Den liderlige misantrop

Sexturismen konfronteres med muslimsk fundamentalisme i Michel Houellebecqs rystende stærke roman »Platform«, der lander som en fransk bombe midt i den danske bogsæson.

På tirsdag afsiges der dom i sagen mod den franske forfatter Michel Houellebecq, der er sigtet for at anspore til racehad i bestselleren »Platform«.

Havde man læst den anklagedes roman før det blodige attentat på Bali, ville ikke mindst muslimske terroristers massakre på et thailandsk bordel/feriecenter i slutningen af bogen sandsynligvis også have forekommet én hysterisk. Dét er ikke tilfældet længere, og alene derfor lander »Platform« som en bombe, et aktuelt og profetisk brag, midt i den danske bogsæson.

I debutromanen »Elementarpartikler« blandede Houellebecq forbavsende originalt porno, filosofi, videnskab og science fiction i et lammende angreb på 68-generationens pseudo-frigørelse og politiske korrekthed. I den skarpe, lille efterfølger »Udvidelse af kampzonen« rettes skytset effektivt imod cyberalderens ensomhed og fremmedgjorthed.

Et fællestræk for begge de tidligere bøger har været skildringen af det seksuelle som en sidste krampetrækning, et desperat livstegn for følelsesmæssigt forfrosne vesterlændinge i en ellers kold og død nutid, hvor jagten på orgasmerne - med forfatterens egne ord - er som vampyrernes tørst efter blod. Uden sex ville der i Houellebecqs verden da slet ikke være noget at leve for. Og når han skriver om sex, drejer det sig ikke om almindelig borgerlig sex hjemme i dobbeltsengen imellem to faste partnere, men om hård, vild og grænseoverskridende sex: Gruppesex, swingerklubber, porno, prostitution, S/M, sexturisme osv. Feministiske hattedamer og sarte sjæle skal hermed være advaret imod overhovedet at nærme sig »Platform«!

Romanens fortæller Michel (!) er en typisk Houellebecq-karakter: En kedelig og desillusioneret 40-årig bureaukrat, stort set uden et socialt liv og totalt blottet for menneskelige ambitioner, der tilbringer sin ensomme fritid med at spise fastfood, se fjernsyn og onanere i parisiske peepshows. Efter farens død arver han tre millioner franc og beslutter sig for at tage på sexferie i Thailand: »Som velhavende europæer kunne jeg for en lavere pris erhverve mig føde, tjenesteydelser og kvindelig service i andre lande; som dekadent europæer, der var bevidst om min snarlige død, og som var fuldblods egoist, kunne jeg ikke se nogen grund til at lade være.«

Kærlighed og gruppesex

Pudsigt nok møder Michel netop kvinden i sit liv, franske Valérie, på turen til Thailand. Sammen fortsætter det forelskede par deres seksuelle eskapader på partnerbytteklubber i Paris, men under en senere rejse til Cuba, hvor de har en trekant med en ung, lokal pige, får de en lysende idé. Valérie arbejder for en international hotelkoncern, og sammen med hende og hendes chef går Michel i gang med at organisere sexturismen i charterskala. Med succes, naturligvis, for som fortælleren ræsonnerer, drejer det sig simpelthen om at koble de millioner af velhavende europæere, der ikke kan finde sex eller kærlighed derhjemme, sammen med de millioner af fattige tredje verdens-borgere, der trods alt hellere må sælge deres varme, eksotiske kroppe end sulte og dø.

Houellebecq er krasbørstig, kulsort og kynisk, men overraskende nok sniger der sig også en for denne forfatter hidtil uset varme ind i beskrivelsen af det franske par og deres drøm om det seksuelle utopia. Men som altid hos denne liderlige misantrop kan disse »endeløse øjeblikke af nydelse« ikke vare ved, og det hele ender, som det skal i den endelige konfrontation imellem en sand seksuel frigørelse og en formørket muslimsk puritanisme: Med død og sorg og indlæggelse på psykiatriske institutioner.

Idiosynkrasierne, medieselvsvinget, hykleriet, managementklichéerne, tomheden, forbrugerræset og angsten i den vestlige kultur beskrives ikke skarpere af nogen nulevende forfatter, de saftige sexscener overgår de fleste hardcore-pornofilm, og Houellebecqs indsigelser imod de værste aspekter af islam falder som præcise piskeslag. Hvor han tidligere havde en tendens til at overloade sit sprog med leksikale passager og videnskabelige referencer, er det endda også, som om han hér har fundet ind til en enklere, renere og mere letflydende prosastil - uden at miste sin velkendte ironiske elegance.

I lige linie fra mesteren Celine er Houellebecq en ærkefransk forfatter, der formår at forene det dybsindige og samfundskritiske med det profane, pornografiske og politisk ukorrekte. Dette er ikke racehad, men stor, vigtig og rystende samtidslitteratur, og alt andet end en frikendelse på tirsdag vil være en skandale.