På jagt efter en rød tråd

Carsten Dahl kunne om nogen have givet »Goldberg-variationerne« ny magi – men modet rakte kun til gennemgribende forandringer af værket.

Ideen som sådan virker genial.

Carsten Dahl er en landets mest musikalske mænd – fortryllende på trommesæt, virtuos på klaver.

Så han indspiller da lige Johann Sebastian Bachs berømte »Goldberg-variationer« fra 1741 med de to instrumenter i skøn forening. Nærmere bestemt med lilletrommens raslende seiding lagt ind på klaverets strenge! Lyden af præpareret klaver viser sig hurtigt som det mindst vigtige ved hans album.

Den danske jazzmand ser rigtignok det grimme og uforudsigelige som en vej ind i skønheden. Hvad han egentlig mener, står hen i det uvisse. Men valget står ham frit for.

Og de fleste kendere af mesterværket ville nok have foretrukket cembalo, det lidt oversete klavichord eller simpelthen lyden af klaver helt rent. Sådan som salige Glenn Gould spillede sig ind i alles hjerter for en generation siden. Men man vænner sig forbløffende hurtigt til lyden. Den er simpelthen ikke vigtig.

Så man leder allerede ved anden gennemlytning efter noget andet. Efter den røde tråd fra Bach til Dahl til os. Efter et svar på spørgsmålet hvorfor?

Dahl kan ikke engang lide en af Bachs variationer og har derfor kreeret en ny, skriver han i sin booklet.

Og man finder aldrig svaret. Bortset fra at Dahl formentlig har sigtet efter en helt ny musik med de gamle toner som ammunition. At bruge gamle værker til egne formål, står enhver frit for - på godt og ondt.

Kendere af værket har altid været overordentlig følsomme for selv det mindste udsving. Ikke bare udsving fra traditionen, men også fra den stilistiske konsekvens.

At variation nummer tre slutter så brat er for eksempel helt sjovt og frisk. I hvert fald indtil variation nummer fem slutter på samme måde. Det virker ikke gennemtænkt.

Og selv om Bach har vide rammer for personlig pynt fra pianistens side, vider Dahl dem for langt ud. Hvis man gør den slags, skal man stille med noget bedre.

Tre ting gør Dahls værk tåleligt og udløser en stjerne hver:

Dels hans åbenlyse og helt uakademiske originalitet. Dels hans underskønne swing i de hurtige satser. Og dels hans endog meget dybsindige greb om dissonanserne i de langsomme satser.

Men man sidder tilbage med en fornemmelse af noget helt uforløst. Carsten Dahl kunne om nogen have givet »Goldberg-variationerne« ny magi. Hans mod rakte bare kun til omfattende forbedringer af Bachs værk - ikke til at spille det helt rent.

Måtte han finde det sidste ved lejlighed og lade resultatet vinde hele verden!

Hvem: Carsten Dahl, præpareret klaver.

vad: J.S. Bachs »Goldberg-variationer«.

Hvor: CD på Tiger