Med fødderne solidt plantet i den blå luft

»Ligesom de sovjetiske ledere før i tiden forstod alle internationale forhold gennem socialistiske termer som klassekamp og fremmedgørelse, så forstår vore dages ideologiske diplomater verden gennem idealistiske, demokratisme-relaterede begreber, hvor man tror, at EU transcenderer realistisk logik.«

Putin på besøg i en ungdomslejr på Krim, der blev okkuperet af Rusland i 2014. (Foto: Aleksej Nikolskij/AFP)
Læs mere
Fold sammen

En ideologisk analyse af internationale forhold giver en virkelighedsfjern udenrigspolitik.

Vi kan alle sammen blive enige om, at Putins system i Rusland er ubehageligt, udemokratisk og autoritært. Men hvordan kan det være, at så mange dannede mennesker med fine eksamener og stor viden om internationale forhold er blevet overrasket over Ruslands reaktioner på udviklingen i Ukraine? Hvorfor kunne de ikke se, at Rusland handlede rationelt i forlængelse af deres nationale interesser forstået i geopolitiske og nationale termer?

Efter lang tids grublen og læsning af adskillige dokumenter fra Udenrigs­ministeriet har jeg endelig forstået, hvorfor Ruslands ageren var en stor overraskelse for diplomatiet og andre tilsyneladende oplyste personer. De ser verden gennem en ideologisk prisme. Ligesom de sovjetiske ledere før i tiden forstod alle internationale forhold gennem socialistiske termer som klassekamp og fremmedgørelse, så forstår vore dages ideologiske diplomater verden gennem idealistiske, demokratisme-relaterede begreber, hvor man tror, at EU transcenderer realistisk logik.

I Sovjet sad man længe og ventede på verdensrevolutionen, og man betragtede et kapitalistisk land som en fjende, blot fordi det var kapitalistisk. I dag sidder man i EU og NATO og venter på den liberal-demokratiske revolution i Rusland samtidig med, at man undrer sig såre over, at der opstår kriser og konflikter, hvor Vesten vandrer frem i form af EU og NATO. For teorien siger jo, at demokratiet skal komme! For det er jo det bedste styre og det mest fredelige, og det kan enhver da se – så nu kommer det nok snart. I hvert tilfælde, når Ukraine om kort tid får mulighed for at fremvise et skønt liberalt-demokratisk system. Så vil russerne se, at det godt kan lade sig gøre, og så vil de vælte Putin af pinden og gå ind i det liberalt-demokratiske paradis.

Derfor har Putin også som sit vigtigste mål at sørge for, at det klasseløse, nå nej, demokratiske samfund ikke kan opstå i Ukraine. For så falder han jo. Han sender derfor små grønne mænd ind i grænse­regionerne og undergraver via opbygningen af en fastfrossen konflikt i Øst-Ukraine Ukraines chancer for at lykkes.

Lad være med at grine. For det er faktisk det, der står i det lange og seriøse notat om Rusland, der er vedlagt som bilag til ambassadør Perer Taksø-Jensens udenrigspolitiske rede­gørelse fra maj 2016. Der står i analysen: »Ukraines valg af en demokratisk og markedsøkonomisk orientering blev forsøgt obstrueret, da det kunne tjene som et fortilfælde for en tilsvarende udvikling i Rusland. Assads fald i Syrien måtte forhindres for at reducere risikoen for en bredere accept af tendensen til at udemokratiske regimer væltes og udskiftes af oppositionskræfter med udefra kommende støtte.«

Og der konkluderes derfor, at sanktionerne imod Rusland skal opretholdes, og videre: »Endelig står det klart, at det mest effekt­fulde modsvar til Ruslands aggression og propaganda er opbygningen af et stabilt demokratisk og velfungerende Ukraine. Det er samtidig det scenario, der vækker størst bekymring i Moskva, da det underminerer fortællingen om, at en demokratisk samfunds­model efter vestligt forbillede i sin natur er uforeneligt med den slavisk­ortodokse kultur og historie.«

Danske interesser kontra idealisme

Taksøe-Jensens rapports hovedsigte med at få dansk udenrigspolitik samlet om danske interesser i stedet for idealisme er ellers så rigtig og klog. Men når det drejer sig om Rusland, går det altså helt galt. »Den danske eksport til Rusland er faldet markant i 2014 og 2015 (ca. 30 pct. i 2015) som følge særligt af de russiske importforbud på fødevareområdet.«

Det er åbenbart ikke en rigtig interesse at sælge fødevarer i Rusland. For var det det, ville det naturligvis være en god ide at tale imod sanktionerne over for Rusland i EU. Men det er som sagt det modsatte, der konkluderes. Dog skal vi ikke blot opretholde sanktionerne, vi skal også på det kulturelle område »understøtte et andet Rusland«. Helt i forlængelse af det skal Danmark også bidrage til »imødegåelse af den russiske propaganda« og til »etablering af en selvstændig enhed i EU´s Fælles Udenrigstjeneste til strategisk kommunikation.«

Kort sagt: Vi skal opbygge et liberalt demokrati i Rusland og sende masser af EU-propaganda ind over grænserne, der kan fjerne russernes falske bevidsthed angående egne interesser samtidig med, at danske landmænd graver sig dybere ned i gælds­krisen, fordi de ikke må sælge deres produkter på det tidligere så lukrative russiske marked.

Virkelighedsfjern udenrigspolitik

Denne ideologiske analyse af Rusland giver en virkelighedsfjern udenrigspolitik, der skader Danmark, og helt sikkert ikke får Rusland til at ændre politik over for Ukraine eller får Rusland til at ændre sit politiske system. Samtidig risikerer man at frem­provokere flere konflikter og kriser i det postsovjetiske område.

Hvad er det for forhold, der går galt i analysen af Rusland?

Man vil ikke tage geopolitik og nationalitet alvorligt. Det affejes som skinargumenter og falsk bevidsthed, når Rusland fremhæver, at EUs og NATOs ekspansion er en trussel, fordi de overser Ruslands geo­politiske og nationale interesser.

I sidste uge af august 2016 kom der en ny publikation fra Forsvarsakademiet, hvor det, jeg efterspørger i Udenrigsministeriets notater om Rusland, faktisk er medtaget i nogle af analyserne. Hør for eksempel her:

»I denne optik (en realistisk, magtpolitisk) er udvidelserne af EU og NATO og Vestens aktivistiske politik i det postsovjetiske område ikke blot udtryk for en udbredelse af værdier, som er gode og rigtige i deres substans, men i lige så høj grad en udfyldelse af det magttomrum, som Sovjetunionen efterlod efter den kolde krig. Kun ved at erkende, at de også selv fører magtpolitik, kan de vestlige beslutningstagere forstå de russiske bekymringer og forholde sig til dem på en måde, som både tilgodeser vore egne interesser og værdier og erkender, hvor langt disse kan forfølges uden at skabe konflikter, som undergraver den nuværende orden.«

I Vesten kan man ikke erkende, at udvidelse af EU (Ukraine-krisen opstod pga. en EU-associeringsaftale med Ukraine – et land hvor der ikke var konsensus om en vestvendt fremtid - som landet først sagde nej til, men efter et regeringsskift pga. demonstrationer på Maidan-pladsen sagde ja til) og NATO naturligvis er magtpolitik. Husk i denne forbindelse, at EU via Lissabon­traktaten til en vis grad knytter EU og NATO sammen.

Hvad havde man i Vesten sagt til det, hvis Rusland havde forsøgt at udstrække sin Eurasiske Økonomiske Union til de baltiske og østeuropæiske lande? Man var sikkert blevet bange i Vesteuropa. Især, hvis en meget stærk militæralliance var tæt tilknyttet unionen. Men vi forventer, at Rusland tager det afslappet, når NATO kommer helt ind i baghaven, som tilfældet er med Ukraine og til en vis grad Georgien.

Hvis man fastholder den ideologiske holdning og tror på, at Rusland vil blive et liberalt demokrati og bagefter ophæve sin egen suverænitet og lægge afstand til sin stormagtshistorie og forsøge at blive et postsuverænt EU-land – fordi sådan skrider udviklingen jo progressivt frem helt af sig selv og alt andet er falsk bevidsthed – så er det da også dybt overraskende, at Rusland opfører sig anderledes.

Problemet ved den ideologiske blindhed er, at vi kommer til at føre en politik, der fremprovokerer konflikter og kriser og giver os økonomiske tab. Det er på tide at lægge de ideologiske briller til side og få foretaget en sober analyse af udviklingen i Rusland og det post-sovjetiske rum og ikke mindst af EUs og NATOs udvikling. Som det kører nu, formindskes vores sikkerhed og risikoen for nye konflikter i Europa stiger.

Udenrigsministeriets analytikere står med fødderne solidt plantet i den blå luft, – jeg håber, de lytter til Forsvarsakademiet i fremtiden. Før det er for sent.

Marie Krarup er forsvarsordfører og gymnasieordfører for Dansk Folkeparti