ingolf til Ingen, var en værre skæbne, end han kunne forestille sig.

Da han senere gik sin sædvanlige morgentur, var han så fraværende, at han ikke så sig for, og et langt rær af et kvindemenneske stødte ind i ham. »Undskyld, Ingolf. Jeg så dig ikke,« sagde hun og talte til ham, som om de var gode bekendte, »og sikke en dum historie med 1864!«

Han nikkede, men hvem var det nu, hun var? »Vi lavede jo dramaserien for at imødekomme Dansk Folkeparti, der har brug for at holde de nationale sår åbne. Den smerte, de oplever, når de rører ved dem, får dem til at føle, at de lissom endnu er levende, og det behov må vi til hver en tid imødekomme,« sagde hun. »Sådan er vilkårene i DR, det ved vi to da.«

Ingolf Gabold nikkede igen, og nu huskede han, at de to da vist havde været sammen til møder i DR, hvor damen havde siddet ved bordenden. »Hyggeligt at træffe dig,« sagde hun, og så var hun væk.

Tilbage stod Ingolf i dyb fortvivlelse, som var han allerede havnet i de dødes rige, og da han kom hjem, greb han på ny telefonen og ringede til dagbladet Politiken. For nu ville han genopstå fra de døde. Nu skulle hans navn genlyde på alles læber. Nu ville han huskes, og hvis det ikke kunne ske ved at pisse på andre, kunne han da altid gøre det ved at pisse på sit eget eftermæle.

Til Politiken fortalte han derfor, at han som dramachef i DR ganske vist havde vedtaget, at sårfeberen fra 1864 skulle holdes ved lige ved hjælp af en serie i fjernsynet, men det stred mod hans opfattelse af sig selv som lyserød lejesvend, og derfor havde han i al hemmelighed ydet modstand mod projektet.

Det skete ved, at han under dække af noget så fint som kunstnerisk frihed havde formået at lave en dramaserie, der var så konfus og forvirrende, at ingen kunne finde hoved og hale i den, og da slet ikke nationalisterne, så der fik de den!

Hans opringning virkede efter hensigten. Hans portræt blev trykt i alle landets aviser. Hans navn blev nævnt i alle medier. Det var næsten som i gamle dage, da alle kendte hans navn og bøjede sig i respekt for hans magtfulde position.

Ingolf Gabold var kort sagt en lykkelig mand, der med held havde kæmpet mod død og glemsel. Hans hænder var ikke gennemsigtige mere, og når han gik sin morgentur kunne han med inderlig tilfredshed konstatere, at han skyggede for solen som tilforn.