Dødedansen gav liv til musikken

Folk stimler sammen om den unge stenalderpige. Hun skal danse til hun dør. Ellers vil foråret ikke komme igen... Premieren på»Le sacre du printemps« i foråret 1913 blev en skandalesucces af den slags, alle ønsker sig komplet med komponisten grædende bag scenen og politi i kulisserne.

Danserne Marie-Pierre Greve og Kenneth Greve i Stravinskys provokerende »Le Sacre du Printemps«. Foto: Henrik Stenberg Fold sammen
Læs mere

29. maj 1913 er en dejlig torsdag. Hele det parisiske borgerskab står samlet ved Théâtre des Champs-Élysées. Det stærke køn i kjole og hvidt. Kvinderne i tykke fløjlskjoler med hvepsetalje og store hatte med fjer fra fjerne kolonier.

Få måneder senere vil en sindsforvirret serber fra Sarajevo skyde den østrig-ungarske tronfølger. Europa vil være dækket af skyttegrave med unge mænd og afrevne lemmer. Verden vil få det sidste skub mod den blodigste krig til dato. I virkeligheden bliver sommeren 1913 den endegyldigt sidste i verden af i går.

Men denne torsdag taler man ikke om de mørke skyer i horisonten. Folk kigger over på Eiffels omdiskuterede tårn og glæder sig til aftenens forestilling »Sacre du printemps« med musik af Igor Stravinsky og koreografi af Vaslav Nijinsky. De gæve gallere elsker dans. Især når soldaterne er i farvestrålende uniformer, når sylfiderne gør benene skarpe som pressefolder, når den nydelige musik kræser for øregangen.

Et nyt musikalsk århundrede fødes
»Sacre« er Stravinskys tredje forestilling på tre år. I ham har Paris russiske balletkorps med impresarioen Sergej Diaghilev i spidsen virkelig fundet en guldgrube. Alle kunne lide hans »Ildfuglen« inde på Théatre National de l´Opéra, alle så hans »Petrushka« på Théâtre du Châtelet forrige år så den nye skal nok være lige så god. Man sætter sig til rette, nikker efter alle de kendte og vifter til hinanden med det flotte program. En ballet om forårets begyndelse i en fjern fortid! Godt vi kom af sted!

Få minutter senere er alt kaos. Hvis alverdens musikhistorikere måtte være fluen på væggen bare én eneste gang i deres liv, så ville de fleste vælge premieren på»Vårofret«. Den hører til historiens mest omdiskuterede: Hvad skete der egentlig? Og hvorfor? Selv om utallige øjenvidner har fortalt det igen og igen, så står ingenting særlig klart. Kun at et nyt musikalsk århundrede var født:

Orkestret under den senere så legendariske Pierre Monteux sætter i gang. Ikke med det sædvanlige di-da-dej-da-dum. Knap nok med Stravinskys eksperimenterende leg med farver og fyrværkeri. Men med en uhørlig fagot alene i mørket og oppe i et toneleje, hvor det røde rør næsten ikke kan spille... Allerede her hører man spredt hvisken og et »buh« hist og her. Det skal blive meget værre...

Klammeri i mellemgangen
Næsten samtidig går tæppet for første akt: »Tilbedelse af Jorden«. Scenografien ved den unge Nicholas Roerich er øde som en grusgrav ved vintertide. De russiske dansere viser sig hverken i trikot eller det bare ingenting men i nogle flagrende dragter, der ligner noget fra folkedans. Og man kan godt glemme alt om ungersvende i fejende svæv mod deres næste pas de deux med skønheden. Bevægelserne kommer slet ikke fra tåspidserne denne aften. Bevægelserne kommer fra underlivet. Pariserne har betalt for en slags runddans som nede i kolonierne...

Brutalt! Stop det! Hvad er det for noget! Nogle hidser sig op, småskændes med sidemanden og laver truende fagter mod scenen. Andre opfører sig ordentligt og beder uromagerne gøre det samme. Efterhånden ser man mænd i klammeri med deres koner og unge i klammeri med gamle. Folk bevæger sig ud på mellemgangen og kan i virkeligheden hverken høre eller se noget som helst.

Imens er de ansvarlige i vildrede. Absolut ingen ventede det her! Få dage før premieren havde nogle af Stravinsky venner været inde til en prøve og forudsagt hans største succes nogensinde... Ude bag bagtæppet står den koreografiansvarlige Nijinsky på en stol og råber tallene i partituret. For danserne kan ikke længere høre orkestret for publikums larm. Diaghilev rejser sig og blinker med lyset over stolerækkerne, tænder og slukker, hvorfor ved man ikke men det har næppe lagt låg på forvirringen... Teatrets ledelse henter et par politifolk ind. Lige lidt hjælper det.

En af de tilstedeværende er Camille Saint-Säens. Manden bag »Dyrenes karneval«. Den aldrende komponist har dybe rødder i romantikkens frankofile finesser og hører til tidens mest forfinede. Han rejser sig højt og flot og skrider, fortæller nogle bagefter angiveligt fordi han er vred over den unge russers misbrug af orkestret.

Men dét tilbageviste Stravinsky senere som et ondt rygte. Saint-Säens var snarere respektfuldt rystet over musikkens radikalitet. I dag tror vi mest på vennernes udlægning: At han blev i teatret til sidste tone og ikke mælede et ord bagefter. At han blev en tavs mand. Lidt som da den aldrende Joseph Haydn hørte premieren på den unge Beethovens radikale »Eroica« hundrede år før og hviskede: »Fra nu bliver alt anderledes.«

Debussy forsvarede værket
En anden af de berømte tilhørere er Claude Debussy. Ti år før havde han selv vakt skandale med et stykke musik: Det var orkesterstykket »Forspil til en fauns eftermiddag« fra 1893 en frit svævende skovstemning med erotiske undertoner. Stykket blev selve den musikalske impressionismes fødsel og i sidste ende åbningen på hele den moderne musik. Uden franskmandens frapperende forspil ti år før havde Stravinsky aldrig komponeret »Sacre«.

Efter at have hørt »Sacre« bliver Debussy hurtigt ret vild med Stravinskys musik: »De er allerede en stor komponist,« har den erfarne berømthed sagt til sin unge ven »nu skal De skal også være en stor russisk komponist!« På selve aftnen forsvarer han varmt det nye værk og beder de forargede tilhørere falde lidt ned. Hvorpå en ældre dame ifølge overleveringen rejser sig op, dunker ham i hovedet med sit program og råber »fy!«

Den har musikere grinet meget af siden.

Stravinsky stillede sig derimod om bag scenen og græd. Han havde jo gjort sig sådan umage... Men utrolig nok fik man gennemført forestillingen uden flere afbrydelser. Den kørte i alt fem gange mere og blev tidens mest omtalte musikværk indbegrebet af skandalesucces. Og som impresario fik Diaghilev det bedste ud af omtalen. Allerede senere samme år flyttede man hele produktionen til London. Ti år senere nåede den til USA. I dag er »Vårofret« et ballethit på højde med »Svanesøen«. Dens dyrkelse af rytmen, seksualiteten og døden har appel til lyttere langt uden for den klassiske musiks naturlige grænser.

Charles Manson dolkede naboen
Komponisten selv levede en omtumlet tilværelse de næste mange år. Med udsigt til Første Verdenskrig forlod han sit hjemland til fordel for først det fredelige Schweiz, siden Frankrig han genså først det nye Rusland ved navn Sovjetunionen i 1962. Kort før Anden Verdenskrig døde både hans mor, hans første kone og hans ældste datter af tuberkulose. Pludselig virkede Europa ikke tiltrækkende på ham længere. Han flyttede til Hollywood som en berømt blandt berømte. Det var også her, han blev gammel.

Men i hans nye nabolag boede filminstruktøren Roman Polanski og skuespillerinden Sharon Tate. En dag i august 1969 trængte en kult under ledelse af Charles Manson ind i hjemmet og dolkede parret plus en lang række gæster til døde herunder Sharon, der var gravid på niende måned. Den nu aldrende Stravinsky blev dybt rystet og flyttede til New York. Her boede han til sin død to år senere. Både han og Fru Vera ligger i dag på gravøen San Michele ud for Venedig.

Stravinsky var i Danmark flere gange han traf bl.a. Carl Nielsen først i 1920erne og blev i 1959 den allerførste modtager af Sonnings Musikpris. Men han komponerede aldrig en »Sacre II«... Den store russer forlod tværtimod primitivismen og kastede sig over den vigtigste strømning i tidens musik: neoklassicismen. Og hvad balletmusikken angår, er der løbet hele vandfald i åen siden da. Til gengæld er balletpublikummet stort set det samme. Hvad havde pariserne anno 1913 mon sagt til »Dødens Triumf«?

Uha uha.