1250 kr. for syv minutters koncert

Sygdom gjorde stjernekoncert i Tivoli til en kort og frusterende oplevelse for alle parter.

Foto: JOERG KOCH

Tre korte numre.

Det var, hvad den mexicanske superstjerne, tenoren Rolando Villazón nåede at give, inden han i aftes måtte opgive at synge videre ved en længe imødeset koncert i Tivolis Koncertsal.

LÆS OGSÅ: Forkølet opera bør koste Tivoli

Allerede inden koncertens begyndelse havde Tivolis musikchef, Henrik Engelbrecht, advaret om, at der kunne blive problemer. Den sympatiske, 38-årige sanger havde nemlig forinden fortalt, at han muligvis - men kun muligvis - ville synge mindre end perfekt, fordi han var blevet ramt af forkølelse.

Desværre gik det altså meget værre.

YouTube: Hør Rolando Villazón synge, når han ikke er forkølet

Kiks og hoste
Aftenens første nummer, en arie af den franske komponist Charles Gounod, blev givet med tydelige halsproblemer, små kiks og lidt hoste. Det fortsatte i samme skure i endnu en arie af Charles Gounod, og i en Gounod-duet med den glimrende sopran Stéphanie Loris blev problemerne endnu tydeligere.

Det var, som om Villazón skiftevis slukkede og tændte for lyden, så man kun i passager fik den fulde oplevelse af hans varme, smidige og meget musikalske stemme. Herefter blev en duet aflyst, og resten af første del af koncerten stod en anden gæstesopran, Audrey Kessedjian, for, i samarbejde med Tivolis Symfoniorkester og aftenens dirigent, Marco Zambelli.

Herefter så man ikke mere til Rolando Villazón.

Taget hjem til hotel
Efter pausen kom musikchefen flere gange på scenen og forklarede, hvordan stjernen stadig håbede at kunne komme på scenen igen. Der blev byttet om på programmet, så han fik mere tid til at komme sig, men lige meget hjalp det.

Ved 21.30 tiden fortalte musikchefen den stopfyldte sal, at Rolando Villazón allerede var taget hjem til sit hotel.

Den kiksede koncert er særligt bekymrende, idet Rolando Villazón i flere perioder har døjet med alvorlige problemer med stemmen. Han holdt en længere pause i 2007, og så sent som i april sidste år gik han igen på stand by, fordi han skulle opereres i halsen.

Skriv til Tivoli

Hos Tivoli er man ærgerlig over hændelsen, men publikum får ikke automatisk pengene tilbage. Der er dog lidt at hente for frustrerede gæster:

»De folk, som føler, at de ikke har fået fuld valuta for pengene må skrive til os, så vi kan finde ud af en form for kompensation,« siger Tivolis kommunikationsmedarbejder Simon Verheij.

Var du selv til koncerten? Mail os din oplevelse på internet@berlingske.dk