Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En stor tak til Ingolf Gabold

Byline foto af Mikkel Andersson. Fold sammen
Læs mere

Der er noget befriende over, at Ingolf Gabold forleden var ude og sige det, som enhver kunne se fra det første minut af »1864«: at der var tale om et entydigt politisk projekt, der i langt højere grad handlede om Dansk Folkeparti end en krig for 150 år siden.

Nogen ville måske hævde, at serien trods alt var et politisk-kunstnerisk-projekt. Men det ville være misforstået. Det værste ved 1864 er nemlig ikke dens betonbrutalistiske politiske doceren. Nej, problemet er i langt højere grad, at det faktisk er helt utrolig dårlig og klichépræget dramatik, der måske kun undergås af Gøngehøvdingen, selv om sidstnævnte trods alt havde en selvironisk charme, som lidt formildede indtrykket af dilettantkomedie, hvilket er helt fraværende i Bornedals parodisk selvhøjtidelige epos.

Blandt et utal af mennesker, ikke mindst på de sociale medier, endte serien med at blive et fænomen af alle de forkerte årsager og i øvrigt blandt folk af alle politiske overbevisninger. Den blev, hvis ikke god, så i hvert fald ufrivilligt komisk på en stærkt underholdende måde, fordi den var så utrolig dårlig, hvilket dens overlegne og særlig på billedsiden flotte produktion kun yderligere formåede at sætte i relief.

Hver uge var vi en mindre hær, som havde en fest, når Trylle-Søren (Malling), de søde multietniske sigøjnere, som de slemme og depraverede adelige (glem aldrig kovoldtægten!) ikke kunne lide, Henrik Kofoeds manisk tyskerhadende og hurraråbende dansklærer eller linjer som »Kunne de ikke bare lade være med at lytte til de nationalistiske idioter?« tonede frem og illustrerede, at Ole Bornedals tiltro til publikums evne til at håndtere selv antydningen af nuancer, var ikke-eksisterende .

Og det er jo ikke som om, det er første gang. Hvor »Borgen« var en våd centrum-venstre-drøm om radikale kvindelige statsministres opgør med blokpolitikken (og blokpolitik er, som Henrik Dahl engang sagde, belejligt nok altid den, hvor radikale ikke har indflydelse), var »Krøniken« en fjumret hyldest til Socialdemokratiet, med et persongalleri så endimensionelt og psykologisk uinteressant som et gennemsnitligt boyband, mens »1864« var Gabold og Bornedals forsøg på at fortælle, hvor forfærdelig nationalisme generelt og Dansk Folkeparti specifikt er med samme niveau af raffinement, som man finder i Røde Mors »Sangen om Che Guevara«.

Der er undtagelser. DRs krimier er efter sigende gode, og Maya Ilsøe, som står bag »Arvingerne«, har formået både at bryde med de politiske klicheer, der har hærget DR og fokuseret på nogle af de mere dystre træk ved arven fra 1968, og skabe karakterer med en psykologisk kompleksitet, der har været aldeles fraværende fra alt, der nogensinde er kommet fra de sædvanlige husskribenters hænder.

Så der er helt sikkert gode takter, og det kan blive endnu bedre takket være Gabold. For selv om Danmarks Radio naturligvis vil benægte enhver intentionel politiseren til Solen brænder ud, så er det herligt, at Gabold nu selv fortæller om hvilken kultur, han arbejdede for, så risikoen for at nogen laver en politisk kampagnevideo på 7-8 timer næste gang Folketinget kommer med 100 millioner til stationen, forhåbentlig er lidt mindre.