Den glemte krig med de store følger

Udsigten til en fredsaftale mellem Syd- og Nordkorea kan sætte punktum for et af de sidste kapitler i Den Kolde Krig. Korea-krigen 1950-53 er i dag næsten glemt, men den havde afgørende betydning for, hvordan det store opgør mellem kommunismen og de vestlige demokratier kom til at forløbe helt frem til Berlinmurens fald.

Fire klassiske fotos fra Den Kolde Krig. Øverst tv.: Vietnam 1967. En tilfangetagen Vietcong-soldat. Nederst tv.: Cuba 1962. Luftfoto af det sovjetiske skib »Anosov« på vej væk fra Cuba med missiler. Øverst th.: Berlin 1962. DDR-soldater bærer 18-årige Peter Fechter, der var en af de første, som blev skudt og dræbt under flugtforsøg over muren til Vestberlin. Nederst th.: Korea 1951. Den amerikanske general MacArthur inspicerer infanteri-tropper på Kimpo-luftbasen. Fotos: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den danske forfatter H.C. Branner var på rejse i det sydlige Tyskland i juni 1950, da Korea-krigen brød ud. Han boede på en kro, der var ejet af en tidligere SS-mand. Om morgenen kom kroværten lettere triumferende hen til Branner med nyheden om, at det kommunistiske Nordkorea havde invaderet Sydkorea:

»Nå? Hvor er nu de tyske divisioner, som skulle have stået parat? Kan I nu endelig se, hvem der havde ret? Om otte dage har vi krigen i Europa igen, og hvor er de tyske divisioner?«

»Jeg huskede den skræk, som greb hele byen,« skrev H.C. Branner senere. »Folk gik omkring med blanke øjne og talte med høje dirrende stemmer.«

Men det var ikke kun i det daværende Vesttyskland, at folk frygtede for, at Den Kolde Krig ville blive varm. Over hele Europa bredte angsten sig for, at man skulle ned i beskyttelsesrummene igen kun fem år efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Alle mente, at Korea-krigen var igangsat af den sovjetiske diktator Josef Stalin, og at denne snart ville slippe den Røde Hær løs mod Vesteuropa, hvor det spæde NATO kun rådede over 12 divisioner til at forsvare sig med.

Sådan kom det som bekendt ikke til at gå. Den Kolde Krig eskalerede aldrig til den frygtede Tredje Verdenskrig, og da Berlinmuren faldt i 1989 skete det mirakuløst nok uden, at der faldt et eneste skud. Sovjet-kommunismen styrtede selv sammen indefra som et korthus.

Castros Cuba
Meddelelsen i går om, at Nord- og Sydkorea vil underskrive en fredsaftale for dermed officielt at sætte et punktum for Korea-krigen med mulighed for videre forsoning, kan betyde afslutningen på en af de sidste konflikter fra Den Kolde Krig. Tilbage er stort set nu kun det forsatte fjendskab mellem USA og Fidel Castros Cuba. At spændingen og konflikten på den koreanske halvø har varet så længe efter, at Sovjet-kommunismen brød sammen, skyldes mest, at Nordkorea blev holdt under armene af det kommunistiske Kina – i hvert fald indtil Nordkoreas leder Kim Jong-il begyndte at arbejde for hårdt for, at Nordkorea blev en atommagt. Efter et stilfærdigt diplomatisk samarbejde mellem Kina og USA ser Nordkorea ud til endeligt at have opgivet ambitionerne om at blive en atommagt.

Men det vil tage lang tid endnu, før der er en endelig forsoning endsige en genforening af de to lande på den koreanske halvø, sådan som det skete hurtigt i Tyskland efter Berlinmurens fald, vurderer internationale politiske eksperter.

Hos de yngre generationer er Korea-krigen 1950-53 næsten glemt. De overlevende veteraner fra krigen er for længst gået på pension, og krigen er forsvundet fra den offentlige erindring. Der er skrevet endeløse mængder af bøger, lavet film og TV-programmer om senere begivenheder under Den Kolde Krig – Cuba-krisen og først og fremmest Vietnam-krigen. Men Korea-krigen er gået hen og blevet den glemte krig, der af mange kun huskes for den satiriske film og TV-serie M*A*S*H om et amerikansk felthospital i Korea – en TV-serie som ironisk nok i tidsånd mere afspejler den amerikanske lede ved Vietnam-krigen 15 år senere.

Men Korea-krigen var set i bakspejlet en afgørende begivenhed, der kom til at præge de næste årtier og den videre udvikling af Den Kolde Krig.

Og samtidig var den yderst blodig og brutal. Flere amerikanske officerer, som også havde været med i Anden Verdenskrig, fandt, at Korea-krigen på sin vis var værre og mere udmarvende. I det bjergrige terræn udkæmpede de amerikanske soldater og deres allierede i vinteren 1950-51 i isnende kulde slag, der af veteranerne fra dengang stadig huskes med gru.

33.000 amerikanere dræbt
Godt 33.000 amerikanske soldater blev dræbt i den tre år lange krig. Dertil kommer 3.100 fra andre medlemslande af FN, som støttede USA; hovedsageligt briter, tyrkere og franskmænd. Begge sider behandlede krigsfanger brutalt. Mindst 10.000 amerikanske og andre vestlige soldater blev skudt efter tilfangetagelse eller døde i fangelejre. Kineserne og nordkoreanerne forsøgte med et vist held at »hjernevaske« krigsfanger gennem psykologisk tortur, så de blev »omvendt« til kommunismen, hvilket chokerede den amerikanske offentlighed.

For den koreanske civilbefolkning var krigen katastrofe. Fronten bølgede i det første krigsår så meget frem og tilbage, at stort set alle områder i de to stater ofte flere gange var en kampzone. Op mod en million civile døde i kampene eller af hungersnød. Sydkorea hovedstad Seoul bestod kun af ruiner ved krigens slutning. 400.000 sydkoreanske soldater blev dræbt og over en million nordkoreanske og kinesiske.

Den amerikanske krigskorrespondent Marguerite Higgins skrev, at hun efter nogle få uger i Korea selv anskaffede sig en riffel og lærte at skyde, fordi hun ikke ville tages som krigsfange. Som en af hendes kolleger udtrykte det efter, at han havde været vidne til, at en amerikansk stilling var ved at blive løbet over ende: »Skal vi forestille os, at en kineser pludselig springer ned i min bunker. Hvad skal jeg så gøre? Sige til ham, at jeg kommer fra Chicago Daily News«.

Hvorfor Korea-krigen brød ud er stadig noget af en gåde for historikerne. Det står klart, at Nordkorea var den aggressive magt. Men det vides ikke, om den ekcentriske nordkoreanske leder Kim Il Sung handlede helt på egen hånd, eller om han havde hentet opbakning i Moskva til invasionen.

Læren fra Kina
Men de fleste historikere mener, at Stalin slet ikke regnede med en amerikansk intervention i Korea i betragtning af, at USA magtesløst og passivt havde set til, da kommunisterne vandt borgerkrigen i det langt vigtigere Kina året før.

Den amerikanske præsident Harry Trumans reaktion var imidlertid klar: »We’ve got to stop the sons of bitches no matter what,« sagde han til sin udenrigsminister med besked om at sætte det amerikanske militær ind mod »skiderikkerne«. Tabet af Kina sved, og Truman var overbevist om, at der måtte trækkes en linje i sandet over for den tilsyneladende ustoppelige kommunistiske fremmarch.

Da Sovjetunionen på det tidspunkt boykottede FN, fik vestmagterne vedtaget en resolution, der pålagde alle FNs medlemslande at bidrage til at standse Nordkoreas aggression. Næsten alle de europæiske NATO-lande sendte militære enheder til Sydkorea for at bakke op om USA og den sydkoreanske hær. Danmark sendte ikke egentlige kamptropper, men bidrog i stedet med hospitalsskibet »Jutlandia«, hvis kaptajn Kai Hammerich fik overtalt amerikanerne til at sætte helikopterdæk på skibet, så sårede hurtigere kunne bringes på operationsbordet. En praksis som det amerikanske militær har fulgt siden.

Efter en første succes med at standse Nordkoreas styrker gennem en dristig landgang i Inchon-bugten valgte den amerikanske øverstkommanderende, den legendariske general Douglas MacArthur at fortsætte nordpå for at styrte det kommunistiske styre. Det fik til gengæld Kina til at gribe ind med en millionhær, og da MacArthur i panik bad om lov til at bruge atomvåben mod kineserne, hvilket kostede ham fyresedlen.

Fronten stabiliserede sig i 1951 langs grænsen mellem de to lande, og der blev indledt forhandlinger om en våbenhvile. Men amerikanerne lærte den bitre lektie – der skulle gentage sig i Vietnam – at krigen kort kan køre videre, mens der forhandles om fred. Efter to års forhandlinger i tomgang og med voksende tabstal fik USA endeligt gennemtrumfet en våbenhvile ved diskret at rasle med atomvåbnet over for Kina.

Politisk set var Korea-krigen alt afgørende for det videre forløb af Den Kolde Krig:

USA udviklede den såkaldte inddæmningsstrategi, der gik ud på, at kommunismen skulle indkapsles til Sovjetunionen, Kina og deres satellitstater og bekæmpes alle andre steder, hvor den dukkede op, hvilket førte til det amerikanske engagement i Vietnam fra begyndelsen af 1960erne.

De høje amerikanske tabstal fik USA til at udvikle sit atomvåbenprogram og satse på, at kommunistisk aggression kunne standses med trussel om en massiv atomar gengældelse. Men Sovjetunionen svarede igen med at opbygge sit atomarsenal.

I Europa fik Korea-krigen den brede offentlighed til at bakke op om større bevillinger til militæret og nødvendigheden af NATO. H.C. Branners tyske krovært fik ret i sin bedømmelse af, at der var brug for de tyske divisioner. Oprettelsen af en ny tysk hær – der hidtil havde været et tabu – begyndte, og Tyskland blev medlem af NATO i 1955.

Nogle historikere mener, at Korea-krigen på denne måde kom til at forlænge Den Kolde Krig længere end nødvendigt, og at den amerikanske intervention i krigen blokerede for et muligt tøbrud efter Stalins død i 1953.

Men den overvejende holdning er, at USA og de andre vestmagter ikke havde andet valg end at gribe ind til fordel for Sydkorea oven på kommunismens fremmarch i Asien og i Østeuropa.

»De døde på høj nummer 875«, hed det i en avisreportage om et af de endeløse slag i den nu glemte krig med de store følger.