De gyldne og de mørke variationer

Pianisten Carsten Dahl har gennem de sidste ti år arbejdet på sin helt egen udgave af Johann Sebastian Bachs »Goldberg Variationer«. I dag ser de dagens lys – i alverdens Tiger butikker!

31KUTJazz-pianist-Carsten#2.jpg
Pianisten Carsten Dahl. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

»Efterhånden var der jo ingen, der troede på det.«

Carsten Dahl taler om det, der begyndte som noget af en sensation for snart ti år siden. Da havde han, som den første jazzpianist i verden, fået en aftale med det prominente klassiske pladeselskab Deutsche Grammophon om at indspille et af den klassiske musiks hovedværker, nemlig Johann Sebastian Bachs »Goldberg Variationer«. En voldsom ting for en pianist, som aldrig har lært at læse noder, og som tilmed gerne vil sætte sit helt eget aftryk på værket.»På Deutsche Grammophon blev de efterhånden trætte af, at der ikke rigtigt skete noget. Og da jeg så endelig mente, der var noget på vej, fremsendte de en kontrakt, som simpelthen bare var latterlig. Så den røg ned i bunken og blev glemt,« siger han.Men fortolkningen og indspilningen blev ikke glemt. Flere selskaber har hen ad vejen været på tale som udgiver, og Carsten Dahl har sammen med sin producer, Kæv Gliemann, tilbragt mange timer i studiet. Sideløbende har pianisten dyrket talrige andre aktiviteter med diverse jazzensembler samt solokoncerter og større kompositioner, og dertil har han kastet sig over endnu et af Bachs fundamentale værker, »Das Wohltemperierte Klavier«.

I januar 2010 blev Carsten Dahl så indhentet af den angstpsykose, der har fulgt ham siden hans tidlige ungdom. Og i et helt år var han totalt ude af spillet, familielivet gik i opløsning, og han havnede i den totale ruin. Men han kom ud på den anden side og blev i marts 2012 ansat som professor ved Rytmisk Musikkonservatorium.

Og det er her vi sidder denne eftermiddag på hans kontor, der med det opretstående klaver og de store gamle og bløde møbler er en tidslomme – et sted at finde ro. Og det er her, Carsten Dahl fortæller om et afgørende møde, nemlig mødet med Lennart Lajboschitz, skaberen og ejeren af den danske og nu også verdensomspændende butikskæde, Tiger.

»Jeg fik det her skønne venskab med Lennart, som er en fantastisk fyr, en meget begavet mand, som jeg deler mange filosofiske og eksistentielle diskussioner med. Han udfordrer mig åndeligt og presser mig ud i virkeligheden. Derudover synes han, det er en katastrofe med alle de små pladeselskaber, der sidder og nulrer med nogle meget små størrelser. Hvad de jo også gør.«Carsten Dahl nævner, at de tre CDer, som han har indspillet med sin kvartet, Carsten Dahl Experience, og som har kostet ham 100.000 kroner pr. indspilning, hver er blevet solgt i 200 eksemplarer. Til sammenligning har de tre soloplader, som han det sidste års tid har udgivet på Tiger Music, solgt i alt 17.000 eksemplarer.»Jeg får ti kroner pr. plade, og det er mere, end jeg får på andre selskaber. Jeg bestemmer selv cover og layout, og jeg har alle rettigheder til musikken. Og så er det ikke bare godt – rent forretningsmæssigt. Jeg kan mærke, at der nu kommer mange flere forskellige mennesker til mine koncerter. Jeg kan mærke interesse fra Polen, England og Spanien, fordi der er mennesker, der går ind i en Tiger butik og for omkring tre euro køber en CD. På den måde kommer min musik ud til mennesker, som aldrig ellers ville interessere sig for den type musik.«

Turen fra verdens fineste klassiske selskab til en discountbutikskæde er hist og her i branchen blevet opfattet som en deroute. Men Carsten Dahl føler ikke, han er gået på kompromis. Fra i dag gå ind i sin lokale Tiger butik og købe hans version af »Goldberg Variationerne« – for 30 kroner for en CD og 50 kroner for en LP. Og hvad får man så for pengene?

»Det, jeg prøver i min fortolkning, er at lade lyset skinne gennem mørket, for så skinner det meget kraftigere. Jeg vil tage Bach fra himlen og ned på jorden, og det ligger jo i meget god tråd med at bringe det ud til mennesker, der normalt ikke ville høre det. Det er en plade, som man bliver suget ind i, og som man bliver frastødt af.«

Hvad der umiddelbart er markant og overraskende, er, at Carsten Dahl har anbragt såkaldte seidinger – det vil, sige fjedre, der normalt sidder under en lilletromme – på klaverstrengene. Det giver en metallisk lyd. En blanding af østerlandske strengeinstrumenter, cembalo, el-guitar, western-klaver og banjo.

»Ja, og så swinger det jo som død og helvede, og hvis man lytter godt efter, kan man høre, at jeg laver om på variationerne, på en cubansk og afrikansk måde. Og så er der også humor i det. Det er vigtigt. Jeg får musikken til danse i stedet for at gøre den til noget gejstligt. Det er ligesom at gå ind i en katedral. Alle vil være oppe i lyset. Men jeg er gået ned i krypten, hvor jeg kravler rundt blandt kisterne og leder efter det rigtige lys, altså det lys, som findes dernede. Og jeg kunne godt tænke mig, at man, når man hører min musik, bliver mindet om sin egen død, sin egen forgængelighed.«

Når man taler om »Goldberg Variationerne«, som cembalospilleren Johann Gottlieb Goldberg uropførte i 1741, handler det oftest om klaverudgaver. Og her har den canadiske pianist Glenn Gould efter manges mening leveret de ultimative fortolkninger. Carsten Dahl har klart sagt også lyttet til Gould – og til talrige andre – og han nævner, at han elsker udgaven med den amerikanske pianist Rosalyn Tureck.

»Men jeg angriber jo Bach som en anden Klodshans – med træsko og mudder på. Kaster mig over det, fuldstændigt frygtløst, som ville jeg komponere det på en ny måde. Og eksempelvis har jeg da også skrevet Variation nr. 22 om i mol. Jeg vil godt være en person, der gør noget, der ikke er gjort før. Og gøre det på et niveau over middelmådigheden. Og vil man det, så må man gøre det omhyggeligt og ordentligt. Det er den eneste måde, vi kan få den fladpandede død til at forsvinde. Ja, hvis vi vil have fjernet åndløsheden, så må vi selv gå ind og være ånd i det, vi foretager os. Og hvis man skal være forbillede for de unge, må man gøre noget, der får dem til at tabe hagen og får dem til at udrette noget. Hvis man bare spiller med på deres præmisser, så bliver det bare en farlig suppedas«.

Til trods for succesfuldt arbejde på Rytmisk Musikkonservatorium, har Carsten Dahl valgt at forlade sit professorat ved årets udgang. Der viser sig nemlig mange og vigtige opgaver andetsteds. Han skal have færdigproduceret »Das Wohltemperierte Klavier«, og han skal skrive en violinkoncert til den franske violinist Didier Lockwood. Dertil kommer en længere solo-turné i Japan samt en Europaturné med de to amerikanske musikere.

»Jeg synes, jeg har det bedre nu, end jeg har haft det i mange år. Den medicin, jeg får, fjerner min angst og giver mig en form for balance. Og så er det fire år siden, jeg holdt op med at drikke alkohol. Det er rigtigt godt, og jeg vil aldrig røre det igen. Og endelig er min internationale karriere rigtigt begyndt at folde sig ud. Når jeg så også skal stå til rådighed som professor for de dér 600.000 om året, så får jeg dårlig samvittighed. Så hellere være fattigere, men gladere.«