Et juleønske

Lars Rix, kulturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så er det blevet jul igen, og vi kan endelig få valuta for licenskronerne med årets julekalendere. For mens verden udenfor står i brand, syriske flygtninge kryber langs husmurene og byens hjemløse står derude i mørket med Hus Forbi som pigen med svovlstikkerne, er det blevet tid for os andre til at tage nej-hatten på, lukke døren og varme os omkring husalteret med årets opkog af Nissebanden, Absalons Hemmelighed og den nye dreng i klassen - Juleønsket.

Og mens børnene hygger med det, der allerede tegner til at blive endnu et gedigent seerhit, så kan vi voksne sidde i sofahjørnet og fundere over, hvad der lige er sket med denne helt særlige tv-genre, siden den gang man selv som lille purk sad og så Magnus Tagmus, Jullerup Færgeby og Jul på Slottet.

For de forskellige julekalendere handler naturligvis om julen, men de afspejler også nok så meget den tid, de er skabt i.

For at tage Nissebanden først. Den er fra den uskyldige epoke i midten af 80erne. Fra den gang, hvor nisser med røde huer og risengrød som livret havde hovedrollerne i december og det hele dybest set gjaldt om at få julemanden i godt humør, så alt kunne blive som i gamle dage med grantræ, rødmossede børn i striktrøjer og en gave til alle mand.

Med Absalons Hemmelighed er vi så sprunget 20 år frem til 2006, og det hele er pludselig blevet noget mere kompliceret. Vi rider på toppen af nullernes forbrugsbølge med højrisikabel renteswap og Stein Bagger-moral, og nisserne har måttet vige pladsen for vores kalender-familie, der som et symbol på tidens dans om guldkalven, er bosiddende i forbrugspaladset over dem alle – stormagasinet.

Greb fra fantasy-genren tages i brug for at bekæmpe ondskaben, der nu blandt andet materialiseres i det, vi frygter allermest – den uhelbredelige sygdom – hvor selv guld, røgelse og myrra ikke hjælper.

Og så er vi nået til 2015 og Juleønsket. Middelklassens forbrugsfest er i dag erstattet af storfamiliens kamp for overlevelse på et helt andet plan. Deleteenager kæmper for at finde egen identitet, mor og far kæmper for hver sin karriere og retten til at have et liv uden for hjemmets fire vægge og de mindste kæmper for at holde sammen på den sidste rest af traditioner, konservative familiemønstre og glemte begreber som uskyld, gavmildhed, næstekærlighed.

Verden er i opløsning, og selv blandt englene findes sorte får.

»Jamen, hvordan skal det hele dog ikke ende?,« sidder man og tænker, mens Rasmus Seebach synger julen ud, og reklameblokke så store om et udlånsrenter i Luksusfælden tårner sig op på sendefladen.

Men mon ikke det går alt sammen. For lige så forskellige årets julekalendere er, lige så sikkert er det, at vi endnu har den kalender til gode, hvor det hele ender med, at julen bliver aflyst, mørket får magten og ondskaben sejrer. Det gode klarer den til sidst – ikke blot på tv-skærmen, men måske endda derude i virkeligheden.

Hvis vi da selv gider gøre en indsats for det.