Trumps angreb på NATO er også vores egen skyld

Hvis de allierede ikke gider bidrage ordentligt til fællesskabet, må den nødvendige konsekvens i Trumps verden være, at så må man leve med konsekvenserne og se, hvor de fører hen.

Donald Trump vil have europæerne til at spytte mere i NATO-kassen, hvis USA skal leve op til musketer-eden. Foto: Jeff Swensen/Getty Images/AFP
Læs mere
Fold sammen

Den republikanske præsidentkandidat har under sin valgkamp rettet sit skyts mod en række personer og organisationer. I et interview ved det republikanske konvent satte han igen spørgsmålstegn ved USAs deltagelse i NATO. I stedet for at se det som kontroversielle udtalelser fra en højtråbende præsidentkandidat, må vi se det som et træthedstegn fra amerikansk side. En træthed, som vi fra europæisk side har en del af ansvaret for.

Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump har i løbet af sin kampagne skarpt kritiseret NATO for at være »forældet«. Det indtryk han giver af alliancen, og af USAs allierede over hele verden, er en gruppe af snyltere, som nyder godt af amerikanske sikkerhedsgarantier uden at yde deres del.

Senest har Trump udtalt i et interview med avisen The New York Times ved partikonventet i Cleveland, at USAs allierede ikke er garanteret amerikansk hjælp i tilfælde af angreb. Even­tuel amerikansk hjælp vil komme an på en vurdering af det pågældende lands bidrag til NATO, og om de dermed er værd at hjælpe.

En af de to kandidater til leder af verdens mægtigste militær har dermed sat spørgsmålstegn ved selve fundamentet for NATO: Artikel 5 – løftet om hjælp hvis en allieret angribes.

Nu kunne det være fristende at slå sådanne udtalelser hen som værende udtryk for en kontroversiel, højtråbende kandidats angreb mod en bred vifte af personer og organisationer. Men det ville være for let sluppet.

Det er nemlig ikke et nyt kritikpunkt, som kommer fra vores store allierede. Her, på den europæiske side af Atlanten, bærer vi også en del af ansvaret for sådanne angreb. Selv om amerikanerne igen og igen kommer med budskaber om solidaritet og sammenhold, senest ved NATO-topmødet i Warszawa, er man alligevel lidt trætte af europæerne. Det er netop den træthed, som Trump bruger.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at amerikanerne er lidt stive i betrækket, når det kommer til de europæiske forsvarsbudgetter og bidrag til NATO. Siden begyndelsen af Obamas tid som præsident har budskabet været, at europæerne godt måtte tage sig sammen og bidrage noget mere. Det gjaldt ikke kun, når det kom til missionen i Afghanistan, men også i stigende grad når det kom til budgetterne. For lige som de europæiske lande har USA været nødt til at skære ned på deres forsvarsbudget. USAs forsvarsbudgetter faldt i 1990erne for så at stige markant i kølvandet på terrorangrebene 11. september 2001. De stigninger måtte præsident Obama bremse som del af hans indsats for at redde amerikansk økonomi.

For europæerne har tendensen været generelt nedadgående stort set siden afslutningen af den Kolde Krig. Vi ville virkelig gerne nyde en »fredsdividende«, altså kunne bruge midler fra forsvarsbudgetterne på ting, vi bedre kunne lide – som f.eks. velfærd. Men de sikkerhedspolitiske forpligtelser har ikke ligefrem været flinke og fulgt med forsvarsbudgetterne ned. Derfor har amerikanerne især i de senere år efterlyst mere europæisk engagement og en bedre brug af de eksisterende budgetter, således at man bedre kunne dele byrden.

Fundamentet for NATOs vellykkede eksistens har været den fælles sikkerhedsgaranti, som er i Alliancens artikel 5 – den såkaldte musketered. Hvis et medlemsland bliver angrebet, er det et angreb på hele Alliancen. Men det er netop en fælles sikkerhedsgaranti. Vi nyder alle godt af den, og derfor kan man ane en træthed hos amerikanerne over, at det ikke helt er en fælles investering, men mest amerikansk drevet. Det er derfor, Donald Trump nu er ude at sige, at de europæiske allierede ikke kan være sikre på amerikansk hjælp – på trods af Artikel 5. I Trumps verden kommer det hele nemlig an på, hvad USA får ud af det. Hvis de allierede ikke gider bidrage ordentligt til fællesskabet, må den nødvendige konsekvens i Trumps verden være, at så må man leve med konsekvenserne og se, hvor de fører hen. Det kan ikke være USAs problem.

Kritikken af europæernes bidrag til fællesskabet er en fundamental del af Trumps udenrigspolitiske visioner.

Hvad er så hans visioner? Hvis Trump vinder valget til november, lægger han op til en mere tilbagetrukket amerikansk udenrigspolitik. Ikke nødvendigvis forstået sådan, at USA ikke skal være en dominerende verdensmagt, men forstået primært på den måde, at USAs styrker og engagementer ude i verden skal minimeres. Amerikanske styrker i Asien skal trækkes hjem, USAs allierede i regionen må selv klare sikkerheden og sikre stabilitet. Samme budskab går i retning af Europa. NATO er »forældet«, og der er ikke grund til, at USA gør så stor en indsats, når europæerne ikke engang gider.

I stedet for at gøre en så stor indsats som hidtil for at sikre stabilitet rundt om i verden gennem militær tilstedeværelse, skal USAs sikkerheds- og udenrigspolitik i Trumps fremtid være fokuseret på »America first«. USA skal kun blande sig, når det er kerneinteresser, eller hvis de allierede vil betale regningen.

Det skal man dog ikke tro vil betyde, at USAs forsvarsbudgetter vil blive mindre under præsident Trump. I stedet lægger han op til en forøgelse af USAs i forvejen massive militærbudgetter (585 mia. dollar i 2016). Ideen bag dette er, at når Trump sætter sig til forhandlingsbordet med besværlige lande som Kina, Rusland eller Iran (eller nogle af USAs mellemøstlige partnere), skal de være klar over, at han har verdens mægtigste militær i ryggen og er villig til at bruge det, eller faktisk trække det tilbage, hvis de ikke makker ret.

Reelt ønsker Trump, at amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik vender tilbage til samme udgangspunkt som i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede. En periode, som Trump også i et andet interview med The New York Times fremhæver som værende det tidspunkt i amerikansk historie, hvor landet var på sit højeste. Her begyndte amerikansk isolationisme at blive iblandet militære ekspeditioner rundt om i verden for at sikre amerikanske interesser.

Den meget anderledes udenrigspolitik, som Trump lægger op til, kan vinde opbakning blandt amerikanske vælgere af flere årsager. Amerikanerne er trætte af et billede af USA som en svækket nation. Trump lover dem at han vil »Make America Great Again«, et klart budskab man kan forstå. Han vil prioritere amerikanske interesser højest, noget som præsident Obama faktisk også har gjort i snart otte år, men været langtfra succesfuld i at forklare over for vælgerne. Desuden er der altså en allerede eksisterende utilfredshed med især de europæiske allieredes bidrag til international sikkerhed – også blandt »the establishment« – som Trump nu tager til den yderste konsekvens.

Det skal understreges, at Obama-administrationen og den øverste militære ledelse i Pentagon flere gange har sagt, at NATO fortsat er en hjørnesten i USAs sikkerhedspolitik og bestemt ikke er forældet.

Der er da heller ikke den store sandsynlighed for, at USA vil melde sig ud af NATO, hvis Trump sværges ind som præsident til januar. Men han kan alligevel skabe et politisk miljø, hvor USA bliver mere tilbagetrukken i Alliancen og nægter at løfte så stor en del af den fælles byrde som hidtil – stadig en situation, som de europæiske allierede bør være betænkelige ved. Hans seneste udtalelse om Artikel 5 er et ubehageligt signal for os europæere om, at noget sådan kunne ske.

Fra europæisk side er vi altså nødt til at tage det alvorligt, når en af de to kandidater til at sidde bag skrivebordet i det ovale værelse i den grad sætter spørgsmålstegn ved fundamentet for fred i Europa siden 1945. Hvis ikke man gør det, vil det bidrage til det billede, som altså allerede eksisterer på den anden side af Atlanten af, at de europæiske allierede ikke er værd at hjælpe, fordi vi kører på frihjul. En opfattelse, som vi sådan set også har været med til at give energi.