Den Store Valgplakatanalyse: »Stort set alle Alternativets kandidater med partistifteren i spidsen lider tilsyneladende af en heftig kvalme på de billeder«

Byerne er endnu en gang blevet fyldt med valgplakater af enhver slags. Nogle er geniale, andre er kiksede på en kikset måde, andre igen bare helt forudsigelige og forglemmelige.

Valgplakater på Østerbro for eksempelvis Pia Olsen Dyhr fra SF, Jacob Thiemann fra Socialdemokatiet og Mette Annelie Rasmussen fra Radikale. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Vælg mig! Sæt dit kryds her! Dét her er verdens vigtigste sag!

Folketingsvalget 5. juni har som altid forvandlet gader og stræder til én stor annonceplads.

De obligatoriske valgplakater over hele landet gør rigtignok hverken fra eller til i en valgkamp, mener forskerne. Plakaterne i hegn og lygtepæle kan højst redde en kandidat på vippen eller måske flytte nogle afgørende stemmer internt i et parti.

Men de minder os alle sammen om det forestående valg og erindrer os om det vigtige ved personlig stillingtagen og en indsats for demokratiet på selve dagen. Selv om noget af valgkampen i dag er flyttet til TV, radio, Facebook, Twitter, Instagram med videre, poster partierne stadig penge i papir til en rund tyver pr. styk.

Når man føler sig allermest irriteret over synet af de mere eller mindre fantasiløse billeder i rækværk, vejtræer og lygtepæle landet over, skal man altså bare se dem som partiernes lille håndsrækning til demokratiet.

»Spidsfindige onkler i familien skal altid pege på gamle dages plakater som meget bedre - og de har som udgangspunkt ret. «


Entusiaster på feltet får under alle omstændigheder deres lyst styret igen i år: Vi har den længste valgkamp i mands minde og fik undervejs et valg til Europa-Parlamentet med tilhørende plakater. Hvordan er de så? Minder plakaterne i bybilledet mest om pynt eller mest om hærværk?

Spidsfindige onkler i familien skal altid pege på gamle dages plakater som meget bedre - og de har som udgangspunkt ret. Vi kender alle plakaten med »Stauning eller kaos« eller dem med ordene »gør gode tider bedre«.

Plakat: Stauning eller kaos. Socialdemokratisk folketingsvalg 1935. Thorvald Stauning, Socialdemokratiet. ; An election poster for the general election featurring the Socialdemocrat leader Thorvald Stauning saying: Stauning or chaos .; Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjørn Kähler.

Plakaterne var på én gang effektive og grafisk gennemførte og har på deres egen måde gjort byerne over det ganske land kønnere dengang. De gamle plakater »betød« noget og var ikke som i dag et simpelt bogstav og et stift smilende ansigt plus navnet på den pågældende mand eller kvinde.

Husker vi dem?

Igen: Alle plakaterne gør sådan set demokratiet en tjeneste. Men fordi de scorer så lavt på kunstneriske point, bliver de ret forglemmelige. Hvis man lægger mærke til nogen og måske ligefrem vender dem med hinanden over middagsbordet, er de næsten altid anderledes:

De er skøre, skæve, underlige, originale, småkiksede, hjemmelavede, fejlbehæftede eller bare fuldstændige uforståelige.

Foto: Holger Dahl.

»Gør som Mette - Stem på Jeppe,« siger en af dem. Hvis ordspillet er stillet op med vilje, må det være udtænkt af et geni. Tilskueren får aldrig det lovede rim og har så plakatens sære udsagn hængende i mindet resten af dagen.

En strengt videnskabelig undersøgelse på cykel i de seneste dage har afsløret 99 procent af samtlige valgplakater som resultatet af en fuldstændig fladtrådt og velafprøvet skabelon.

Plakaten er et foto, et navn, et parti og et bogstav i nogenlunde den rækkefølge. Den har fundet en helt bestemt form og virker i dag så forudsigelig som et portræt eller et piktogram. Valgplakaterne er kommet i familie med gågadernes granguirlander ved juletid og altså som en mere eller mindre festlig støj med erindring om noget forestående.

Altså lige på nær de mindeværdige undtagelser. Lige på nær de ekstraordinært dårlige eller de ekstraordinært godt eksekverede.

»Den menige læser af en valgplakat forventer faktisk ikke andet end et navn, et ansigt og en partifarve - plus måske et budskab af den allermest enkle slags.«


De store partier har i iår som helhed fået styr på genrens virkemidler rent visuelt. Photoshop har fjernet de største folder i panden og de mest levende hudorme på næsen. Og farverne er lige vredet et nøk og dermed blevet lige dét mere spændende end elementært rød, blå, grøn med videre.

Tommy Ahlers' plakat skiller sig kraftigt ud fra andre i de store partier: Han blæser højt og flot på Venstres visuelle identitet og præsenterer sig selv som »Politisk Iværksætter« i en både elegant og lidt minimalistisk kampagne. Ahlers følger herligt nok hverken de farvemæssige eller typografiske forskrifter og har til overflod skrevet selve partinavnet så småt som muligt. Om sloganet »Et ben i fremtiden - flere ben i næsen« er komisk på den frivillige eller ufrivillige måde, finder man aldrig ud af.

Både kollegerne hos Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti holder stilen. Socialdemokraterne holder fast ved det tjekkede og lidt virksomhedsagtige design. Dansk Folkeparti holder fast ved det særegent »kiksede« udtryk fra partiets tidligste år - uskønt og stærkt rodet, men konsekvent. Liberal Alliance arbejder på samme måde med en velkomponeret farveholdning mellem orange og blå og signalerer i den forstand en slags Venstre plus.

De Radikale og SF appellerer ifølge mange valgforskere til samme slags mennesker og nærmer sig måske derfor deres respektive kernevælgere med samme udtryk af noget hjemmelavet og sommetider decideret uprofessionelt.

De Radikale med gode gammeldags rim som »Træt af CO2 - stem på en meteorolog«. SF med en knap så gennemtænkt farveforvirring helt tilbage fra den første tid som partiet for Danmarks rød-grønne vælgere. Partiets plakater påkalder sig også opmærksomhed med ordene »Varm luft« og slår i den forstand rekorden som valgets foreløbig mest fortænkte og muligvis mest misforståelige.

Ikke mange eksperimenter

Tekniske nyskabelser er forblevet en sjældenhed. Alternativet stod for sådan en nyskabelse ved sidste valg i 2015. De helt små og meget aflange strimler med teksten »Der er også Alternativet« kom op under andre partiets plakater og viste sig utroligt opmærksomhedsskabende og måske ligefrem medvirkende til partiets gode valg.

Partiet bruger ikke de små snedige i år. Man har kombineret den skriggrønne signaturfarve og et sort-hvidt portrætfoto med charme, som det værste fra automaten på Svanemøllen Station. Stort set alle Alternativets kandidater med partistifteren i spidsen lider tilsyneladende af en heftig kvalme på de billeder og sender altså et uklart signal.

Foto: Holger Dahl.

Prisen for årets nyhed går til skaberen af halvfigurs-dobbelt-plakaten - kendt fra eksempelvis Joachim B. Olsens kampagne. Dobbeltplakaten skaber helt bogstaveligt afstand til konkurrenterne og virker overskudsagtig ved sit generøse pladsforbrug i sig selv.

Også partiløse Klaus Riskær Pedersen bryder alle regler på en vellykket og overraskende måde med et kæmpe kryds i både rødt og blåt plus en underskrift og intet billede.

Hvis man ikke ligger inde med en god designer og en meget klar idé, skal man på den anden side ikke bryde med den etablerede skabelon overhovedet. Den menige læser af en valgplakat forventer faktisk ikke andet end et navn, et ansigt og en partifarve - plus måske et budskab af den allermest enkle slags.

Tom Gillesberg fra Schiller Instituttets Venner med kravet om introduktionen af en streng banklov ved navn Glass-Steagall har været et fast indslag på lygtepælene de seneste år. Hvorfor præcis den idé kan redde verden, fremgår ikke umiddelbart. Eller hvad den overhovedet går ud på. Og hvad skal rumdragten til for?

Henrik Sørensen fra de Konservative stiller op som engageret modstander af Letbanen nord for København og har fået lavet en valgplakat med præcis det faktum. Men plakaten virker rodet i kompositionen og helt berøvet partiets traditionelle partifarve - hvorfor den forbipasserende ikke tager nogen information med videre overhovedet.

Noget lignede gælder de relativt få plakater med tegninger i stedet for fotografier. Ideen kan være god på skrivebordet - god, fordi den er anderledes og vil skille sig ud. Hvis tegningen ikke er lige så klar som et piktogram, vil den bare hurtigt drukne i oceanet af visuel støj fra vores hverdag.

Hvad bliver fremtiden? Én plakat i år er allerede forsynet med QR-kode til hurtig kontakt med kandidaten. Vi har muligvis en snarlig fremtid uden de kostbare plakater eller praktiske udfordringer med papir overhovedet. Byen vil helt sikkert blive et lidt kønnere sted efter fravalget af reklamerne  - men også en lille smulere kedeligere.