Aldrig før har danskerne haft så mange penge i banken.
I marts måned rundede danskernes samlede indlån i bankerne 1.168,5 milliarder kroner. Det viser nye tal fra Nationalbanken.
Det er det højeste indlån nogensinde.
I februar satte danskerne rekord i, hvor mange penge de har i banken, men den rekord er nu allerede slået med hele 5,6 milliarder kroner. Bare det seneste år er indlånet steget med omkring 74 milliarder kroner.
Ifølge kunderådgivningschef i Sampension Anne-Louise Lindkvist er det ganske enkelt utroligt.
»Rekorderne for danskernes opsparing i banken står nærmest i kø, og nu får vi altså endnu en af slagsen. Det er ganske enkelt utroligt, selvom vi selvfølgelig skal huske på, at det absolut ikke er alle danskere, som kan genkende billedet af en svulmende bankbog,« siger hun og tilføjer:
»At det samlede indlån set over en længere periode generelt er steget betydeligt, skyldes ikke mindst, at beskæftigelsen herhjemme fortsætter sin himmelflugt, ligesom der også er pil op for lønningerne.«
Anne-Louise Lindkvist forestiller sig heller ikke, at udviklingen i danskernes privatøkonomi stilner af lige foreløbig.
»Og det er så godt som sikkert, at bankopsparingen vil sætte endnu en rekord, når vi får indlånstallene for april. For godt fire ud af fem danskerne har fået penge tilbage i skat i denne måned med en gennemsnitlig udbetaling på knap 6.600 kroner ifølge Skattestyrelsen«.
»Vi ved erfaringsmæssigt, at mange bruger nogle af pengene fra den overskydende skat til at polstre bankopsparingen,« lyder det fra Anne-Louise Lindkvist.
Ifølge Skattestyrelsen har 3,9 millioner danskere fået udbetalt lige i underkanten af 25,7 milliarder kroner i overskydende skat.