Vestligt demokrati virker bedst i Vesten

Jørgen Ørstrøm Møller: Repræsentativt demokrati er ikke nødvendigvis det samme som frihed i den globale nutid, som byder på en stigende skepsis over for Vestens forsøg på at trække sin samfundsopskrift ned over hovedet på alle andre.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere

Verdensbilledet domineres af repræsentativt demokrati og markedsøkonomi - den amerikanske udgave af kapitalisme. Industrialiseringen krævede et politisk system og en økonomisk model som ramme - og fik det. Tingene hang sammen og leverede en i historisk henseende enestående fremgangsperiode. Nationalstaten fremstod som den politiske infrastruktur og skabte gradvis et globalt styresystem omkring samarbejdende nationalstater, der enten tilhørte gruppen af lande med dette politiske system og denne økonomiske model eller bevægede sig i den retning.

Industrialiseringen afløses af en ny type økonomi, som af nogle kaldes informationssamfundet, men i hvert fald ikke hviler på fysisk produktion samtidig med, at økonomisk globalisering skubber nationalstaterne i baggrunden. Det politiske system og økonomiske model passer ikke længere til den verden, som former sig. Det er åbenlyst, at repræsentativt demokrati ikke mere leverer resultater på samme måde som tidligere. Og et politisk system vurderes på grundlag af dets evne til netop at gøre dette - hvad ellers?

Derfor er der andre steder skepsis over for de vestlige samfunds forsøg på at monopolisere »det bedste« politiske system som repræsentativt demokrati og presse, ja, nærmest tvinge andre til at tilegne sig det.

Måske skyldes det en blanding af begreberne. I resten af verden er der et krav om fundamentale frihedsrettigheder svarende til dem, som er sjælen i de vestlige demokratier. Den tendens er formentlig ustoppelig - heldigvis. Men det er en fremherskende opfattelse, at fundamentale frihedsrettigheder ikke nødvendigvis hviler på et demokratisk valgsystem som i Vesten - i hvert fald er der endnu ikke leveret bevis herpå. Så længe det er tilfældet, tøver lande og befolkninger med andre traditioner med at skifte til vores valgsystem. I det mindste er holdningen at give egne systemer chancen for at levere, inden der tages skridt til indførelse af for dem ukendte og uprøvede metoder for valg af politiske ledere.

Det frygtes, at vores valgssystem - frie valg - fører til undertrykkelse af mindretal. Hvis stemmemønsteret, hvad der er tilfældet i mange lande, holder sig til etniske eller religiøse kriterier, bliver resultatet et flertalsdiktatur, idet regeringen dannes af en etnisk eller en religiøs gruppe, som ikke behøver at frygte, at andre kommer til magten. Vælgerne flytter ikke deres stemme afhængig af resultater; der stemmes uanset resultater på det parti, som repræsenterer egne etniske eller religiøse tilhørsforhold. Irak med en befolkning opdelt i tre grupper med shiitter, sunnier og kurdere viser problemet. Med sikkerhed kan det forudses, at flertallet, dvs. shiitterne, fastholder regeringsmagten så længe, der er frie valg. Vi overser ofte, at den afgørende forudsætning for demokrati i vort billede er skift af den politiske ledelse og dermed magt fremkaldt af stemmeskift. De siddende magthavere ved, at andre efterfølgende får indsigt i, hvorledes de har udøvet deres magt.

Tendensen hen imod fundamentale frihedsrettigheder er således på ingen måde i krise, tværtimod. Krisen består i Vestens insisteren på at forbinde denne bevægelse med en bestemt udvælgelsesmetode for politisk ledelse.

Demokratikrisen består af to andre forhold.

Der er god grund til at frygte en begyndende form for nationalisme og populisme - ikke helt ulig, hvad der skete i 1930erne. Politisk ekstremisme fremstår omkring det tillokkende tema, at »andre« er skyld i miseren. »Andre« begynder gradvis at blive »udlandet« og personer fra andre lande, navnlig andre kulturkredse med tolerance og respekt under pres af diskrimination og tilsidesættelse af andres ret til at være »anderledes«.

Kimen er hermed lagt til en utrolig farlig udvikling. Billedet af nazismen, fascismen og kommunismen har fortonet sig; men disse systemers uhyrlighed hvilede netop på et standpunkt om forskel på mennesker. De, der blev klassificeret på en bestemt måde, nød ikke længere borgerrettigheder. For nazismen var det jøder, for kommunismen klassefjender. Dermed blev det acceptabelt at behandle dem nedværdigende og i sidste instans udrydde dem. Lukker vi ind i vor bevidsthed og politiske holdning, at mennesker kan behandles forskelligt, hvad desværre også er tilfældet i Danmark, tages det første skridt på en vej, der i sin yderste konsekvens fører til totalitære samfund og en depraveret menneskeopfattelse, hvor ikke alle mennesker er »mennesker« og derfor kan behandles vilkårligt.

Det hænger sammen med informationssamfundet og økonomisk globalisering. Immigranter behøver i modsætning til tidligere ikke nødvendigvis tilpasse sig de nye opholdslandes kultur og livsstil, men opretholder forbindelse til deres oprindelsesland og tihørende kultur. Dermed forbliver de til en vis grad et fremmedelement med gnidninger mellem borgere dér og de nytilkomne. Det er en proces, som kun kan få et positivt forløb, såfremt begge parter baserer sig på tolerance og respekt for en gradvis tilpasning. Religiøs frihed skal kombineres med en høj grad af fælles samfundsværdier.

Den næste krise består i det politiske systems afmagt over for den den økonomiske models mangler, som i værste fald kan føre til sammenligninger med depressionen i 1930erne.

Den økonomiske model leverer ikke længere stigende levestandard. Til gengæld stiger uligheden, fortrinsvis i USA, men også i Europa samt flere af de fremstormende lande, herunder Kina. Befolkningerne spørger - med god grund - sig selv, hvordan dette kunne ske og læser med undren om store internationale finanshuse med enorme formuer og skyhøje lønninger til virksomhedsledere, uanset at de har kørt deres egen virksomhed i sænk og bidraget til en global krise. Økonomisk har de fejlet og moralsk anlagt en målestok, der kun kan betegnes somunderlødig for nu at bruge et pænt ord. Virksomhedsledere, der skærer igennem, som det udtrykkes, og afskediger tusinder af medarbejdere, hyldes i den internationale finanspresse. Finansfolk, der åbenlyst opfordrer til spekulation og tjener store penge på det, betragtes som forbilleder. Virksomhedernes samfundsansvar er væk - profit står uantastet som mål.

Byrden ved genopretning af samfundsøkonomierne væltes over på almindelige mennesker, der er under pres, fordi andre, som i store træk slipper igennem, har forsyndet sig. Det skaber mistillid til den økonomiske model og undren over, hvorfor det politiske system ikke evnede at standse denne udvikling. Mange husker, hvorledes dereguleringen fra 1980erne blev anset for et ubetinget gode. Det politiske system forklarede, hvorledes mere konkurrence ville gøre betjening af samfundene bedre, billigere og mere effektiv. I stedet har vi fået en slags korporativ stat uden konkurrence - stort set det modsatte.

Det bliver sat i relief af finanskrisen, der efterhånden gør det muligt at køre i ring med både de nationale regeringer og internationale institutioner. De tre største banker i USA havde fra 1935 til 1995 ca. ti procent af alle amerikanske bankaktiver. I dag er det 40 procent. Ud af de 1.000 største internationale banker har de fem største over ti år fordoblet deres andel af aktiver fra otte procent til 16 procent. 147 virksomheder udøver direkte eller indirekte kontrol med 40 procent af den globale virksomhedsomsætning.

For demokratiet er dette et eksistensproblem. Ligger magten hos et fåtal af globale finanshuse med anonymt ejerskab, der kan bestemme, om Italien skal gå fallit, euroen overleve og Japan kastes ud i en gældskrise? Hvem står til ansvar over for vælgerne - almindelige mennesker, der ser dette komme ind over hovedet på dem? Hjælpeløse overlades de til at sætte kryds på en stemmeseddel velvidende, at det faktisk ikke har stor betydning, eftersom det alligevel er internationale finanskredse, der fastlægger den økonomiske politik.

Hvilken menneskeopfattelse gælder her? Hvem bestemmer her? Så længe svaret på disse simple spørgsmål fortoner sig, forbliver demokratiet i krise.

Tidligere kronikker i serien:

Lars Östman: Krise på italiensk’ 19.11.

J. Thulstrup: ’Samme kriser og dumheder i 800 år’ 20.11.

H. Gården: Menneskerettigheder og ny-realisme’ 23.11.

P.S. Møller: Vi presses af en verden i forandring’ 24.11.

Michael Böss: Protester i demokratiets ånd’ 27.11.